Skovlund Historier

Skovlund Historier

Skovlund Sognearkiv

Lokalhistorie fra Skovlund og omegn.

Købmand Holger Nielsen

LokalhistorierPosted by Niels Winther Saturday, February 24 2007 17:40:35
Købmand Holger Nielsen f. 16. 04. 1917 i Skovlund, hustru: Marie Breum Nielsen f. Ankersen 07. 06. 1919 i Skovlund.

Holger Nielsen lærte købmands faget hos sin fader og overtog i 1947 forretningen Borgergade 2, som han videreførte, indtil den blev overdraget til sønnen Peder i 1986. Holger Nielsen omdannede flere gange butik og forretningskoncept, som tiden krævede det. I 1959 overtog han den vestre ende ( Borgergade 4) af ejendommen, som hidtil havde været drevet som manufakturhandel. Herved blev butiksarealet betydelig øget. Han deltog ivrigt i byens og egnens liv og aktiviteter og sad i adskillige bestyrelser, herunder borgerforening og idrætsforening. Han var medstifter af Skovlund Varmeværk og Skovlund Antenneforening. I flere perioder var han byens repræsentant i Ansager Sogneråd.

Da Holger Nielsen overdrog forretningen til en søn i 1986, købte han Borgergade 8 til beboelse.

I Skovlund levede brugsuddeleren og købmanden side om side med løbende smådrillerier. Første generation begyndte jo begge i 1906 og sønnerne Ove (brugsen) og Holger (købmanden) efterfulgte næsten samtidig i 40-erne.

En dag stod de to udenfor brugsen og snakkede. En vandringsmand fra landevejen henvendte sig til dem – og især til købmanden, som han troede var uddeleren. Den fremmede bad om en skærv til dagen og vejen, og købmanden svarede raskt, at han kunne gå ind i brugsen og hæve en krone ved kassen,- uddeleren kunne kun se til, men hans tid kom en anden gang, fortæller historierne.

Kilde: Handel og håndværk og selvstændig næringsdrift i Skovlund 1900 – 2000. Af Kaj Knudsen, Skovlund.

  • Comments(0)//historier.skovlundsognearkiv.dk/#post3