Skovlund Historier

Købmand Holger Nielsen IILokalhistorier

Posted by Niels Winther Monday, March 19 2007 13:48:09

Købmand Holger NielsenBlog image Den 11. november 1906 åbnedes købmandsforretningen i Skovlund.
Johannes Nielsen kunne byde de første kunder velkommen – knægten var kun 20 år, og han måtte derfor have sin far, daværende manufakturhandler i Tistrup, Nis Chr. Nielsen til at lægge navn til på næringsbrevet.
Pessimister og sortseere eksisterede også dengang, forretningen blev spået en kort levetid.
Nu er der så alligevel gået 75 år – med mange dejlige arbejdstimer, mange glæder og kun få sorger ( dem lod vi kreditorerne om). men nu er den gal igen – sortseerne og de videnskabelige prognoser påpeger, at vores tid snart vil være udspillet, - der er slet ikke plads til vores type butikker mere.
Lad os nu se – senegræs er heller ikke nemt at komme til livs.
Vi tror og håber, at købmandsforretningen i Skovlund i mange år endnu vil være ” de glade kunders mødested”, og vi benytter lejligheden til at sige en dybfølt tak til de mange, der trods vore særheder – år efter år, har været med til at slide vore gulvbrædder.

I dagens anledning serverer vi
kaffe og småkager hele dagen.
Der er også et sukkerbolche til børnene.
Vi håber, mange vil kigge ind.


Det var dengang
Inden landmanden blev rigtig dygtig – brugte hverken gift, sprøjtemidler eller vandingsmaskiner, var der masser af vildt på markerne.
Det var ikke uanmindeligt, at vi fik indleveret 200 agerhøns den første dag jagten gik ind.
Vi blev ved med at tage imod til kl. 7 om aftenen.
I huj og hast fik vi pakket en avis om hver høne, puttet dem i papkasser, og så gik turen til Tistrup. Her blev vildtet sendt som letfordærvelige varer, og var fremme på Kødtorvet i København næste morgen.
Gamle Karl kom en gang med to harer, -
”Hvor har du skudt dem Karl?” – ”Li i æ røw” – svarede Karl.

Det var også sjovt at være købmand dengang.

Sådan var det at være købmand
Da forretningen startede i 1906, var vareudbudet noget anderledes end i dag.
Rengøringsartiklerne spændte over ganske få ting – blød sæbe, soda, hvid sæbe, (Marseillesæbe), evt. salmiakspiritus, blegvand og et vaskebræt. Vaskepulver og andre moderne produkter dukkede først op i midten af tyverne.

Kun for de rige
Toiletpapir var kun for de rige – vi havde jo Ribe Amtstidende og Hus & Hjem, så hvorfor det fråds.

Tøj af lærredssække
Til gengæld var kælder og lager fyldt op med spændende varer. Stpre tønder med lys og mørk sirup, eddike, sprit, svinetran, malefernis m.m. – Klipfisk lå i stabler med ca. 50 pund i hvert bundt – indpakket i jute sække. Der var masser af sække med mel, kartoffelmel, sukker, og alle grynvarer, samt fint og groft salt.
Sækkene med mel, salt og kartoffelmel var af lærred, og især de store hvide 200 punds sække var meget eftertragtede når vi havde tømt dem.
De var fine til lagner, duge, viskestykker, fodboldbukkser o.m.m.

Varerne skulle afvejes
Svesker blev leveret i trækasser med 25 pund fra Amerika. Det var ret almindeligt at købe 40-50 kasser ad gangen i forskellige størrelser. Grøn sæbe kom hjem i store træbaljer, senere zinkbaljer med ca. 120 pund i hver. Det tog lang tid for en lærling at få rutine i at smække to pund sæbe på et stykke pergament papir, ved hjælp af en lille jernspade.

Sirup
Lærlingen skulle også lære at salte kalveskind, pakke æg, vaske gulv og bone disk.
Arbejdet med at fylde sirup i flasker og spande var som regel yngste lærlings job, det var led! Især om vinteren, når siruppen var stiv af kulde. De fleste lærlinge har prøvet at blive kaldt til andet arbejde, midt under påfyldningen af en spand, og så noget efter komme tilbage til kælderen og konstatere, at spanden var løbet over, og gulvet sejlede af den brune stads – man kom til at hade sirup af et godt hjerte.

Mange ville være kommis
Trods alle besværligheder med faget, var der mange der gerne ville være kommiser.
De gik jo i hvide kitler og havde slips på, og så havde de den fordel, at de først opdagede de nye piger, og først fik kontakt med dem, efter de store flyttedage – første maj og første november.

Købmand under krigen

Rationeret – Ikke rationeret
2. verdenskrig og besættelsen fra 1940 gav købmændene mange grå hår og tyndslidte nerver. Når man var vokset op med en indstilling om god kundebetjening og et stort og godt vareudbud, og så pludselig blev stillet overfor, at det nu kun drejede sig om at skrabe så mange varer hjem som muligt, uden skelen til kvalitet, og så forsøge at lave en så retfærdig fordeling af de varer, der ikke var på rationeringskort, det kunne nok give søvnløse nætter.
Salget af rationerede varer mod mærker var ikke så slemt – der måtte ikke udleveres mere eller mindre, end hvad mærkerne lød på. Derimod var det vanskeligt at håndtere fordelingen af de varer, der fandtes i så små mængder, ar der ikke kunne laves almindelig rationering. Der blev lavet kundelister, hvor man ved gennemgang af gamle kontrabøger og hukommelsen forsøgte at finde ud af, hvem der plejede at købe mest sirup, kunsthonning, tobaksvarer, julelys, billigt juleknas, mere luksusprægede ting, og hvor mange medlemmer, der var i husstanden. Det var vanskeligt, og trods store anstrengelser gav det til utilfredse kunder.

Radioen
Radioen beslaglagde meget af vores tid – vi skulle jo høre de danske udsendelser fra England og Sverige, der foruden krigsnyhederne også jævnligt kunne meddele: Det forlyder fra velunderrettet kilde i København, at de og de varer ville blive rationeret fra på mandag. Så var det med at få varerne ud af huset, så kunderne havde et stødpudelager at tære på.


Ringere varer
Det faldt i Handelsminister Halfdan Hendriksens lod, gennem den tysk kontrollerede danske radio at give meddelelse om de mange forordninger og rationeringer. Han var meget dygtig til det.
Han kunne f.eks. da fedtprocenten skulle nedsættes fra 80 til 40% næsten få os til at glæde os til at få det nye produkt. Begrundelsen var at man havde fundet en lergrav, hvori leret var af en sådan beskaffenhed, at når det blev blandet med sæben, blev vore kvinder endnu smukkere end de var i forvejen.
Det har nok passet – de store årgange blev jo født under krigen. Eller når han kunne meddele, at der nu skulle klid i flormelet – vi havde slet ikke godt af at spise det hvide mel.
Det blev straks sværere for ham, da han skulle fortælle, at der ikke var mere hvede – og at rationeringskortene nu gjaldt bygmel i stedet.

Ingen nød
Der blev også udstedt forordning om at vore udstillingsvinduer kun måtte indeholde et meget begrænset vareudbud. De tyske soldater måtte ikke rejse hjem til Tyskland og fortælle, at vi havde mange flere varer, end der var i deres butikker. Det blev der lavet megen spøg med. En købmand satte to skåle i sit vindue – i den ene var anbragt en enkelt nød, og i den anden var anbragt et skilt med teksten ”Her er ingen nød”
En slagter havde skrabet et stort kødben rent for kød, og bagved anbragt et skilt:
”Vi har også nogle med kød på”
Efterhånden som tiden gik , blev vore butikker mere tomme og trøstesløse at se på – det eneste vi havde rigeligt af i Danmark var kuldegrader og uindbudte tyskere.

Kaffehandel 1921 – 1941
Som dreng var meget af mit arbejde at hjælpe ved kafferistningen. Senere blev jeg mere betroet og fik selv ansvaret. Det var slet ikke noget rart job.
Brænderen var en stor upraktisk ovn, hvori der var en kugleformet beholder. Kuglen kunne indeholde 15 kg. rå kaffe, og skulle med et håndsving køres rundt indtil bønnerne havde den rette kulør – et minut for meget kunne ødelægge hele brændingen.

Stort råvarelager
De rå kaffebønner kom fra Syd - og Mellemamerika, Java, Timor m.fl. I vores blanding indgik mellem fem og ti forskellige sorter, så råvarelageret skulle være stort. Der var tit 20-30 sække på loftet, hvilket i dag ville svare til en investering på ca. 60.000 kr.

Kaffeafgift
Også dengang havde staten økonomiske problemer, jeg husker at der først i 30´erne blev lagt en afgift på kaffe, så vidt jeg husker ca. 1 kr. pr. kg. , og alt hvad vi havde på lager skulle fortoldes.
1 kr. var mange penge, så vi vejede rå kaffe op i poser med 5 kg. nogle dage før forhøjelsen, og solgte rigtig mange sække. Bønnerne blev så senere tilbageleveret, og kunderne kunne aftage det sædvanlige ½ kg. og på den måde få friskbrændt kaffe til gammel pris, indtil deres beholdning var opbrugt.

Kaffehandel 1921 – 1941
Som dreng var meget af mit arbejde at hjælpe ved kafferistningen. Senere blev jeg mere betroet og fik selv ansvaret. Det var slet ikke noget rart job.
Brænderen var en stor upraktisk ovn, hvori der var en kugleformet beholder. Kuglen kunne indeholde 15 kg. rå kaffe, og skulle med et håndsving køres rundt indtil bønnerne havde den rette kulør – et minut for meget kunne ødelægge hele brændingen.

Stort råvarelager
De rå kaffebønner kom fra Syd - og Mellemamerika, Java, Timor m.fl. I vores blanding indgik mellem fem og ti forskellige sorter, så råvarelageret skulle være stort. Der var tit 20-30 sække på loftet, hvilket i dag ville svare til en investering på ca. 60.000 kr.

Kaffeafgift
Også dengang havde staten økonomiske problemer, jeg husker at der først i 30´erne blev lagt en afgift på kaffe, så vidt jeg husker ca. 1 kr. pr. kg. , og alt hvad vi havde på lager skulle fortoldes.
1 kr. var mange penge, så vi vejede rå kaffe op i poser med 5 kg. nogle dage før forhøjelsen, og solgte rigtig mange sække. Bønnerne blev så senere tilbageleveret, og kunderne kunne aftage det sædvanlige ½ kg. og på den måde få friskbrændt kaffe til gammel pris, indtil deres beholdning var opbrugt.


Fra købmandsgård til minimarked
Da købmandsforretningen i Skovlund for 75 år siden, var formålsparagraffen ”at drive handel med daglige forbrugsvarer i Skovlund og Omegn”, og derved dække lokalbefolkningens væsentligste behov. Skønt meget er sket siden den første åbningsdag, har vi ikke ændret ved dette.

Købmandsgården
I forretningens 75 årige historie, har samfundet undergået mange forandringer, og i takt hermed har vi forsøgt at tilpasse os de nye krav
Den første tid var forretningsformen ”Den gamle købmandsgård”, hvor alt kunne købes i små enheder – og hvor man også kunne købte sit afskårne pålæg hos købmanden, der havde pølser hængende på søm inde i forretningen – uden at krævede fliser fra gulv til loft.

Blandet landhandel
Efterhånden som tiden gik, ændredes forretningsstrukturen i form af mere specialisering, slagteren solgte kød, bageren brød, skomageren sko, gartneren blomster osv., hvorefter vi tog os af resten for at dække byens behov, det blev en blandet landhandel med kolonial og isenkram.

Minimarked
I takt med den almindelige forretningsdød, der desværre også har ramt Skovlund, og i vore bestræbelser for at følge med udviklingen, er vi i dag et typisk minimarked, der handler med homogeniseret mælk, vakuumpakket pålæg, dybfrossen fars og færdige middagsretter, småkager i varmlukkede poser, kulørte ugeblade, smarte gummeisko og meget, meget mere.

En blomstrende forretning
Sidste skud på stammen, og som adskiller os fra andre minimarkeder, er vor blomsterafdeling, hvor man ikke bare kan købe ugens buket eller potteplante, men hvor vi har afskårne blomster, og ved en uddannet blomsterbinders hjælp kan lave dekorationer og kranse. Vi sælger haveplanter og giver gode råd om pleje og lignende.
Denne del af vort virke blev etableret da gartneren lukkede, og det skal ses som et led i vore bestræbelser for fortsat at dække flest mulige af egnens behov.

Fremtidens butik
Hvordan udviklingen vil gå i fremtiden, både i samfundet som helhed, og Skovlund i særdeleshed, kan vi intet sige om, men vi vil fortsat holde et vågent øje med, hvad der rører sig, og gøre alt for at Skovlund ikke bliver en død handelsby!

Kilde: Jubilæumsskrift. Af Holger Nielsen.

Skovlund OstekarLokalhistorier

Posted by Niels Winther Friday, March 09 2007 10:38:49

Blog Image

Fra virkefelt til skueplads…

Pladsen
Med gylden saks, borgerord og heltekvad blev den da - i sommeren 2002 værdigt viet til en ny æra - den gamle plads midt i Skovlund by, som i mere end 100 år har lagt ryg til opkomst af virksomheder med næringsvirke som mål til gavn for fordoms bondekultur og med andelsidéen som grundlag for økonomisk vækst i hele sognet og rummende plads for fremstilling, handel, håndværk og andet godtfolks virke.
Her groede sammenhold på trods af forskellige holdninger og interesser. Her kunne man aflæse de materielle aktiviteters styrke og vægt.Det var i landsbyens midte det hele begyndte og udvikledes. Blog Image

Historien
Det skovlundske næringslivs arnested i et helt århundrede - og intet mindre - har pladsen været. Som nabo til byens mølle fra 1878 byggede man i 1883 Skovlund Andelsmejeri på stedet, hvor sognets mælkeproduk-tion blev behandlet indtil nedlæggelsen i 1979. Mange om- og tilbygninger og strukturtilpasninger er set undervejs. I 1897 nedbrændte mejeriet til grunden. De seje hedebønder lod sig ikke kue, men byggede igen på tomten og sådan holdt de ved indtil fusionsbølgen små 100 år senere skyllede grundlaget væk.
1888 stiftedes Skovlund Brugsforening og fik et lejemål i et lille møllerhus som lå ved mejeriet og i forbindelse med Brugsen oprettedes der en Indlånsforening, hvor kunderne kunne få forrentet ledig kapital, men ikke kunne optage lån. Brugsen flyttede til sin nuværende beliggenhed allerede i 1894 og er senere ombygget. Indlånskassens afløser - Andelskassen - blev oprettet i 1916.
I 1906 var Skovlund Lokalforening en kendsgerning og fik til huse på pladsen ved mejeriet, et naboskab der varede indtil 1919 da jernbanen kom til byen og gav plads for et pakhus til ekspedition af korn- og foder-stoffer. Senere - i 1964 - fik byen andels-fjernvarme med midlertidig base ved mejeriet.
Som man ser har stort set alle sognets andelsselskaber deres opkomst på den gamle plads, der således er et værdigt historisk sted og som fortsat bør værnes. Blog Image

Redningen
Da mejeriet i 1979 ikke kunne være mejeri længere overtog Flenstedkoncernen grund og bygninger og indrettede konservesproduktion på stedet. I pagt med Flensted´s skik for orden og sans for god arkitektur fik virksomheden en overhaling der gjorde den værdig til byens bedste plads.
Årene gik og kravene til effektiv konservesproduktion kunne ikke længere opfyldes bag de gamle
mejerimure, hvorfor man - i 2001 - besluttede at fjerne bygningerne og udlægge hele pladsen til et kreativt åndehul til glæde og pryd for by og egn.
Med gode ideer fra Hedeselskabets anlægsafdeling tog fabrikant Ole Flensted nu hånd om sagen, hvori indgik intense forhandlinger med Ølgod Kommune, Ribe Amt og naboerne, Skovlund Andelskasse og ingeniør Bent Østergaard.
Resultatet kom til at fremstå i form af et anlæg med plæner, bede, stier, høje træer, et P-anlæg indrammet af et stengærde og en smuk flisebelægning .Ved indvielsen lød borgmesterordene: en epoke er forbi nu er fremtiden i borgernes vold. Blog Image

Ostekarret
Ole Flensted ønskede at føje en slutsten på værket,- et synligt minde om pladsens betydning i mere end hundrede forgangne år og en værdig hæder af de gamle hedebønder der i slutningen af 1800-tallet lagde grunden til den fremtid vi nu kender som fortid.
En henvendelse til billed-kunstneren Bjarke Regn Svendsen, med gode råd om at finde en kunstner med de rigtige ideer til at forme og sætte en støtte, resulterede i at Billedhuggeren Laila Westergaard, København kom på opgaven.
Resultatet ses nu på den gamle plads. Et ostekar i granit, hvor motiver fra egn og mejeridrift i sagn og myter, om fortid og nutid, dagligt virke og tidens gang mesterligt og tydeligt er mejslet i den bornholmske granit. I karrets hulning ser man en bevægelig vandkunst, som symboliser vallens overflade som den fordoms boblede under ostefremstillingen.Blog Image

Kunstneren
Samarbejdet mellem billedhuggeren Laila Westergaard og fabrikant Ole Flensted om ide og udførelse af en granitskulptur til pladsen i Skovlund udviklede samtaler og tanker, hvor også Skovlund Sognearkiv blev inddraget for om muligt at kunne levere historie, billeder og andet materiale med forbindelse til pladsen og det gamle mejeri. Det har været en god oplevelse at kunne følge arbejdet mens det stod på og samarbejdet med Laila Westergaard har været både medrivende og positiv.
Laila Westergaard er født i Lemvig i 1964 som tredje generation af en kendt billedhugger-familie.Hun er uddannet på Det Jydske Kunstakadami i årene 1985-89 og på Guzel Sanatlar Fakultesi, Istanbul 1989-90.
Laila Westergaard har gennem de sidste 10-12 år udstillet på en snes af de mest anerkendte udstillinger i Danmark, Sverige og Tyrkiet og en række skulpturer pryder mange uddannelses-steder, rådhuse, institutioner og kirker. Bl.a. kan man se Laila Westergaards udførelse af døbe-fonden i Gullesturp kirke (1998) og Bredballe kirke(2000).
Som et yderligere udtryk for Laila Westergaards anerkendte kunstkvalitet kan nævnes at hun har modtaget en række legater fra såvel private som Kulturministeriets fonde til studier og udstillings-virksomhed.
Med ostekarret er der føjet endnu en perle til rækken af fine værker under Laila Westergaards mejsel.Blog Image
Giveren
Ole Flensted - der er født i 1939 - kom sidst i tresserne til Skovlund med en skrællekniv i hånden. Iført hvid kittel og med hovedet fyldt af gode ideer for de næste 200 års udvikling gik han i gang med at opdyrke sit kartoffel-imperium, hvortil der senere er kommet en lang række grøntsags-ingredienser som grundlag for en virksomhed i rivende udvikling, med mange medarbejdere og arkitektonisk flotte fabriksanlæg beliggende i velholdte, parkagtige områder som pryder byen og egnen omkring Skovlund.
Københavneren, Ole Flensted besidder større lokalpatriotisme end nogen ”indfødt” og har således set det som en forpligtelse at skabe udvikling og trivsel på egnen, hvor de fleste hjem har tilknytning til virksomheden. Som formand for Skovlund Invest A/S har han været dynamo i en kraftig indsats for boligsanering, byggeri, rejsning af industrihuse og byens Børnehus. Han overtog og renoverede for år tilbage Skovlund Kro og overdrog den igen til privat drift og sikrede derved fortsat sognet et samlingssted. Han har skabt sognets oase: Byparken med legeplads, mødested, kroketbaner og stianlæg og har gennem årene afset store beløb til byens forskønnelse og fremme af egnens erhvervs- idræts- og kulturliv. Sporene har eftertrykkeligt og dygtigt sat Skovlund på landkortet.
Senest er det så blevet til anlæg af Skovlund bymidte, hvor kronen på værket udgøres af den unike skulptur: Ostekarret ,- igen en donation der må aftvinge respekt, beundring og taknemlighed.

Af Kaj Knudsen, Skovlund

Skovlund MissionshusLokalhistorier

Posted by Niels Winther Thursday, March 08 2007 11:34:47

1905 - 2005

Skovlund Missionshus i 1oo år. Af Kaj Knudsen

Blog Image

Den 13. december har Skovlund Missionshus fødselsdag. I 2005 er det noget særligt: huset fylder 100 år. Så længe har det ligget der på hjørnet af Nygårdsvej og Svinget med den klassiske placering, som nabo til kroen og med udsigt til sognets kirke. Her har det været base for og har dannet ramme om et levende kirkeligt arbejde for og med alle generationer og med rige åndelige og fysiske gøremål og hensigter.

Forud for 90-årsdagen skrev Lis Nielsen, Kornvangen bl.a. ” Normalt fejrer man ikke de 90 år, men vi venter til 100. Derfor kan vi jo godt markere dagen med lidt ”ekstra” - og det gjorde man så ved - som så ofte før - at samles, for i bøn, sang og tale at mindes de svundne år.

Nu er det igen alvor, det gamle hus og dets historie skal fejres og i det følgende lader vi blik og tanker gå tilbage og vil blade lidt i fordoms skriftlige beretninger i protokoller, avisudklip, kildeskrifter og meget mere og lade dem fortælle historien så godt det er muligt.

De mange vandbærere
Ved gennemlæsning af det omfangsrige stof møder man et væld af navne. Navne på ældre og unge, som gennem årene har brugt tid, kræfter og indsigt i at få arbejdet i de mange dele af organisationen inden for IM i Skovlund til at udgøre et helt virke. Man kan vælge at nævne dem alle med fare for at glemme nogen. Man kan vælge at nævne nogle få med fare for at have undladt andre, der har gjort sig lige så fortjent til en omtale i historien. I det følgende er navne stort set undladt, fordi korpsånden, fællesskabet og resultaterne vel tæller mere end den enkeltes indsats. Vil man endelig vide noget om navne og enkeltpersoner så eksisterer kildematerialet stadigvæk på arkiverne.

Skovlund Missionshus i 75 år
Under denne overskrift fortalte Ejnar Kruse (1906-2003) forud for husets 75 års fødselsdag i 1980 følgende ” Ønsket om et missionshus i Skovlund var for det første afstanden til Ansager og at sognet mere og mere delte sig i tre; men den egentlige årsag var den indremissionske vækkelse, som begyndte i 1880erne her på egnen.

I 1878 fik sognet en ny sognepræst, H. M. Hoff (der var kun én kirke i sognet: Ansager). Han havde før sin tid i Ansager været hjælpepræst hos Vilhelm Beck. Hans forkyndelse samlede flere og flere om søndagen, og især forstod han at samle de unge, ikke mindst sine konfirmander. I 1884 startede han en ynglinge- og pigeforening, som det hed dengang. Den talte en tid næsten 200 medlemmer.

I 1887 tilmeldte den sig til KFUM og K i Danmark. Ved starten tog han en personlig samtale med hver enkelt. En sådan aften formede sig som en bibeltime, lidt oplæsning og sang. De unge lærte nye sange, ikke alene åndelige sange - det var det mest - men også andre sange.

Hans kone var dygtig til at spille klaver, og hun var med i det hele. Bagefter fik de kaffe og én brun kage til.

Præsten opmuntrede de unge til at tage på højskole.

2. Stiftende møde hos Poul Mølby
I 1886 rejste pastor Hoff til Vallensbæk. Efter ham kom M. C. Madsen og han gik i Hoffs fodspor. Hans forkyndelse var endnu mere kraftig : om synd og nåde, omvendelse og tro. Det resulterede i en stor vækkelse i slutningen af 1880erne. I 1890 var der 200 medlemmer i M og K og mange af dem var fra Skovlund.

Ved århundredskiftet blev ønsket om et missionshus i Skovlund fremsat. I 1904 startede en indsamling, som indbragte ca. 3900 kr. I januar 1905 mødtes man til generalforsamling hos Poul Mølby (Adelvej 5) . Det vedtoges at gå i gang med byggeriet, og der blev valgt en bestyrelse. Den kom til at bestå af sognepræsten som formand det første år. Som næstformand valgtes Martin Knudsen, Lærkehøjgaard, endvidere valgtes Andreas Kristiansen, Lund, Niels Pedersen, Lund, Theodor Markussen, Skovlund, Hans Jessen Kristensen, Skovlund og Peter Kruse, Lærkeholt.

Huset blev bygget i sommeren 1905 med en lejlighed i den ene ende. For huslejen skulle lejeren passe huset. Det blev indviet den 13. december 1905 og de indsamlede 3900 kr. slog til.

Som formænd i de første 75 år virkede: Martin Knudsen fra 1906 - 1926. Horsbøl Lauridsen fra 1926 - 1946. Anders Dalgaard fra 1946 – 1970. I 75året: Elvin Jepsen fra 1970 - 1981.

Han afløstes af Peder Kruse fra 1981-1987. Peter Mølgaard 1987 -1989. Lis Nielsen fra 1989 - 1996 og fra 1996 har Anders Bang Pedersen haft formandsbestillingen.

Ikke alene høre ordet…
Huset er blevet flittigt benyttet til møder for både indre- og ydre missionsforedrag, basarer samtalemøder, vinterlejre og fester af forskellig art - og ikke mindst af KFUM og K. Der har været tider, hvor de benyttede huset tre gange om ugen, men så godt som alle aftener er der blevet sluttet med andagt.

Salmedigteren siger det sådan: ” Gud, lad os leve af dit ord, som dagligt brød på denne jord”. På salens bagvæg stod der malet disse ord: ”Salige er de, som hører guds ord og bevarer det”.

De mindede os om, at vi ikke alene skulle høre det, men prøve på at tage imod det og gøre derefter. Sætningen står der ikke længere - væggen blev tapetseret efter besættelsen, men vi vil prøve at huske på dem”.

Så vidt Ejnar Kruses beretning, - kort, men fyldig .

God festaften ved missionshusets 75-årsdag
Asta Kiilerich f. Lauridsen beretter fra fødselsdagsfesten den 11. december 1980, at der var mødt så mange op, at alt var optaget ved de pyntede borde. Formanden Elvin Jepsen bød velkommen til alle og til aftenens taler, generalsekretær i IM Verner Andersen, Fredericia. Det blev en virkelig god aften, hvor der veksledes mellem tale og sang. Mange tog ordet for at mindes tiden der var gået.

3.

En sang forfattet af Bente Jepsen til lejligheden blev sunget på melodi til:

Nu takker alle Gud.

Vi samlet er til fest
for huset her at ære
velkommen kære gæst,
vi ønsker du skal være.
Guds ord som givet er
til dagligt brød på jord,
det skal og lyde her
som i de mange år.


Vor gud vi takker dig
for huset som blev givet,
før os fandt slægter vej,
og mange her fandt livet.
Her taltes livets ord
af lægmand og af præst.
Folk kom fra hus og gård,
vi møder og til fest.


Også den gamle kakkelovn og karbid lampen blev mindet…
En af festens ældste deltagere Stinne Pedersen, Lillely, der i tiden fra1918 - 1928 passede huset sammen med sin gamle mor mindedes, at de ikke altid var lige gode venner med husets kakkelovn. Den ville undertiden hellere ose og ryge end give varme fra sig så salen ofte måtte luftes godt ud inden folk indfandt sig.

Man havde dengang fire store petroleumslamper i den store sal, og det skete undertiden ved møder og fester, at disse måtte skrues enten op eller ned, så hendes mor, Marie Pedersen , måtte op på en stol for at ordne det fornødne. En tid var det småt med petroleum, så var man nødt til at bruge karbid til belysning. Der skulle så hældes en bestemt mængde karbid i en beholder udenfor huset, men dette brændte kun nogle timer. Derfor hændte det at en taler ved et stort DMS stævne måtte sige AMEN, før han havde tænkt sig.

Også med kaffe kneb det en overgang. Så gik man over til at koge chokolade til festerne. Den blev hældt op i store mælkejunger i køkkenet, når den var kogt. Man fik så dertil rugbrøds-snitter med margarine på.

Også flere af dem, der havde passet huset gennem tiden blev mindet, bl.a. Marie Nielsen fra Lærkeholt . I hendes tid blev huset overtaget af tyskerne. Hun ville dog ikke flytte derfra, men boede dør om dør med dem i længere tid.. De gjorde hende heller ikke fortræd. Stinne Pedersen mindedes i det hele taget dem der har boet i huset og som har passet det godt.

Hun ønskede at forsamlingen stående skulle synge ”Fædrenes tro…” idet hun mindede om det kristne fællesskab, som hun også havde oplevet i en kirke i Amerika, hvor hun havde fået lov til at vælge sangen. Hun udtalte et ønske for os og den kommende at vore fædres tro ”dybt i vor sjæl skal evigt gro”.

4. Den store Vækkelse
Vækkelsen, der gik over sognet i 1880erne - som ovenfor omtalt af Ejnar Kruse - beskrives også af pastor M. C. Madsen, præst i Ansager 1884 - 1890 i et skrift : ”Fra mindernes væld”, som han forfattede i sin tid som emeritus og boende i Skovlund. Dels blev han opfordret til at beskrive vækkelsen af folk fra sognet og dels kom en lignende henvendelse fra pastor Asschenfeldt-Hansen, Gjern, der gerne ville udgive et værk om de stærke vækkelser i flere sogne i landet. ” Under disse omstændigheder har jeg ikke turdet sige nej, da jeg nok skønner, at sådanne minder om Herrens store gerninger rundt i vort folk kan have sin store betydning for hans riges sag”, skriver pastor Madsen.

”Fra mindernes væld” findes i privat eje hos en del familier i sognet og på arkiverne i Ansager og Skovlund. Andre brudstykker fra skriftet end de nedenstående er bragt i Ølgod Museums årbog fra 1999.

Pastor Madsen fortæller i sin beretning om den rige udvikling på så kort tid i Ansager sogn og nævner at der var stor forskel på nord- og østsognet . ”Førstnævnte var i høj grad sidstnævnte overlegent både i timelig og åndelig henseende, og for at øge og udvikle forståelsen der, indførte jeg eftermiddags gudstjenester i skolen i Stenderup hver søndag, og den åndelige berigelse betog dem mere og mere ” skriver han.

”Fra slutningen af 1860erne begyndte man at holde missionsmøder hos Maren og Jens Mølby på Mølbygaard, som stillede deres stuehus til fri afbenyttelse og gæstfrit hjem for Guds folk, efter at de begge i 1869 var bleven omvendt”, fortæller pastor Madsen og beretter videre at en missionær ønskede at holde et møde i Ansager sogn, - det var endnu mens pastor Hoff var præst. Det fik han lov til at holde på Mølbygaard. Et møde som blev den egentlige start på den store vækkelsesperiode. Senere blev der holdt møder i sognets skoler, men ønsket om et forsamlingssted blev stærkere og endte med at man i 1888 indsamlede 6000 kr. i Ansager og fik bygget missionshuset ”Tabor”.

Tilslutningen til kirkegangen var ved at overstige alle muligheder for at forsamles. Det var ikke ukendt at der til almindelige søndags gudstjenester var op mod 500 kirkegængere i Ansager. Engang udbrød smed Hansen fra Mølby : ”a er ve o blyw klemt ihjel a al dem folk i æ kjerk”.

I 1889 indvilgede godsforvalteren på Nørholm i at kirkens ejer ville bekoste en tilbygning til kirken med to sidefløje med pulpiturer og kirken kunne nu - godt pakket - rumme omkring 650 kirkegængere.

Tiden gik og befolkningen voksede i tal og behovet for samlingssteder i de tre sogne groede med. I løbet af årene op til 1910 stod der tre missionshuse og tre kirker i de tre sogne, som siden har dannet ramme og samling om sognenes kirkelige arbejde.

Kvindeforeningen - basarer
En af de sikkert ældste foreninger i Ansager Sogn er nok D.M.S. s kvindeforening.

Hvor de første optegnelser skriver sig tilbage til 1889. I starten virkede foreningen som sygeplejeforening, hvor en familie kunne blive medlem desformedelst 1 - én krone - i kontingent om året og derved blive sikret sygehjælp af en sygeplejerske, som foreningen ansatte. Samtidig ydede foreningen kontant hjælp til familier, der var i trang. Det kunne være under sygdom eller i forbindelse med julen.

5.

Det anføres at en sygeplejerskes løn i 1906 var på 25 kr. om måneden + 4,5o kr. i kostpenge.

Hun måtte ikke modtage personlige gaver når hun var i arbejde. For den pleje en familie modtog skulle der betales 50-75 øre om dagen til foreningen. Var nogen ikke i stand til at betale kunne foreningen bevilge gratis hjælp.

Foreningen skaffede midler ved afholdelse af årlige basarer, hvoraf den første blev afholdt i 1890 og indbragte 497,40 kr. Af dette beløb blev der, hvert år, afsendt et lige stort beløb til Indre Mission, D.M.S. og Santalmissionen på ca. 45-50 kr. Resten blev anvendt i Kvindefor-eningens hjælpearbejde i sognet. Foreningen har virket optil nyere tid og de årlige basarer afholdes stadigvæk. Efter oprettelse af sygekasserne og det offentlige sociale netværk har Kvindeforeningens arbejde været mere rettet med bidrag til missionsarbejdet på forskellige fronter.

I foreningens vedtægter står at ”enhver kvinde i Ansager Sogn kan optages som medlem når 6 af bestyrelsen giver sit samtykke dertil ”. Det skal nævnes som et kuriosum, at nok var det en kvindeforening, men i § 8 står der: ”til sekretær og regnskabsfører kan foreningen antage en mand”. Kvindeforeningen var en frugt af vækkelsesbevægelsen i Ansager Sogn og således tilknyttet IM.

Mange andre aktiviteter har fyldt huset
Missionshusets ældste aktivitet - foruden I.M.s - er vel søndagsskolearbejdet, som begyndte længe før huset skød op. IM var endnu i sin vorden. Allerede i 1882 boede der et ægtepar, Mette og Hans E. Vilhelmsen på et lille sted, hvor nu Skovlund Kirke ligger. Pastor Hoff i Ansager, der havde fået gang i et børne- og ungdomsarbejde i Ansager, opfordrede MetteVilhelmsen til at indbyde børn i Skovlund til søndagsskole i det lille hjem. Det var før hun selv fik børn. Stuerne var små og møblerne få. Pastor Hoff lavede imidlertid små borde og bænke til Mette og her sad børnene så tæt pakket.

I 1888 er Skovlund Søndagsskole registreret i ”Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler”, der var stiftet 1883. Der kom mange børn i søndagsskolen og omkring 1890 flyttede den til den gamle skole (Hovedgaden 12). Da missionshuset senere blev bygget fik søndagsskolen sit naturlige tilhørssted her og har haft det så længe den har bestået som sådan. I nyere tid er søndagsskolen blevet til fredagsklubben og i 1998 kunne den fejre søndagsskolernes 110 års jubilæum. I Lund havde man egen søndagsskole og indtil nedlæggelsen af Lund Skole i 1962 blev der holdt søndagsskole der. Herefter kom børnene fra Lund skoledistrikt med i arbejdet i Skovlund.

KFUM
Arbejdet med de unge har fyldt meget i IM s arbejde og med missionshuset som ramme og base har arbejdet haft gode vilkår. KFUM i Skovlund blev stiftet den 20. januar 1910. Af medlems bogen fremgår at medlemstallet i mange år var konstant på omkring 40. Et halvt hundrede år senere var der omkring 30 medlemmer i foreningen og nedgangen fortsatte. Det afspejler udviklingen i samfundet i øvrigt. Med færre unge på landet fulgte foreningsafmatningen i mange sammenhænge, - en tendens som alle har måttet bøje sig for; men som således har ført til andre samarbejdsformer på tværs af holdninger. Det gælder bl.a. på idrætsområdet.

6.

KFUK i Skovlund blev stiftet den 8. februar 1910, altså en lille måned efter KFUM, men medlemstallet var betydelig højere hos kvinderne, der i flere år mønstrede over 50 medlemmer. Også her var medlemstallet vigende med årene.

Sangkor i KFUM og K
Allerede i 1920 oprettede de to foreninger et sangkor med pastor Bachevold, Skovlund som dirigent. Han rejste snart efter fra egnen og fra 1922 -1933 var førstelærer Johs. Poulsen Vad, Lund skole, korets dirigent. Herefter blev arbejdet henlagt og blev først genoptaget da Pastor J.J. Rossel kom til Skovlund som præst, han dirigerede koret indtil 1947. Deltager tallet svandt ind og man fandt ikke belæg for at fortsætte. På Skovlund sognearkiv opbevares korets dirigentstok, der er udført i sort ibenholt og belagt med elfenben. Det menes at Johs. Poulsen Vad fik stokken overrakt da han havde været dirigent i 10 år.

Husflidsforeningen
KFUM s Husflidsforening blev på mange måder banebrydende for den senere sløjdundervis-ning på Skovlund Skole. En nyoprettet afdeling under KFUM fik lov til at indrette et husflidslokale på skolens loft. KFUM anskaffede værktøj og høvlebænke, som skolen så måtte bruge i undervisning af børnene i skoletiden. Til gengæld sad husflidsfolkene gratis til leje på skolen. Foreningen fik et lån i Skovlund Andelskasse på 700 kr. - at afdrage i 10 år - til anskaffelse af diverse materialer.

Husflidsforeningen under KFUM så dagens lys på et møde, der blev afholdt på Skovlund Hotel den 4. oktober 1935. Her havde man indkaldt til et orienterende møde med kunstmaler Skov, Bramming som taler. Mødet resulterede i nedsættelse et udvalg, der hurtigt efter barslede med vedtægter og beslutning om at oprette foreningen under KFUM s ledelse.

Protokollen meler om at man underviste i 155 timer hver vinter. Deltagerantallet lå om- omkring 45 og endnu i 1960 meldtes der om ca. 35 deltagere. Vinterens arbejde sluttede altid med en udstilling af arbejdsresultaterne i hotellets sal. Der var kaffebord, taler og man sluttede med andagt.


Idræt og KFUM og K
KFUM og K s idrætsforening blev stiftet den 8. maj 1922. Dens formål lyder sådan: ”Foreningens formål er at samle de unge til god idræt ledet i kristelig ånd”. Videre i § 2 :” Al banden og usømmelig tale på idrætspladsen må ikke finde sted ”, - og endelig i § 3 : ”Der sluttes på øvelsesaftenen med andagt eller sang ”. I § 4 lød det: ” Al kamp såvel som al spil må ikke finde sted om søndagen ”. Denne § blev ændret i april 1945 til: ” foreningen kan ordne enkelte kampe og idrætsstævner om søndagen, uden for kirketiden i samråd med KFUM s ledelse”.

Foreningen beskæftigede sig fortrinsvis med fodbold. I 1931 oprettedes en gymnastikafdeling under KFUK s ledelse. Her varetog man gymnastikken og senere håndbold.

I forbindelse med oprettelsen i 1922 anskaffede man en fane, der nu befinder sig på Skovlund Sognearkiv til opbevaring. KFUM og K s idrætsafdelinger fungerede indtil 1987, hvor aktiviteterne blev overført til Skovlund Idrætsforening

7.

KFUM og K spejdere i Skovlund
Lørdag den 11. juni 1944 samledes repræsentanter for KFUK for at overveje oprettelse af et spejderarbejde i Skovlund. Allerede ugen efter samledes man igen for at aflægge spejderløfte og påbegynde arbejdet. Det ser ud til at man i første omgang begyndte med pigespejdere. Senere - i 1949 - kom også drengene med. Lokaleforholdene blev de første år klaret ved benyttelse af et tomt loftsrum på skolen.

Først i 1965 fik spejderne egne lokaler, idet man fik mulighed for at erhverve et areal på Nygårdsvej med et påstående tidligere hønsehus. Grunden, der var på 17oo m2, kostede 7300 kr. som man betalte med 23oo kr. kontant og resten lod sælger henstå til afdrag i ti år og med 6% i rente. Skødet er underskrevet d. 19. december 1965.

Senere er ”hønsehuset” omdannet og renoveret til et gedigent center for spejderne med masser af udfoldelsesmuligheder.

Spejderarbejdet har eksisteret siden og vist sig levedygtigt. Ved mange lejligheder er arbejdet gået i spand med forskellige arrangementer i missionshuset, hvis grundlag førte til oprettelse af KFUM og K spejderne i sognet.

Soldaterarbejdet
KFUM s soldatermission udfører et stort arbejde i Ansager-Skovlund området og er en del af bevægelsens virke. Der skaffes midler gennem indsamlinger og salg af lodsedler. Soldatermissionen driver omkring 25 soldaterhjem i Danmark. Midlerne hertil - ca. 20 mill. Kr. (1990) - skaffes hovedsagelig ad frivillig vej, og suppleret med offentlige midler. Støttekredsen : ” Soldatens venner” har omkring 25.000 medlemmer i alle aldre og fra alle grupper i samfundet. I missionskredsene landet over arbejdes der ihærdigt med indsamling af midler og støtte til soldaterhjemmene.

Huset
Det er Skovlund Missionshus det drejer sig om. Huset har nu stået i 1oo år og af ovenstående fremgår det - vel kun svagt, men alligevel - at huset og hvad det har været ramme om - har haft mange fornemme opgaver i de 100 år der er gået.

Selve huset - murstenene om man vil - har ikke skiftet ret meget udseende gennem tiden. Det er tilskødet Indre Mission i Danmark, men det passes og plejes og vedligeholdes af IM samfundet i Skovlund og det har medlemmerne gjort godt og med omhu. Huset mangler aldrig omsorg eller tilsyn.

Forud for dets 70 års fødselsdag skrev Asta Kiilerich: ” det ydre er ikke meget forandret, men indeni er der sket flere forbedringer”. Hun omtaler en større ombygning omkring 1957, hvor mange ”kloge” hoveder og ”ivrige” hænder i fællesskab gjorde store forbedringer mulig. ” Nu er det tid igen ”, skriver A.K. ” Efter 70 år trænges der til en opfriskning. Loftet skal sænkes. Der skal isoleres og vinduer skal tættes, så en eller anden ikke sidder og får en kold skulder af trækvinden, og der appelleres til frivillige hænder og deres medvirken ”. Eftertiden viste at de kom og bidrog. Også efter krigen, hvor tyskerne havde invaderet huset, trængtes til kyndige hænder og god vilje og de var der med det samme.

8.

Senest har huset igen fået nye vinduer og facaden fuget. I mange år har lejligheden stået uden beboer, men i en årrække har den fungeret som kirkegårdskontor, - en god udnyttelse af lokalet og en passende beliggenhed for brugerne, - så længe det varer.

Der er god grund til at ønske Skovlund Missionshus og dets brugere et stort Til lykke med de hundrede år. Der vil stadig være brug og behov for dets beståen og for det liv der på mange hånde vis udfoldes i huset og på dets præmisser.


Der sker altid noget

som Bente Jepsen beskrev det i endnu en sang forfattet til Missionshusets fødselsdagsfest for 25 år siden.

Melodi: Der er noget i luften…

Der sker altid noget
her i vores hjem,
og altid så gæstfrit
står døren på ”klem”.
Børn samles i Klynge
for sammen at synge
og høre Guds ord,
så gerne de hører.
om farvede børn rundt på jord.


Om vinteren holdes
der møder på rad,
og mennesker lytter
får åndelig mad,
der gerne vil høres,
men når det skal gøres,
så let er det ej.
Vi aldrig er færdig
nej, altid på vej.


I tiden som kommer
vi ser her et syn.
At mennesker strømmer
fra land og fra byen.
Vi her Gud vil ære,
han nær os vil være
i dagene frem.
Besøg os, o Herre,
ja, kom og velsign du vort hjem.

Min barndoms kirkeLokalhistorier

Posted by Niels Winther Saturday, March 03 2007 19:29:54

Min barndoms kirke… af Karen Kristensen

Karen Kristensen, født 01.02.1892 som datter af Ane og Knud Kristensen, Lærkeholt (Tistrupvej 18). Var uddannet i hatte - og modebranchen og drev fra Borgergade 3 i Skovlund, hatteforretning og senere bog - og papirhandel indtil 1961. Karen Kristensen udstrålede personlighed og varme og venlighed. Hendes store viden og indsigt gjorde hende til en klog og vis kvinde, hvorom der stod stor respekt hos alle generationer. - I forbindelse med Skovlund Kirkes 70 års jubilæum i 1975, skrev den dengang 88 årrige Karen Kristensen om sin ”barndoms kirke” og sognets kirkelige liv, som det formede sig omkring hendes konfirmationsalder i 1906. (Kaj Knudsen)

” Når vi nu vil genkalde os noget af, hvad der skete, da vi fik kirke i Skovlund, så er det nærliggende også at se lidt på, hvordan vi havde det før, i tiden forud. I vort store sogn var der kun kirken i Ansager, men den var da også godt besøgt. Efter århundredskiftet begyndte man at stille krav om bedre kirkebetjening. Indbyggerantallet voksede overalt i sognet, og tanken om to kirker mere i sognet, - én i Stenderup og én i Skovlund - begyndte at tage form. Ansager kirke er som mange af de gamle kirker meget skøn, indvendig og udvendig. Den tilhørte jo stamhuset Nørholm, bærer dettes bomærke, en Trane på tårnet. Godset ejede i alt syv kirker, der alle kan kendes ved Tranen på kirketårnet.

Godset stod for disse kirkers vedligeholdelse. Ansager kirke er for længst gået over til selveje, og har gennem tiderne gennemgået flere udvidelser og restaureringer, men altid er den oprindelige stil og skønhed bleven bevaret. Kunstmaler Lauridsen Thomsen, Ansager, der var uddannet i kirkekunst gjorde der et meget værdifuldt arbejde. Hvor har de været heldige med den sidste store og nyafsluttede restaurering. Jeg har altid syntes at alterbilledet med Lazarus opvæk-kelse giver hele kirkerummet en tryghed og ro. Og prædikestolen med de smukke farverige træskærerarbejder i renæssance stil er dejlige. De tre gamle helgenbilleder, - træskærerarbejdet fra den katolske tid, som man knap nok ved, hvad forestiller og som Nationalmuseet har restaureret - vidner om tidløs tilbedelse. I ethvert gammelt kirkerum er der for mig en egen atmosfære, for det er jo en virkelighed, at her har utallige slægter søgt hen i glæde og i sorg og i tak, for at hente styrke til vandringen undervejs. Og tænk på kirkeklokkens klang. Vi kommer jo her ved livets begyndelse, og den sidste omsorg må også få her.


Ja, det var dejligt at komme i kirke i Ansager, vi kørte jo i fjedervogn sommer og vinter, ofte gik vi jo da. Og dette havde den fordel, at så tænkte man ikke så meget på polstrede kirkebænke,- en siddeplads var nok. Der var et godt fællesskab i kirken i det store sogn. Også degnen, lærer Petersen bidrog meget til at gøre gudstjenesten højtidelig, han sang med meget inderlighed og glæde, og imens gik han op og ned ad kirkegulvet. Men alt ændres jo som tiderne skifter, også en del af gudstjenestens form. - Tidligere var det ligesom mere farverig, skønt den tid var mere præget af ro og enkelhed. En del af præstens løn bestod i det såkaldte højtidsoffer.


Til jul og påske blev der sendt offersedler ud til hvert hjem i sognet, hvide sedler til præsten og røde til degnen. Mandens navn stod jo på seddelen og vi skolebørn skulle bringe dem ud. Så lagde folk en krone eller nogle små mønter i og juledag blev der lagt en pakke på alteret. Om ikke for andet, så skulle manden da helst til kirke på høj helligdagene for at ofre. Men juleaften var der ikke gudstjeneste, for der var jo ikke lys i kirken. Juleaften var alene hjemmets aften, ikke med gæster, udover, hvis børnene var hjemme på ferie.


Før bryllupper blev der tillyst fra prædikestolen, brud og brudgoms navne og bopæl blev nævnt,. men det er jo ikke så længe siden den skik er bortfaldet. Til bryllupper var der gene 8-10 brudepiger og brudesvende. De kom ind i kirken foran brudeparret. Disse, samt brudefolkene skulle også lægge mønter på alteret. Det hele var jo ganske interessant.


Ved barnedåb skulle mor og barn samt gudmoderen vente i våbenhuset mens vi sang den første salme. Derefter gik præsten ud til dem og læste nogle skrift ord til moderen. Så fulgtes de ad ind i kirken, men jeg tror ikke at dåben nogensinde foregik før efter prædikenen.


Det kunne jo godt være en kold affære at køre i åben fjedervogn om vinteren. Hvis man ville til alters skulle man meddele det til præsten eller degnen en dag i ugen før. Det kaldte man at blive tegnet til alters. Om søndagen skulle man komme til skriftemål, der begyndte ca. et kvarter før gudstjenesten. Præsten holdt en lille skriftetale og vi gik op til knæfaldet, hvor præsten læste skrift ordene. Senere, efter prædiken gik vi igen op til knæfaldet og det foregik på samme måde som det stadigvæk gør.


Konfirmationen var jo langt mere personlig end det bruges i dag. Det var ikke let med alle de skriftsteder og salmevers, men hvor var det af stor værdi senere. Konfirmandforberedelsen var jo samlet for hele sognet i Ansager. Vi gik jo derhen og vi skulle ikke i skole den dag. Jeg tror ikke, at vi tænkte på, at det kunne være anderledes, for det var da ellers en lang vej at gå om vinteren. Ingen af os ejede en cykel (1906). Jeg fik én året efter at jeg blev konfirmeret, der var rigtig nok noget at sige tak for.
Jo, fremskridt var på vej. Jeg tror nok, at vi der blev taget med i kirke i Ansager, - ”som barn med det solrige øje” - stadig synes at vi hører til der, - også.


Dog, hvor blev alt godt med sådan en god og smuk og tidssvarende kirke i Skovlund. Lærer Kristensen sagde ved tid, da den skulle tages i brug, at nu syntes han da, at vi her skulle være så moderne, at sætte os familievis i kirken, og ikke som vi gjorde i Ansager, med mænd og kvinder i hver sin side. Hvor blev der gjort meget trofast, godt og uegennyttigt arbejde før vi nåede så vidt. For os var det en god stund at vi fik vor egen kirke”.
(Beretninger vindes som lydfil, med Karen Kristensen, på Skovlund Sognearliv).

Petter SkibsdrengErindringer

Posted by Niels Winther Thursday, March 01 2007 13:11:55

”Petter Skibsdreng” af Hans Aasted


Stak så Ole en dag i trav.
Det meste af sommeren 1939 havde jeg gået ventet på at komme ud at sejle, men køen af ventende var lang, og intet skete før 2. verdenskrigs start i september 1939. Derefter kan det nok være, at ventetiden blev forkortet betydeligt. Vi fik brev fra rederiet, der ville vide om jeg stadig var interesseret i at komme ud at sejle. Efter at have ventet så lang tid, følte jeg mig næsten forpligtet til at svare, at det var jeg.
Dette skete i den første uge af september 1939.

”Stod med et ved det store hav”.
Fredag den 18. september kom der telegram fra rederiet J.L. med ordren:
”Stil i Frederikshavn mandag morgen kl. 0400 til påmønstring på S.S. Stella”
Det var lidt af et chok: Kort tid til afgang og ingen vej tilbage.
Søndag morgen rejste min mor og jeg så fra Mølby station til Frederikshavn, hvor vi ankom sent om aftenen. Jeg sagde farvel til min mor, der returnerede med det samme tog, og jeg tænkte meget på min fars afskedsord: ” Det er ikke med min vilje, du rejser”.
Efter at have installeret mig på et hotel i de ca. 5 timer, der var tilbage, inden en Taxa skulle køre mig til havnen, stod jeg ligesom helt alene. Hvad mon morgendagen ville bringe?
Om morgenen kørte jeg ned til ” Stella”, der var ca. 2 timer forsinket. Jeg kom ombord – noget fortumlet af situationen. Der var ingen modtagelseskomite til at modtage mig!!!
Om bord var nogle officerskoner, som vist var kommer om bord på Helsingørs red og var sejlet med til Frederikshavn. Jeg følte mig ene og forladt.
Den første, der tog sig lidt af mig, var kokken, det viste mig mit lukaf (værelse), der var beregnet til 2 drenge. Det fik jeg helt for mig selv (mod at lave 2 drenges arbejde), men så var lønnen også derefter: 25 kr. pr. md. + 10 kr. for at servere kaffe ved vagtskiftet hver nat fra 03.30 til 04.30 og så op igen kl. 07.00.
Hen på formiddagen kom kokken ind og spurgte om jeg havde cigaretter. Jeg havde 50 stk. gul ”North State”, købt hos Jansen for 2 kr. Han lånte en håndfuld – jeg talte dem ikke, men han betalte dem tilbage dagen efter i rum sø, med et helt karton (pris 4 kr.).
Så begyndte selve arbejdet, der bestod i :
• at purre vagten – altid 3 gange: kl. 03.20 – 03.30 – 03.40.
• at purre vagten igen: kl. 07.20 – 07.30 – 07.40.
• at servere vagtskiftekaffe: om natten
• at servere morgenmad
• at servere frokost osv.
• at vaske op, hvilket foregik i en zinkbalje med varmt vand tilsat soda og sæbe.

”Det blæser i Biscayen”.
Første gang jeg stod og vaskede op efter middagen, hørte jeg pludselig et kanonskud.
Jeg gik ud på dækket med karkluden i hånden, og ved at holde den op mod sollysets genskin fra Skagerraks bølger kunne jeg tydeligt se en tysk ubåd. Et par officerer kom ombord. En kom op på broen, mens den anden gik ned for at kontrollere lasten, der bestod af celotex, som vi skulle sejle fra Finland til Nordspanien.
Da vi ikke medførte krigskontrabande, var tyskerne tilfredse, og vi fik lov til at sejle videre. Tyskernes sidste ord til os var ønsket om snarlig fred. Da havde krigen varet i 20 dage. Fra min far havde jeg fået et råd mod søsyge: ”Du skal bare se på horisonten, så har du et fast punkt at holde dig til”.
Denne erfaring havde han høstet på sejlture med mine onkler i et par sommerferier, men i Biscaya – bugten på vej til Spanien lærte jeg, at når skibe gynger og ruller, er det langt fra sikkert, at der er nogen horisont at kigge på, da skibet lægger sig på siden, så man enten ser kun himmel eller kun hav.
Til Spanien kom vi. Her var den spanske borgerkrig netop afsluttet. Krigen mellem socialister, der ville oprette et demokrati uden Gud, konge og fædreland, og fascisterne, der ligesom tyskerne ville have en stærk mand (Franco) i spidsen for statsmagten, og som ville bevare de gamle idealer. Det var i den krig Hitler fik afprøvet sit nye ”luftwaffe” på byen Guernica.
Landgangen havde jeg ikke meget ud af. Havde jeg været søsyg på havet, så var det faktisk også slemt at komme i land. Det hele gyngede, så jeg også blev søsyg på landjorden, men jeg så da palmer groende på ruinerne, og jeg blev budt 10 kr. for en skjorte, som jeg lige havde købt hjemme for ca. 10 kr. ved N. Chr. Ankersen. Men skjorten beholdt jeg nu!
Da vi kom ombord efter landgangen, stod kaptajnen og bebrejdede mig, at jeg ingen vest havde på. ” I er jo en slags repræsentanter for Danmark”.
Det føltes lidt underligt, eftersom det selskab, vi lige havde forladt i en havnerestaurant, absolut ikke var fintfølende. Således oplevede jeg en spansk havnearbejder, der støjede ud af begge ender, da han forlod stedet. Jeg tror faktisk, at han var ret ligeglad med, om vi havde vest eller ej.


”Petter” – messedreng.
For at gå tilbage til begyndelsen af sømandslivet, startede det med en degradering. Nu blev man – som alle andre messedrenge – kaldt ”Petter” og ikke andet, og sproget var fuldstændig fremmed for sådan en landkrabbe som mig.
F.eks.:
”Åben skylightet” = Åben ovenlyset i kabyssen.
eller: ”Tag en pøs vand, spul dørken og rens spygattet”
=Tag en spand vand, skyl gulvet og rens gulvafløbet.
eller: ”Hent noget i pantryet”
=Hent noget i spisekammeret
eller: ord som: Messen – Salonen – Broen – Agter – Bakken (foran) osv.

Selve arbejdsmiljøet til søs er nok noget for sig selv. Kaptajnen spiste for sig selv i salonen. Ham sørgede hovmesteren selv for – undtagen, hvad angår aftenkaffen.
Den lavede kaptajnen selv nede i kabyssen, som lå lige overfor mit lukaf. Når han var færdig, åbnede han min dør og sagde: ”Her!”. Så fik jeg en kop kaffe med, indtil jeg sagde til ham, at så stærk en kop kaffe kunne jeg ikke sove på. Hans svar var: ”Så går vi over til te!”.
Mit forhold til officererne var godt. Kun én kneb det med, og det forhold bedredes aldrig.
Han ville have sit lukaf gjort rent to gange i døgnet og var ret hensynsløs overfor mig. Det opdagede vor 2. maskinist og så gik bølgerne højt. Officererne så helst ikke, at jeg blandede mig med mandskabet, som jeg dog var mest på bølgelængde med.

Over Atlanten.
Når vi var færdige med at losse, var det altid spændende, hvad den næste opgave gik ud på.
Efter at vi havde losset i tre byer: San Sebastian, Bilbao og Gijon, skulle vi i ballast til Newport News i USA for at laste kul til Santa Fe i Sydamerika, en rejse på 9+22 dage.
På rejsen over Atlanten – det må have været i oktober 1939 – kom vi ud for et af naturens vidundere, det mest storslåede, jeg kan mindes at have set, nemlig nordlys.
Hele den nordlige himmel blev oplyst af lysstråler, der mindede om orgelpiber.
Hvor føler man sig lille i et sådan et øjeblik.
Vel ankommet til Newport News, begyndte vi at laste kul på en meget teknisk måde. En stor tipvogn ( ca. 30 t.) kom selv kørende af en slags rutschebane op til stop, kørte retur og kom derved over på et andet spor, hvor den så endte i en stor kran, som tippede kullene om bord, hvor der stod en mand og fjernstyrede det hele.
Om bord var der 5-6 mand, der stuvede lasten ud til siderne. Det hele tog ca. 18 timer, så var det løb kørt. Jeg nåede da lige at løbe ned på kajen og spytte, så kunne jeg da prale med, at jeg havde været i Amerika.
Før vi kunne fortsætte den lange rejse måtte vi proviantere. Jeg husker især pålægget, som vi fik. Der var 7 forskellige slags: firkantede, runde, ovale osv., men udover disse forskelligheder i formen, syntes indholdet at være det samme.

Sydover
På rejsen sydover stod jeg en dag og snakkede med en kullemper, som vist var en smule utålmodig på grund af den lange rejse. Han stod ved bagbords lønning og stirrede ud mod øst for om muligt at se land. Jeg kunne ikke dy mig for at sige til ham, at for at have en chance for at se land, skulle han gå over i styrbords side. Da han langt om længe var overbevist, syntes han, at jeg var den helt rigtige til at skrive et brev til hans kone, når vi kom i havn.
Den dag var næsten alle på dæk for at opleve, at vi blev overhalet af Finlands største sejlskib – 5-6 master for fulde sejl – et prægtigt syn for gamle sejlskippere, der mente, at motorer i skibe kun var et nødvendigt onde.

Ækvator – Dåb.
Rejsen fortsatte sydover, og så en dag kom 2. styrmanden og spurgte, om jeg ville med op på broen for at se ækvatorlinien. Det ville jeg gerne, men jeg troede selvfølgelig ikke på, at det var muligt. Først viste han mig, hvor vi befandt os her og lige nu. Derefter gav han mig en meget lang kikkert og bad mig undersøge, om jeg ikke kunne se en lodret, ikke linje, men ligesom en gul tåge eller stråling. Det var mig nu lidt for abstrakt, men mere håndfast var det, da jeg ved middagstid pludselig og uden varsel fik hældt en pøs vand over hovedet. Dette og et par andre ceremonier berettigede mig til at modtage dåbsattesten for at have passeret ækvatorlinien d.2.nov.1939.

Admiral Graf Spee´s endeligt.
Men ikke engang på rejsen langs Sydamerikas kyst fik vi lov til at glemme, at 2. verdenskrig var brudt ud. Også til søs blev der kæmpet ubarmhjertigt. Tysklands ubådsflåde og krydsere sænkede det ene handelsskib efter det andet.
Også engelske krigsskibe blev sænket, når muligheden var til stede..
Især det tyske lommeslagskib, ” Admiral Graf Spee”, havde et langt og imponerende synderegister. Nyheder fik vi af og til via kortbølgeradio, det sørgede ”Gnisten” for. Han slog et håndskrevet stykke papir op i messen, hvor man kunne læse, hvad der skete rundt omkring. Disse meddelelser var imødeset med spænding, og da de pludselig udeblev, forstod alle, at noget var i gære.
Der blev hvisket og tisket i krogene, og jeg blev hurtigt klar over, at det netop var det berygtede slagskib ”Admiral Graf Spee”, der var årsag til uroen. Dette skib havde opereret i det Indiske Ocean, og var nu på vej til Sydatlanten ligesom vi.
”Admiral Graf Spee” blev opdaget af en engelsk flådeeskadre, bestående af 3 krydsere: ”Ajax”, ”Exeter” og ”Archilles”, og det endte med et voldsomt søslag, som vi ikke så fra ”Stella”, men som vi kunne høre som en buldren i det fjerne.
De engelske kanoner var ikke nær så langtrækkende som de tyske, og alle deltagende skibe blev voldsomt beskadiget, men afgørende var det, at der var 3 engelske og kun et tysk skib. Dette nødtes til at søge havn i Montevideo, hovedstaden i Uruguay. Krigsreglerne (hvis man kunne tale om sådanne) sagde, at ”Graf Spee” højst måtte ligge i neutral havn i 48 timer, og da det ikke indenfor det tidsrum kunne nå at blive repareret, og da de engelske krigsskibe lå og ventede på at give det dødsstødet, valgte den tyske chef på skibet selv at sænke det på La Plata-floden.
Herved frelste han mange tyske marineres liv, men hans æresbegreber fordrede, at han ikke overlevede sit skib. Man fandt ham død, liggende på det gamle tyske flag fra før hitlertiden, hvilket skulle vise, at han vel var tysker, men ikke nazist.


”Stella” på La Plata – floden
Selv om vi således var meget tæt på disse dramatiske begivenheder, kom vi uden at lide overlast til La Plata-flodens udmunding. Havet var så uroligt, som det snart kunne være. Vi fik således en dag, en dybhavsfisk skyllet ombord. Den var kuglerund med pigge. Med det samme tænkte jeg, at Grindsted realskole skulle have den til sin biologisamling. Jeg puttede den derfor i en balje vand inde i badeværelset, men efter kort tid punkterede den pludselig og blev helt flad. Så måtte jeg opgive den tanke – og for resten var jeg slet ikke sikker på, at jeg nogensinde skulle til se Danmark igen.
Det oprørte hav blev jeg ikke søsyg af, så nu anså jeg mig selv for at være søstærk. Det kneb mere for vor kaptajn. I alles påhør bebrejdede mig for at have brækket mig i
hans køje. Han havde dog et lunt glimt i øjet.
Endelig anløb vi Montevideo for bunkring. Samtidig ankom et tysk forsyningsskib til ubåde. Inde i havne lå desuden to kinesiske som provokerede det tyske skib ved at dreje deres kanoner imod det. Stor ståhej!, hvor ambassadøren m.m. blev involveret.
Efter bunkring m.m. begav vi os til Buenos Aires red, hvor vi fik Lods om bord, og så var vi klar til at sejle tre dage op ad La Plasa-floden, bound for Santa Fe.


Santa Fe
Da vort store, hvide skib med Dannebrog malet på siderne anløb havnen, havde en en del derboende danskere taget opstilling på kajen for at byde os velkommen. Mange kom ombord. De følte det sikkert, som om de nu var på dansk grund, hvilket de jo også ver.. der kom en sømand ombord, der talte ligeså godt dansk, som vi andre. Han havde danske forældre, men det nærmeste, havde været Danmark, var, at han havde ligget på Helsingørs Red i 6 timer. Jeg spurgte ham om, hvad frimærker hed på spansk og fik at vide, at det hed ”tembre”. Så købte jeg ”tembre”, for jeg skulle jo have postet breve hjem, og også det brev, jeg havde skrevet for kullemperen til hans kone.
Det tog ca. Lige så mange dage at få skibet losset, som det tog timer at få det lastet, så der blev tid til at gå i land. En dag var kullemperen også i land og fik ”en pind i øret”. Der mødte han et par cowboys, som han kom i snak med. Han spurgte dem bl.a. hvad en hest kostede. De forlangte 300 kr. for den, og kullemperen købte den omgående.
De spurgte ham så, om de skulle vise ham, hvordan man skulle ride sådan en. Det syntes han var en god idé. Han så dem aldrig mere – hverken hest eller penge.

En matros tog sig kammeratligt af mig. Han tog mig med i land – nærmest en rundvisning. Han havde en fantastisk evne til at finde rundt. Vi havnede på en café, hvor han fik en enkelt øl, og jeg lemonade. Pludselig spillede et tomandsorkester
(violin og klaver) ”Hvor er min kone”. Den havde jeg ikke hørt siden jeg tog hjemmefra. – Der flød en stille tåre.
I Santa Fe var der så fuldt af moskitos, at man skulle tro det var løgn, og de elskede mit søde blod, der efter sigende stammede fra at jeg drak lemonade.
Skønt mine arme blev fantastisk tykke af deres bid, blev jeg ved lemonaden, for øl kunne jeg ikke lide.


Mod Tenerifa – Julen 1939
Efter at have lastet sukker og olivenolie til de kanariske øer, gik turen op over mod Tenerifa, som vi på grund af navigationsfejl nær var sejlet direkte ind i. Efter hvad jeg hørte, var der sket den fejl, at vi var sejlet efter en eller anden stjerne, som viste sig at være et fast fyr på en klippe.
Fejltagelsen blev dog opdaget i tide, så vi slap denne gang.
Da vi havde losset, brød et uvejr løs, så vore fortøjninger sprang, selv om vi lå i havn.
Da det var dagen før juleaften 1939, regnede vi bestemt med at vi måtte blive i havn julen over. Rederiet ville det imidlertid anderledes – for når man er i søen, skal Rederiet ikke betale søn og helligdagstillæg, så derfor fik vi lov til at prøve, at fejre jul på søen i stormvejr på vej til Dakar. Maskinstop blev vi heller ikke skånet for juleaften, så da jeg stod og vaskede op og sang julesalmer, kom 1. styrmanden (min onde ånd) gennem messen og bad mig holde kæft, da vi aldrig vidste, om b vi gik ned. Min kommentar var, at så syntes jeg da ikke, det gjorde noget med en salme; - mine tanker var hjemme.


”Min onde ånd”
Borddækningen i sådan et stormvejr foregår på følgende måde: Man indrammer bordet med slingregrejer, dvs. en 8 cm. høj kant om bordet, der inddeles i mindre felter ved hjælp af lister. Fugter man derpå dugen, har man gjort alt, hvad der kan gøres. Alt dette havde jeg udført, da ”min onde ånd”, styrmanden, kom for at spise, og lige i det samme kom en ordentlig overhaling med det resultat, at suppeterrinen tippede ”udenbords. Han skældte selvfølgelig ud, men i det samme kom maskinisten. Han tog mig i forsvar, da alt var lavet, som det skulle laves.. Jeg troede så, at det løb var kørt, men nej. Nu skulle dørken skures dagen efter. Det foregik på følgende måde: En pøs varmt sæbevand, gulvklud og -skrubbe og så bare i gang. Da kom han igen. Han brækkede gulvskrubbens skaft og sagde, at sådan et arbejde foregik på knæene.
Det var julen 1939


På Afrikas floder
Vel ankommen til Dakar i ballast ( Senegals hovedstad og Afrikas vestligste punkt), skulle vi have Lodsen og hans tre koner om bord. Vi skulle nemlig sejle 70 mil op ad Saloumfloden for at hente et parti jordnødder til Sydfrankrig (Nice og Marseille).
Det var en helt anden oplevelse. Da der ingen kraner var, foregik lastningen på den måde, at en lang række negre kom op ad en landgangsbro bærende på hver en sæk jordnødder på hovedet. Jordnødderne blev hældt ned i lasten, og negrene gik så med den tomme sæk tilbage ad en anden vej. Når de havde afleveret 10 tomme sække, havde de tjent 1 franc (11 øre),, og det i en varme, der ikke var til at spøge med.
I den varmeste tid af døgnet kom der en mand og slog på en tam-tam, for at de kunne holde rytmen.
Vi fik en neger om bord som vagtmand. Det var alle tiders. Han arbejdede både dag og nat, så han blev lidt privilegeret i forhold til de andre havnearbejdere. For eksempel bestod disses mad af en grydefuld kogt ris, som de spiste med fingrene. Vagtmanden derimod kom ind i pantryet, hvor han fik levninger fra messen. Da for der en djævel i hovmesteren. Mens vagtmanden, der var muslim, sad og spiste noget steg, sagde hovmesteren pludselig: Øf, Øf!
Man kan vel ikke sige, at vagtmanden rødmede, han nærmest blegnede, for nu havde han jo syndet mod sin religion, ja, han tabte både kniv og gaffel og samlede dem først op igen, da hovmesteren sagde, at det var ”vov-vov”.
Så var han beroliget.
Da vi havde lastet, begav vi os ned ad floden igen. På turen forlangte Lodsen pludselig et fad vand på broen, for nu skulle der bedes til Allah, men først en kropslig rengøring, startende fra neden af og sluttende med tænderne. Kaptajnen blev tosset, da Lodsen sagde, at han overlod Allah styringen af skibet under bønnen.
Det endte da også med at vi løb op i sandet, men kunne komme flot igen. Den fure vi lavede, kunne vi se, da vi næste gang kom derned.


Gibraltar
Efter de to gange til Vestafrika, skulle vi så til en lille spansk middelhavsby, der hed Denia. Der skulle vi laste appelsiner til Liverpool, en tur lige ind i løvens gab – eller i hvert fald tæt forbi – fristes man til at sige. Nerverne begyndte at spille ind, for der var lige sænket en tysk ubåd, ved Spaniens vestligste punkt, Cap Finisterre, så nu var det med at komme derop og forbi, inden tyskerne havde fået en ny placeret, på hovedvejen til England.
Det gik nu lidt anderledes. Vi forlod Denia og skulle sejle gennem Gibraltarstrædet, troede vi da, for Englænderne vidste jo, hvor vi kom fra, og hvor vi skulle hen. Vi var lige færdige med frokosten, og 2. maskinmester og jeg stod ved lønningen og talte sammen, medens vi tog Gibraltarklippen med aberne i øjesyn, da der pludselig blev signaleret deroppe fra. Så vi slog omgående stop, men da der ikke skete mere, sejlede vi videre. Signalet kunne jo evt. være møntet på et andet skib, for der var mange. Så kom der et engelsk krigsskib lige foran os på vej ind, men det vendte om og skød et advarselsskud. Vi stoppede igen. Men da der stadig ikke skete noget, sejlede vi igen. Nu kom der en granat oppe fra klippen. Granaten landede i vandet ca. 25 m foran boven, og vandstrålen ramte en letmatros, der var på vej over dækket med sin madspand. Nu hjalp kaptajnens banden ikke mere. Det var os det gjaldt. Vi blev ført ind til Gibraltars havn, hvor kaptajnen fik at vide, at man skulle stoppe, og få lov til at sejle igennem. Først ved 16-tiden fik vi lov til at sejle nordpå.


Sukker til hovmesteren
Nerverne var nu på højkant..
Hvordan det startede, ved jeg knap nok, men hovmesteren havde i hvert fald glemt at købe cigaretter til turen, og det bliver man ikke populær af, så han havde nok fået en reprimande af kaptajnen, hvor jeg også blev inddraget.
Kaptajnen forbød mig at hente sukker til hovmesteren henne agter. Dette foregik altid i min fritid mellem kl.13.30 og 14.30. I den tid var jeg fredet, og det skulle jeg sige til hovmesteren. ”Det kan også være, vi skal til at pakke dig ind i vat”, var hans kommentar.
Efter et par dages forløb blev min dør revet op, en zinkspand sat ind, med besked på at hente sukker. ”Men kaptajnen har forbudt mig--------!” ” Hold så kæft og få det sukker hentet, eller du kan få et los bagi!”. I håb om at træffe kaptajnen, gik jeg så agter, fyldte spanden og returnerede.
Pludselig stod kaptajnen der og spurgte, hvorfor jeg ikke adlød hans ordre. Da satte jeg spanden – lidt hårdt – på dækket og sagde: ”Henter jeg det, får jeg lussinger, og henter jeg det ikke, får jeg også lussinger!”.
Nu skal jeg, fanden gale mig, aflevere det”, sagde han, og så var det sket med det.


Krigens spor
Under turen til Liverpool skulle vi passere det nordvestlige hjørne af Spanien, Cap Finisterre, stedet, hvor de tyske ubåde lurede. Da vi kom dertil, sejlede vi mellem skrivebordsskuffer, appelsinkasser m.m.
Det er uhyggeligt, at jordens befolkning ikke snart bliver klogere, tænkte man uvilkårligt.
Turen fortsatte op i det Irske Hav. Her steg hyren med 300% (krigsfaretillæg).
Nervøsiteten steg også. Vi sejlede forbi et stort skib, der var blevet minesprængt. På siderne hang rebstige og redningsnet, så nogen var da blevet reddet.
Intrigerne mellem besætningsmedlemmerne blev ikke mindre, efterhånden som tiden gik, og det endte med, at vi fik både ny hovmester og kok om bord i Liverpool. De gamle ville godt efterlade os nogle gode minder, så maden var ovenud god, - engelsk bøf og i den stil. De nye ville godt starte med et godt indtryk, så stilen fortsatte i det samme spor. Det var ca. en måned før Danmark blev besat af tyskerne.
Fra Liverpool sejlede vi sydpå med forseglede ordrer, så vi fik intet at vide, før vi havde forladt England. Man ville således forhindre nogen i at fortale sig i land. Det blev igen de Kanariske Øer, men det rettedes senere, så turen endte med at gå til Vestafrika efter jordnødder til Sydfrankrig.
Imidlertid gik det helt, helt anderledes end planlagt. Det var nu 3. gang vi var efter jordnødder, men denne gang kunne vi ikke gå så langt op ad floden, da regntiden var begyndt.
Vi fik dog lastet igen og drog nordpå.


Tyskerne besætter Danmark
- ” Stella” opbringes.
Om morgenen den 9.april 1940 ved 3-tiden kom vi til Gibraltar. Et engelsk krigsskib sejlede op på siden af os, nogle kontrollører kom om bord. Efter at have fået et par snapse, forlod de os igen, med ønsket om god rejse.
Men efter et par timers forløb kom de tilbage, og da var det med en anden mine på.
De fortalte at tyskerne var gået ind i Danmark, og at vi skulle følge efter dem til Gibraltar. Efter flere forhandlinger, hvor blandt andet det engelske sømandsforbund lovede os, at hvis vi sejlede under engelsk flag, blev det under de samme betingelser, som de engelske søfolk havde.


Under fransk flag
Men andre instanser havde nok blandet sig, for pludselig d.20.april kom der fransk prisemandskab om bord, og vi blev ført til den nordfranske by Oran. Der fik ”Stella” navneforandring til ”Skt. Sauveur” og kom under fransk flag. Derefter blev hele mandskabet spurgt, om de ville fortsætte med at sejle, for ellers var der vist kun en lejr tilbage til os. Vi talte lidt sammen om det og blev enige om at fortsætte, men på de samme betingelser, som vi havde fået af englænderne, og det gik de med til.
Vi fik så monteret kanon og maskingevær om bord + en fransk kaptajn og 6 soldater, og så var vi klar og sejlede mod Marseille, hvor der ikke skete noget særligt, men så gik turen igen til Vestafrika efter jordnødder, der efter sigende indeholder mellem
80 og 90 % olie. Vi blev lastet og sejlede igen mod nord. Da vi var ud for Casablanca, blev vi dirigeret ind på reden, for nu skulle vi sejle i konvoj. Krigen var blevet skærpet – ikke så lidt endda. Lige før vi kom til Casablanca, så vi et periskop fra en undervandsbåd bryde havoverfladen. Der skete ingenting, men uhyggen bredte sig.
Vor konvoj beskyttedes af et par små og gamle krigsskibe, men vi nåede da Gibraltar, hvor vi fik en mærkelig fornemmelse af, at man ikke ville vide af os.


Nordfrankrig besættes.
Vel ankommet til Oran fik vi forklaringen: Tyskerne havde besat det halve af Frankrig.
Byen var klædt i sorg, alt var lukket og stængt. Folk sad bare og græd over tabet af moderlandet. Godt nok var kun Nordfrankrig besat, hvilket sikkert var vel gennemtænkt fra tysk side. På den måde regnede tyskerne formodentlig med, at havnene i det frie Frankrig stadig kunne importere varer fra kolonierne i Afrika. Det satte englænderne imidlertid hurtigt en stopper for. Vi blev rationerede. Kun de skibe med en bred, gul stribe om det franske flag, ”Trikoloren”, fik lov til at passere gennem deres blokade.
Af den ration, som englænderne havde bevilget det frie Frankrig, tog tyskerne 60% og italienerne 25%, så blev der kun 15% tilbage til os. Jeg siger os, for i mellemtiden havde vi fået franske pas gældende for 2 år.
Nu var vi kommet under fransk flag, og var blevet en mere i messen, nemlig den franske kaptajn, vi fik også en messedreng mere, dvs. en der var 10 år ældre end jeg.
Han var mulat, men om han var til nogen hjælp, fandt jeg aldrig ud af. Han skulle sørge for messen, da officererne ikke turde give ham adgang til deres værelser. Men han lærte nu aldrig at dække bord, så en dag, jeg bebrejdede ham det, blev han tosset, og jeg ikke mindre. Jeg tog fat i ham og satte ham lidt hårdt på plads i vort trange lukaf.
I det samme kiggede 2. mester lige ind. Han kiggede lidt og sagde så, at det kunne jeg øjensynlig nok selv klare. Samtidig med, at vi sejlede ind i Orans havn, forlod et engelsk krigsskib havnen. Så, da vi dagen efter skulle begive os til Marseille, håbede vi nok alle, at englænderne lå udenfor og ventede på at kapre os, men vi så ingen. Alt var så usikkert i de dage.


I Marseille
Vi ankom til Marseille dagen efter, at italienske fly havde bombet byen fra stor højde.
I flere dage efter bombardementerne, kørtes der stadig med rustvogne i gaderne. Der blev sagt, at det især var gået ud over den italienske bydel, men i sådan en tid, bliver der også sagt så meget!
Fakta var derimod, at dagen efter, at vi havde forladt Oran, kom englænderne og bombede den franske flåde, som stadig lå der, i stedet for at søge engelsk havn, som aftalen var mellem de to lande. Det var nødvendigt at forhindre, at de franske skibe kom i tyskernes hænder.
Fra nu af var vi færdige med at sejle. Det var nok tyskerne der forbød det. Men selvom man ikke sejler, er der arbejde nok, der skal udføres om bord. Jeg var også forfremmet til jungmand, men med det samme arbejde, endda lidt mere, da min makker rømmede. Det var der nu ingen der var kede af.
Sådan gik tiden så til september, hvor vi fik besøg af en repræsentant fra vort franske rederi, der overbragte os et dekret, der sagde, at samtlige ikke-danskere skulle afmønstres, og vi skulle ned på fransk hyre. Det var jo en nedgang i lønnen, men hvad værre var, at vi havde en estlænder om bord, som hed Bruno Lember, og han havde ikke et konsulat at henvende sig til, så for ham så det sort ud. Det klarede vi imidlertid på den måde, at han simpelthen blev om bord, gik i land om morgenen, og kom om bord sent om aftenen. Ingen vidste, at han var der – slet ikke officererne – sådan da.
Efter nogen tid henvendte mine overordnede sig til mig angående privat vask eller skoforsåling m.m. de skulle nok betale godt for det. Det var et skjult tilskud til ham.
I Dakar var der efterhånden samlet 8-10 danske skibe, som ønskede at komme op til Sydfrankrig. Forstå det, hvo der kan. Først prøvede de at sende 2 af sted, og da det gik godt, sendte de så resten, men de blev opbragt af englænderne, som hellere ville have 8 end 2.
Det ene af de 2 skibe tilhørte ”Gorm”, og kaptajnen på det, var en ven af vor kaptajn, så de holdt jo en del møder, hvor de bl.a. aftalte at tage sammen på grønttorvet en gang om ugen. Her kunne man som det eneste sted, købe grøntsager uden rationering.
De havde en knaldgod tolk med, - nemlig mig (himself).
Transporten til grønttorvet foregik med sporvogn, og jeg blev, som det sig hør og bør, ude på bagperronen, da jeg troede de to kaptajner ville snakke sammen i fred og ro, men de kom ud efter mig og spurgte mig, om de ikke var gode nok, at sidde sammen med. De behandlede mig i alt fald som et menneske.


Afmønstring
Vi var nu i maj 1941, da en ny oplevelse løb af stabelen. Vi blev nærmest smidt i land med 1 dags varsel. Vort skib skulle sejle med krigsmateriel fra Italien til Nordafrika for tyskerne. Kun to blev om bord, nemlig kaptajnen og maskinmesteren. Loven siger, at hvis man uden eget ønske eller skyld, bliver afmønstret i fremmed havn, har man ret til fuld hyre, hotelophold og fri hjemrejse, så med de argumenter henvendte vi os til den danske generalkonsul (Carr) , som behandlede os pænt, men han forklarede os samtidig, at nok havde vi ret, men de andre havde magten, og med det in mente, blev vi installeret på ”Muinam”, et Ø.K.-skib, der også var oplagt. Det var kommet fra Østen.


Mad
Det eneste, vi manglede, var MAD, og det var årsagen til, at jeg kom til at lide af kalkmangel og mistede en tand. Vi havde ikke set mælk i tre måneder. Kød fik vi to gange fra frihavnen, da det ikke kunne holde sig længere. Første gang vi fik kød, havde vi sennep, som vi gav det et lag af. Det hjalp jo noget. Næste gang var det værre. Vor sennep var sluppet op. Smagen vil jeg forbigå i tavshed.
For at redde tanden skulle den have guldkrone på, og det kostede meget.
”Det finansierer jeg” , sagde vor maskinassistent, ” så kan jeg altid få pengene, når vi er kommet hjem”, - og sådan gik det.
Vort driverliv kunne den kinesiske besætning, som var om bord, ikke rigtig tage. Om det var deres skyld eller ej, ved jeg ikke, men pludselig kom der bud, at fra mandag morgen kl.0700 skulle vi tørne til.
Op igen til konsulen – samme svar, men vi kunne selvfølgelig selv bestemme tempoet.
På en måde var jeg glad for, at nu kunne jeg endelig komme på dækket, og så var jeg endda påmønstret som letmatros.
Men ak! Det varede kun kort. Den kinesiske messedreng var blevet syg. Så 1. styrmanden kom og bad mig om at overtage hans job. Det var ikke lige det, jeg havde regnet med, men han lovede mig, at jeg ikke ville komme til at fortryde det. Mit arbejde bestod blandt andet i, at jeg hver morgen skulle gå med hovmesteren, der var kineser, op til bageren efter en sæk brød.. Under deres samtale på fransk forstod jeg, at bageren spurgte om, hvor mange ekstra brød, han ville have udenom rationeringen.
”Åh”, sagde han, ”en fire, fem stykker!”
Så på vejen ned til skibet holdt vi hvil. Der spurgte jeg ham så, hvem de brød var til. Han svarede at dem måtte jeg da gerne få, - for ca. 2,50 pr. stk. Brødene fik vi derefter hver dag, for vi havde prøvet at gå sulten til køjs. Nu var det da overstået, så jeg kom i høj kurs ved dæksbesætningen. Samtidig fortrød jeg, at jeg havde skrevet hjem, at nu havde jeg fået mine tænder lavet, og manglede blot noget at bruge dem til.
Vi var efterhånden kun få, der var blevet tilbage, og som havde fulgt rederiets opfordring om at blive så længe som muligt dernede for at varetage danske interesser.
De, der gjorde det, ville bliver husket, når de engang kom hjem.
Jeg fandt aldrig ud af, hvad de mente med det.
Og dog – mine forældre fik brev fra rederiet, hvori kaptajnen, der var kommet hjem, havde udtalt sig rosende om deres søn osv.
Vore papirer var sendt ind for at få visum til hjemrejsen via Schweiz og Berlin til København. Inden vi begav os på hjemrejsen, blev jeg tilbageholdt af det franske politi i 47 timer, skønt der ellers skulle være faldet dom indenfor 1 time.
Men det er en helt anden historie, der handler om en person, hvis venskab ingen grænser havde, en af de helt rigtige – kunne 18 forskellige sprog, deraf de 10 perfekt – et unikum, en person som jeg stadig beundrer, selvom han stadig skylder mig 50 kr. + renter.


Hjemrejse
Endelig oprandt dagen, hvor vi fik visum for hjemrejsen. Vi var 5 personer:
2 maskinmestre, 1.styrmand, 1 matros og så mig. Vi skulle forlade Marseille, hvorfra vi trods havde mange minder, efter vort 13 måneders ophold. Vi skulle rejse ved midnatstid og efter et par timers kørsel, skifte i byen Valence. I ventetiden gik vi ind på stationen, for at købe en kop kaffe, og der fik vi minsandten mælk til. Mælk havde vi ikke set i 3 måneder, så vi kunne ikke lade være med at spekulere over fordelingssystemet – oh la la.


I Geneve
Vi ankom så langt om længe til Geneve – et paradis. Vi blev indkvarteret på et hotel med læsestue, skrivestue osv.
Da vi fem mand skulle ned at spise i en stue, der sagde spar to til det, vi var vant til, farer der pludselig en djævel i mig: ” Hvad siger I til en rigtig stor beskidt kotelet ?” og minsandten om ikke servitricen kom med 6 store koteletter til os. Vi tænkte nok alle:
”Hvem skal have den sjette”. Vi blev noget lange i hovedet, da servitricen snuppede den sidste og bar den ud., dog vendte hun kort tid efter tilbage, med et fadfuld nye, og så var vi lykkelige igen, og vor sult blev stillet for længere tid.
Senere forlod vi hotellet med en overdådig madpakke, som de havde smurt til os, med kærlighed tror jeg nok, sådan smagte den i hvert fald, da vi spiste den Tyskland på vej til Berlin.
Det var noget af en trist rejse til de tyske hovedstad. Toget standsede ved alle stationer, og der stod mange og tog afsked med deres kære. De var blevet indkaldt, selv om de var midt i halvtredserne. Det var juli 1941.


I Berlin
Vel ankommen til Berlin, hyrede vi en taxa til hotellet. Vi havde fået besked på, at vi skulle køre en omvej, da englænderne for første gang havde bombet Berlin, Efter forlydender med 10.000 brandbomber. Ingen skader. Den følgende dag henvendte vi os på det danske ambassade for at indhente oplysninger om spisning osv. Da vi sad der og ventede på foretræde og læste i nogle danske ugeblade, blev vi pludselig afbrudt af en hård militærbanken på døren. En ung mand kom ind med
”Heil Hitler-hilsen” iført korte bukser og sportsstrømper. Det var bare for meget for maskinisten. ” Hold da kæft, dit dumme svin”, sagde han og lod som om han læste noget meget spændende højt fra ugebladet. Det var ret dristigt gjort, og vi andre fik et billigt grin. Vi gik en tur ”Unter den Linden” og oplevede der, hvordan militærmusik og støvletramp ligefrem kunne få folk i ekstase. Folk marcherede med inde på fortovet for at følge soldaterne på vej mod Rusland og alle krigens umenneskelige strabadser.
På vej mod Warnemunde for at nå færgen til Gedser, tænkte jeg meget på de fire mænd, der i stedet for at tage over landjorden hjem, (på den franske regerings regning), tog hyre på et dansk skib i Le Havre for at sejle hjem til Danmark. Jeg havde også selv fået hyre om bord. Betalingen var god, og i den engelske kanal, skulle der kun sejles om natten, på grund af de engelske kanoners nærhed. Det gik nu anderledes end planlagt, for min gode ven gennem hele turen, kom hen til mig og sagde, at nu var det gået godt så længe, så skulle jeg ikke sætte livet på spil i den sidste uge, så han tog min hyre mod, at jeg lovede ham at gå op i Bredgade 40-42 med en hilsen til hans kone, som arbejdede på ”Baltica”, og sådan blev det.


I København
Vi ankom så til København torsdag aften, og om fredagen fik vi de fornødne ting ordnet. Jeg fik også hilsenen overbragt. Hun gav mig et stort knus og sagde: Nå! – ”sådan ser du ud”.
I toget fra København til Jylland fik jeg en vinduesplads, men da jeg så et flag vaje, gik jeg ud i gangen med tårer i øjnene, for at se på det.
Da jeg vendte tilbage, var min plads optaget af en rigtig nydelig pige. Der blev stor ståhej. De medrejsende sagde, at det var min plads osv. Jeg bad pigen blive siddende, da jeg hellere ville gå frem og tilbage og tænke over tingene, over hjemkomsten m.m.


HANS AASTED ER KOMMET HJEM
Da jeg stod på toget i Varde, for at køre mod Grindsted, stod min bror og tog imod mig. Han var blevet soldat og var på vej hjem på orlov. Det var noget af en overraskelse for os begge.
Min hjemkomst var noget for sig selv, og da det var overstået, gik jeg ind i soveværelset bare lige for at være alene. Da hørte jeg en dreng løbe gennem gaden råbende: ”Hans Aasted er kommet hjem”.
Da fik tårerne frit løb.

Det var en lørdag aften, jeg kom hjem, og hele søndagen gik jo nærmest med at modtage deputationer og besvare masser af spørgsmål, men jeg hørte for det meste, om de besøgenes oplevelser???????????
Om mandagen gik jeg så en tur i byen – ikke for at være mig selv – men for at møde gamle venner. Selvfølgelig gik turen bl.a. ind til Holger Købmand, som, da han så mig kylede en kurv mod mig. Jeg returnerede den omgående – en dejlig modtagelse.
Maler Weis kom også derind og sagde: ”Du kan starte i morgen”, og det gjorde jeg så.
Det arbejde stoppede brat efter ca. 2 ugers forløb. Da måtte jeg indlægges på Grindsted Sygehus, hvor jeg opholdt mig i 9 uger, på grund af underernæring, eller også var det den kraftige danske mad, der var en for stor omvæltning. Men alt endte lykkeligt! Det skyldtes nok ikke mindst den gode pleje, som jeg fik der. Tak for det!!!
Det var så min beretning fra 1939 til 1941 – således nedskrevet i februar 1992.

Hans Aasted (Petter)


Efterskrift
Mine venner fra Le Havre kom godt hjem, og jeg har ikke mødt dem siden. Jeg ved, at den ene blev kaptajn på Storebæltsfærgerne. Den anden blev tolder på en toldkrydser.
Inden jeg helt slutter beretningen, kan jeg oplyse, at det danske sømandsforbund efter krigsafslutningen anlagde sag mod den franske regering, fordi de havde nedsat vor hyre, fra engelsk til fransk standard. Dette meddelte rederiet mig, og jeg bad dem varetage mine interesser i den forbindelse.
Vor udmærkede udenrigsminister, Gustav Rasmussen, fik da også gennemført, at vi i 1948 – nøjagtig 7 år efter – fik en efterbetaling, der svarede til ca. 3 ugers løn.

Skovlund Andelsmejeri 1883 - 1933Lokalhistorier

Posted by Niels Winther Thursday, March 01 2007 00:32:12


SKOVLUND ANDELSMEJERI
1883 - 1933

Blog Image
EN MØRK EFTERÅRSDAG i året 1882 stilede mændene fra Ansager nordre sogn deres gang mod Skovlund Skole.
Skolen lå dengang i stille ensomhed – der var ingen by dengang, der omkransede skolen. Kun ganske få år før var skolens legeplads overgroet lyng.
Noget nyt havde fanget interessen…. Det hed sig, at nu kunne bondesmør koste lige så meget som herregårdssmør – når man bragte mælken sammen og lod den behandle i fællesskab. Hidtil havde det bedste bondesmør ligget en tredjedel eller mere under herregårdssmørret. Selv om der var mange tvivlere med hensyn til muligheden for et sådant samarbejde, har det alle dage ligget således for de praktiske vestjyder, at når der var udsigt til at ”hole” noget, skulle de nok være med.


Hjedding Mejeri i Ølgod havde til trods for alle begyndervanskeligheder i sit første halve år bevist, at tanken om fælles drift var gennemførlig.
Der boede ved den tid på Skovlund Mark en husmand ved navn Ole Kristensen, der var bror til formanden for Hjedding Mejeri, gårdejer Niels Kristensen, Pedersborg. De to brødre drøftede nok mejeri hver gang de var sammen. Al denne mejerisnak endte med, at Ole Kristensen henvendte sig til den mest formående mand, vi havde i nord-sognet, den unge lærer Jens Kristensen, som i 3 år havde været lærer ved Skolen.


De to mænd blev enige om at sammenkalde beboerne til et møde og der drøfte mejerispørgsmålet. De fik formanden for Hjedding Mejeri, Niels Kristensen, Pedersborg, og bestyreren Stilling-Andersen, til at møde og give de fornødne oplysninger om organisationen og om hvorledes sagen skulle gribes bedst an. Som 16-årig deltog jeg i mødet på min mors vegne, og det er mit indtryk, at de to fremmede ikke greb forsamlingen i kraft af deres veltalenhed, men ved den jævne, forsigtige og ligefremme måde, de fremstillede sagen på – som noget nyt og til dels uprøvet. Det gjorde et godt indtryk og én realitet kunne de fremholde, nemlig at de havde opnået en smørpris, der fuldt ud stod på højde med herregårdssmørrets.


Mødet resulterede i, at der skulle forsøges en tegning af interessenter, og dersom der kunne nås en tegning af 400 køer, skulle der indkaldes til den stiftende generalforsamling.


Den 3. januar 1883 holdtes stiftende generalforsamling. Der var tegnet 75 andelshavere med godt 500 køer. Love vedtoges og som mejeriets første bestyrelse valgtes: lærer Jens Kristensen, husmand Ole Kristensen begge Skovlund, gårdejerne Jens Bertelsen, Mølbygård, Hans Knudsen, Lærkeholt og Søren P. Jensen, Ålling. Den førstnævnte blev formand og kasserer og var indehaver af bestillinge til 1908. DEt første Aar var Peder Ravn fra Hjels Bestyrer og hans løn var 400 kr. + Kost + Merpris for det, Smørret kostede over Grosserersocietetets Topnoterinng. Som Udtryknfor, hvor beskedne Lønningerne var den gang, skal det anføres, at første Undermejerist med 20 kr. maanedlig, anden undermejerist med 5 kr. maanedlig og Eleven med 25 kr. for et Aar. Husbestyrerinden fik 60 kr. for et år. Alle havde tillige kost og logi.


Det første regnskab, der omfattede 10 måneder og 18 dage, viser at der da behandledes i alt 1.287.168 pund mælk og omsætningen var 52.219 kr.

Til sammenligning anføres:

- - - - - - - - Mælkemæn. - - Omsætning
1888 – 89 - 2,188,015 - - - 81,000 kr.
1894 – 95 - 2,808,740 - - - 86,672 kr.
1899 – 00 - 3,174,057 - - -116,824 kr.
1904 – 05 - 4,441,590 - - -156,588 kr.
1908 – 09 - 5,017,688 - - -198,062 kr.
1914 - - - - -5,848,112 - - - 263,930 kr.
1919 - - - - -1,969,773 - - - 358,820 kr.
1924 - - - - -7,089,688 - - - 783,725 kr.
1932 - - - - 10,056,146 - - -385,754 kr.

Mejeriet begyndte med to Burmeister-centrifuger, der hver skummede 300 pund pr. time. Arbejdet i mejeriet var besværligt den gang. Kuskene satte vognene uden for mejeriet, og mælken skulle slæbes gennem dørene ind i mejeriet, vejes og løftes op i en beholder over centrifugen. Der fandtes ingen stigerør den gang, men mælk og fløde måtte transporteres ved håndkraft inde i mejeriet, og skummetmælken slæbes ud på vognene igen. Mælken stod på vognene natten over, og først dagen efter kom den tilbage til leverandøren, hvad bl.a. medførte, at den om vinteren kunne bundfryse i spandene. Om sommeren leveredes mælken to gange om dagen.


Den 1. maj 1884 overtog daværende gårdejer N.P.Nielsen, Ålling bestyrerpladsen og var indehaver af stillingen til 1. november 1890. Efter at han i 1903 var flyttet til sin gård i Ålling, har han været medlem af mejeriets bestyrelse i 25 år.
Gårdejer Peter Kruse, Lærkeholt og gårdejer Rasmus Jensen, Ålling har begge siddet i bestyrelsen i over 25 år. Desuden har følgende haft sæde i bestyrelsen i kortere eller længere tid: gårdejerne Kornelius Thomsen, Hoddeskov, Bahne Kruse, Skovlund, Niels Guldager, Lund, Jens Albæk, Ålling,Jørgen Uhd, Uddegård, Bertel Mølby, Mølbygård (desuden revisor i 25 år), Bærtel Strebøl, Bondebo (desuden revisor i 30 år), Povl A.Mølby, Lærkeholt, Rasmus Rasmussen, Skovlund(fra 1907 formand og kasserer 1908 til 1933, Jørgen Haahr,Galtho, Jens Kristensen, Krongård, N.H.Guldager, Lund og Kr.P.H.Kristiansen, Lund.


Den nuværende bestyrelse består af: Peter Helth Hansen, Lund (formand), gårdejerne Jørgen Thomsen, Ålling, John Uhd, Uddegård, Thomas Thomsen, Tyndkjær og Niels Madsen Nielsen, Lærkeholt.
Der har således ikke ofte i de halvtreds år været personskifte indenfor mejeriets ledelse, og det er sikkert enestående i dansk mejerihistorie, at et mejeri gennem 50 år kun har haft to formænd. Dette viser en enestående trofasthed og et eksemplarisk sammenhold mellem leverandørerne.


I kortere tid har følgende været bestyrere på mejeriet: P.Iversen, Lindbjerggård, Kr. Bjerg, Trelde, Landbrugskandidat P.Nielsen, Skovlund, A.Møller, Spørring og endelig den nuværende bestyrer O.Olsen, der har forestået mejeriets drift siden 1. maj 1906.


Den 7.november 1897 kl. 4 om morgenen nedbrændte mejeriet til grunden. Hvorledes ilden opstod blev aldrig opklaret. Politimesteren undersøgte selv brandtomten og kom til det resultat, at ilden var opstået fra en revne i skorstenen. Men da han kom hen i skolen og dikterede dette til protokollen, protesterede lærer Kristensen mod denne hypotese. Og ved en ny grundig undersøgelse viste det sig også, at revnen kun forefandtes i pudslaget. Politimesteren dikterede derefter videre til protokollen ” men som dog ved en mere indgående undersøgelse viste sig ingen revne at være”.


Efter en del forhandlinger om at flytte mejeriet til en anden plads, vedtoges det at rydde grunden og opføre mejereiet på samme plads. Det opførtes fuldt monteret for 20.800 kr., men desværre med alt for lidt plads alle vegne, hvad der senere måtte bødes for.


I slutningen af februar 1898 var mejeriet atter i stand til at behandle mælken – i den siden branden forløbne tid, havde leverandørerne været henvist til at levere mælken til nabomejerierne.
6 leverandører fra Hoddeskov udtrådte af Skovlund og gik til Hodde Mejeri den 1.juni 1898.


Efterhånden som mælkemængden steg, blev forholdene i mejerilokalerne alt for små, og i 1911 foretoges der en betydelig udvidelse. Grunden, mejeriet lå på, var lejejord. Grunden var da også efterhånden blevet alt for lille, og samtidig med, at byen voksede, steg jordpriserne, hvorfor det besluttedes at købe grunden og samtidig yderligere et areal til brug ved udvidelser.

Blog Image
Mejeriet udvidedes nu ved at inddrage bestyrerboligen til mejerilokaler og bygge et nyt fritliggende beboelseshus til bestyreren. Mejeriet forsynedes med nye tidssvarende maskiner og apparater, en ny dampmaskine, kærneælter, køleanlæg og elektrisk lys.
I 1929 gik man atter til en udvidelse. Mælkemængden var nu omtrent fordoblet siden 1911, så det hele var atter for småt. Mejerilokalet byggedes sammen med beboelseshuset og det gav plads til gerberrum, syremælk, butik, et større kølerum, og kærnelokalet blev således udvidet, at der blev anskaffet en kærneælter mere. Over disse lokaler støbtes et stærkt jernbeton-loft, på hvilket der blev plads til to store jernbeholdere, som hver skulle rumme 20.000 kg syrnet mælk, og desuden en jernbeton-vandbeholder , der skulle rumme 15.000 kg. Der opførtes samtidigt et baghus, hvor der er bade-, vaske-, material-og brændselsrum og hønsehus samt hestestald. Ovenpå to værelser til undermejeristerne. Centralvarme blev indlagt både i mejeribstyrer-lejligheden og hos undermejeristerne.


Mejeriet begyndte at skumme med to centrifuger, der hver skummede 300 pund i timen. Nu står der to Titan-centrifuger, der hver skummer 10.000 pund i timen.


Der er nu 131 andelshavere mod 75 da mejeriet begyndte. Dette er hovedpunkterne i udviklingen på mejeriet i de forløbne 50 år.
Gårdejer Niels Ebbesen, Skovlund har leveret mælk til mejeriet gennem alle 50 år – vistnok et enestående tilfælde.

SKOVLUND ANDELSMEJERI har været et meget betydende led i den mægtige udvikling der er foregået i det svundne åremål indenfor Ansager nordre sogn. Omkring mejeriet er der nu samlet en by med kirke, skole, jernbanestation - en anselig by med mange næringsdrivende. Fra til dels hedeegn er landet nu forvandlet til frugtbare marker, der ligger smukt og skærmet mod vinden af plantninger ved gårde og skel.

Juni 1933 RASMUS RASMUSSEN


GuldsmedenLokalhistorier

Posted by Niels Winther Sunday, February 25 2007 13:06:54

Agner Nielsen f.16.02.1912 i Skanderborg, og hustru Nanna Nielsen f. Vinge 01.10.1912 i Bork Blog Image

Agner Nielsen kom til Skovlund i 1938 som sælger og montør for Alfa Laval malkemaskiner, et produkt der var i rivende udvikling sidst i 30erne. Familien boede til leje i Hovedgaden 12. I 1941 købte han smedeforretningen i Borgergade 19-21 og drev her en blomstrende smedevirksomhed, indtil han solgte i 1985. I samarbejde med Ansager Dyrehospital udviklede han et operationsbord til brug for større dyr. Det medførte, at han senere fik en ordre fra Landbohøjskolen i København om levering af et tilsvarende bord. Agner Nielsen var en driftig erhvervsmand, som deltog ivrigt i byens og egnens mangeartede liv, såvel fagligt som kulturelt og han var stærkt opmærksom på byens udvikling og trivsel.

Nanna Nielsen var aktiv i forretningen i alle årene og tog ivrigt del i byens foreningsliv på mange fronter.

Der stod dyb respekt om Agner Nielsen som håndværker, men han havde også ord for at skrive store regninger,- for store synes mange på egnen – og det godmodige folkevid gav ham tilnavnet : Guldsmeden.

En landmand fra Lærkeholt sagde engang at han altid vendte hovedet den anden vej når han passerede smedien på Borgergade, han var bange for at komme til at hilse på smeden:- ”for han go´r nok ind og skrywer ee´t o æ regning”, var manden kommentar.

Kilde: Handel - håndværk. og selvstændig næringsdrift i Skovlund 1900 – 2000. Af Kaj Knudsen, Skovlund.

Malermester Andreas WeisLokalhistorier

Posted by Niels Winther Sunday, February 25 2007 13:03:03

Andreas Weis f. 07.09. 1903 i Starup, hustru Henny Weis f. 10.09.1911 i Vrøgum.Blog Image
Andreas Weis kom til Skovlund i 1936 og nedsatte sig som malermester fra Nygårdsvej 11, som han overtog efter sine forældre i 1943. Husets sydlige ende forblev som hidtil butik og lejlighed for Peder Poulsen Uldbæk, der drev cigar og cykelforretning i ejendommen. Andreas afstod malerforretningen i 1970 til sin tidligere lærling Tage Helmgaard Nielsen.

Andreas Weis var meget aktiv i Skovlunds foreningsliv, i Skovlund Håndværker- Borger- og Foredragsforeninger.

Han var i mange år lokal anmelder til dagbladet Vestkysten og var en benyttet viseforfatter. Han skrev adskillige småartikler omhandlende dagens små og store begivenheder og anvendte en satirisk pen under pseudonymet: Jeronimus.

Henny Weis var hjemmegående og passede butikken, hvor der forhandledes malervarer o.l.

A.W. – der i øvrigt var en habil håndværker – blev engang ringet op en tidlig morgen af en landhusmoder, hvor han dagen i forvejen havde tapetseret gårdens spisestue. Hun fortalte ham at tapetet i nattens løb var faldet ned, hvortil A.W. svarede: ” nå ja, der er jo ee´t no´d der holder evig”.

Kilde: Handel og håndværk og selvstændig næringsdrift i Skovlund 1900 – 2000. Af Kaj Knudsen, Skovlund.