Skovlund Historier

Skovlund Historier

Skovlund Sognearkiv

Lokalhistorie fra Skovlund og omegn.

Købmand Holger Nielsen II

LokalhistorierPosted by Niels Winther Monday, March 19 2007 13:48:09

Købmand Holger NielsenBlog Image Den 11. november 1906 åbnedes købmandsforretningen i Skovlund.
Johannes Nielsen kunne byde de første kunder velkommen – knægten var kun 20 år, og han måtte derfor have sin far, daværende manufakturhandler i Tistrup, Nis Chr. Nielsen til at lægge navn til på næringsbrevet.
Pessimister og sortseere eksisterede også dengang, forretningen blev spået en kort levetid.
Nu er der så alligevel gået 75 år – med mange dejlige arbejdstimer, mange glæder og kun få sorger ( dem lod vi kreditorerne om). men nu er den gal igen – sortseerne og de videnskabelige prognoser påpeger, at vores tid snart vil være udspillet, - der er slet ikke plads til vores type butikker mere.
Lad os nu se – senegræs er heller ikke nemt at komme til livs.
Vi tror og håber, at købmandsforretningen i Skovlund i mange år endnu vil være ” de glade kunders mødested”, og vi benytter lejligheden til at sige en dybfølt tak til de mange, der trods vore særheder – år efter år, har været med til at slide vore gulvbrædder.

I dagens anledning serverer vi
kaffe og småkager hele dagen.
Der er også et sukkerbolche til børnene.
Vi håber, mange vil kigge ind.


Det var dengang
Inden landmanden blev rigtig dygtig – brugte hverken gift, sprøjtemidler eller vandingsmaskiner, var der masser af vildt på markerne.
Det var ikke uanmindeligt, at vi fik indleveret 200 agerhøns den første dag jagten gik ind.
Vi blev ved med at tage imod til kl. 7 om aftenen.
I huj og hast fik vi pakket en avis om hver høne, puttet dem i papkasser, og så gik turen til Tistrup. Her blev vildtet sendt som letfordærvelige varer, og var fremme på Kødtorvet i København næste morgen.
Gamle Karl kom en gang med to harer, -
”Hvor har du skudt dem Karl?” – ”Li i æ røw” – svarede Karl.

Det var også sjovt at være købmand dengang.

Sådan var det at være købmand
Da forretningen startede i 1906, var vareudbudet noget anderledes end i dag.
Rengøringsartiklerne spændte over ganske få ting – blød sæbe, soda, hvid sæbe, (Marseillesæbe), evt. salmiakspiritus, blegvand og et vaskebræt. Vaskepulver og andre moderne produkter dukkede først op i midten af tyverne.

Kun for de rige
Toiletpapir var kun for de rige – vi havde jo Ribe Amtstidende og Hus & Hjem, så hvorfor det fråds.

Tøj af lærredssække
Til gengæld var kælder og lager fyldt op med spændende varer. Stpre tønder med lys og mørk sirup, eddike, sprit, svinetran, malefernis m.m. – Klipfisk lå i stabler med ca. 50 pund i hvert bundt – indpakket i jute sække. Der var masser af sække med mel, kartoffelmel, sukker, og alle grynvarer, samt fint og groft salt.
Sækkene med mel, salt og kartoffelmel var af lærred, og især de store hvide 200 punds sække var meget eftertragtede når vi havde tømt dem.
De var fine til lagner, duge, viskestykker, fodboldbukkser o.m.m.

Varerne skulle afvejes
Svesker blev leveret i trækasser med 25 pund fra Amerika. Det var ret almindeligt at købe 40-50 kasser ad gangen i forskellige størrelser. Grøn sæbe kom hjem i store træbaljer, senere zinkbaljer med ca. 120 pund i hver. Det tog lang tid for en lærling at få rutine i at smække to pund sæbe på et stykke pergament papir, ved hjælp af en lille jernspade.

Sirup
Lærlingen skulle også lære at salte kalveskind, pakke æg, vaske gulv og bone disk.
Arbejdet med at fylde sirup i flasker og spande var som regel yngste lærlings job, det var led! Især om vinteren, når siruppen var stiv af kulde. De fleste lærlinge har prøvet at blive kaldt til andet arbejde, midt under påfyldningen af en spand, og så noget efter komme tilbage til kælderen og konstatere, at spanden var løbet over, og gulvet sejlede af den brune stads – man kom til at hade sirup af et godt hjerte.

Mange ville være kommis
Trods alle besværligheder med faget, var der mange der gerne ville være kommiser.
De gik jo i hvide kitler og havde slips på, og så havde de den fordel, at de først opdagede de nye piger, og først fik kontakt med dem, efter de store flyttedage – første maj og første november.

Købmand under krigen

Rationeret – Ikke rationeret
2. verdenskrig og besættelsen fra 1940 gav købmændene mange grå hår og tyndslidte nerver. Når man var vokset op med en indstilling om god kundebetjening og et stort og godt vareudbud, og så pludselig blev stillet overfor, at det nu kun drejede sig om at skrabe så mange varer hjem som muligt, uden skelen til kvalitet, og så forsøge at lave en så retfærdig fordeling af de varer, der ikke var på rationeringskort, det kunne nok give søvnløse nætter.
Salget af rationerede varer mod mærker var ikke så slemt – der måtte ikke udleveres mere eller mindre, end hvad mærkerne lød på. Derimod var det vanskeligt at håndtere fordelingen af de varer, der fandtes i så små mængder, ar der ikke kunne laves almindelig rationering. Der blev lavet kundelister, hvor man ved gennemgang af gamle kontrabøger og hukommelsen forsøgte at finde ud af, hvem der plejede at købe mest sirup, kunsthonning, tobaksvarer, julelys, billigt juleknas, mere luksusprægede ting, og hvor mange medlemmer, der var i husstanden. Det var vanskeligt, og trods store anstrengelser gav det til utilfredse kunder.

Radioen
Radioen beslaglagde meget af vores tid – vi skulle jo høre de danske udsendelser fra England og Sverige, der foruden krigsnyhederne også jævnligt kunne meddele: Det forlyder fra velunderrettet kilde i København, at de og de varer ville blive rationeret fra på mandag. Så var det med at få varerne ud af huset, så kunderne havde et stødpudelager at tære på.


Ringere varer
Det faldt i Handelsminister Halfdan Hendriksens lod, gennem den tysk kontrollerede danske radio at give meddelelse om de mange forordninger og rationeringer. Han var meget dygtig til det.
Han kunne f.eks. da fedtprocenten skulle nedsættes fra 80 til 40% næsten få os til at glæde os til at få det nye produkt. Begrundelsen var at man havde fundet en lergrav, hvori leret var af en sådan beskaffenhed, at når det blev blandet med sæben, blev vore kvinder endnu smukkere end de var i forvejen.
Det har nok passet – de store årgange blev jo født under krigen. Eller når han kunne meddele, at der nu skulle klid i flormelet – vi havde slet ikke godt af at spise det hvide mel.
Det blev straks sværere for ham, da han skulle fortælle, at der ikke var mere hvede – og at rationeringskortene nu gjaldt bygmel i stedet.

Ingen nød
Der blev også udstedt forordning om at vore udstillingsvinduer kun måtte indeholde et meget begrænset vareudbud. De tyske soldater måtte ikke rejse hjem til Tyskland og fortælle, at vi havde mange flere varer, end der var i deres butikker. Det blev der lavet megen spøg med. En købmand satte to skåle i sit vindue – i den ene var anbragt en enkelt nød, og i den anden var anbragt et skilt med teksten ”Her er ingen nød”
En slagter havde skrabet et stort kødben rent for kød, og bagved anbragt et skilt:
”Vi har også nogle med kød på”
Efterhånden som tiden gik , blev vore butikker mere tomme og trøstesløse at se på – det eneste vi havde rigeligt af i Danmark var kuldegrader og uindbudte tyskere.

Kaffehandel 1921 – 1941
Som dreng var meget af mit arbejde at hjælpe ved kafferistningen. Senere blev jeg mere betroet og fik selv ansvaret. Det var slet ikke noget rart job.
Brænderen var en stor upraktisk ovn, hvori der var en kugleformet beholder. Kuglen kunne indeholde 15 kg. rå kaffe, og skulle med et håndsving køres rundt indtil bønnerne havde den rette kulør – et minut for meget kunne ødelægge hele brændingen.

Stort råvarelager
De rå kaffebønner kom fra Syd - og Mellemamerika, Java, Timor m.fl. I vores blanding indgik mellem fem og ti forskellige sorter, så råvarelageret skulle være stort. Der var tit 20-30 sække på loftet, hvilket i dag ville svare til en investering på ca. 60.000 kr.

Kaffeafgift
Også dengang havde staten økonomiske problemer, jeg husker at der først i 30´erne blev lagt en afgift på kaffe, så vidt jeg husker ca. 1 kr. pr. kg. , og alt hvad vi havde på lager skulle fortoldes.
1 kr. var mange penge, så vi vejede rå kaffe op i poser med 5 kg. nogle dage før forhøjelsen, og solgte rigtig mange sække. Bønnerne blev så senere tilbageleveret, og kunderne kunne aftage det sædvanlige ½ kg. og på den måde få friskbrændt kaffe til gammel pris, indtil deres beholdning var opbrugt.

Kaffehandel 1921 – 1941
Som dreng var meget af mit arbejde at hjælpe ved kafferistningen. Senere blev jeg mere betroet og fik selv ansvaret. Det var slet ikke noget rart job.
Brænderen var en stor upraktisk ovn, hvori der var en kugleformet beholder. Kuglen kunne indeholde 15 kg. rå kaffe, og skulle med et håndsving køres rundt indtil bønnerne havde den rette kulør – et minut for meget kunne ødelægge hele brændingen.

Stort råvarelager
De rå kaffebønner kom fra Syd - og Mellemamerika, Java, Timor m.fl. I vores blanding indgik mellem fem og ti forskellige sorter, så råvarelageret skulle være stort. Der var tit 20-30 sække på loftet, hvilket i dag ville svare til en investering på ca. 60.000 kr.

Kaffeafgift
Også dengang havde staten økonomiske problemer, jeg husker at der først i 30´erne blev lagt en afgift på kaffe, så vidt jeg husker ca. 1 kr. pr. kg. , og alt hvad vi havde på lager skulle fortoldes.
1 kr. var mange penge, så vi vejede rå kaffe op i poser med 5 kg. nogle dage før forhøjelsen, og solgte rigtig mange sække. Bønnerne blev så senere tilbageleveret, og kunderne kunne aftage det sædvanlige ½ kg. og på den måde få friskbrændt kaffe til gammel pris, indtil deres beholdning var opbrugt.


Fra købmandsgård til minimarked
Da købmandsforretningen i Skovlund for 75 år siden, var formålsparagraffen ”at drive handel med daglige forbrugsvarer i Skovlund og Omegn”, og derved dække lokalbefolkningens væsentligste behov. Skønt meget er sket siden den første åbningsdag, har vi ikke ændret ved dette.

Købmandsgården
I forretningens 75 årige historie, har samfundet undergået mange forandringer, og i takt hermed har vi forsøgt at tilpasse os de nye krav
Den første tid var forretningsformen ”Den gamle købmandsgård”, hvor alt kunne købes i små enheder – og hvor man også kunne købte sit afskårne pålæg hos købmanden, der havde pølser hængende på søm inde i forretningen – uden at krævede fliser fra gulv til loft.

Blandet landhandel
Efterhånden som tiden gik, ændredes forretningsstrukturen i form af mere specialisering, slagteren solgte kød, bageren brød, skomageren sko, gartneren blomster osv., hvorefter vi tog os af resten for at dække byens behov, det blev en blandet landhandel med kolonial og isenkram.

Minimarked
I takt med den almindelige forretningsdød, der desværre også har ramt Skovlund, og i vore bestræbelser for at følge med udviklingen, er vi i dag et typisk minimarked, der handler med homogeniseret mælk, vakuumpakket pålæg, dybfrossen fars og færdige middagsretter, småkager i varmlukkede poser, kulørte ugeblade, smarte gummeisko og meget, meget mere.

En blomstrende forretning
Sidste skud på stammen, og som adskiller os fra andre minimarkeder, er vor blomsterafdeling, hvor man ikke bare kan købe ugens buket eller potteplante, men hvor vi har afskårne blomster, og ved en uddannet blomsterbinders hjælp kan lave dekorationer og kranse. Vi sælger haveplanter og giver gode råd om pleje og lignende.
Denne del af vort virke blev etableret da gartneren lukkede, og det skal ses som et led i vore bestræbelser for fortsat at dække flest mulige af egnens behov.

Fremtidens butik
Hvordan udviklingen vil gå i fremtiden, både i samfundet som helhed, og Skovlund i særdeleshed, kan vi intet sige om, men vi vil fortsat holde et vågent øje med, hvad der rører sig, og gøre alt for at Skovlund ikke bliver en død handelsby!

Kilde: Jubilæumsskrift. Af Holger Nielsen.

  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.