Skovlund Historier

Skovlund Historier

Skovlund Sognearkiv

Lokalhistorie fra Skovlund og omegn.

Petter Skibsdreng

ErindringerPosted by Niels Winther Thursday, March 01 2007 13:11:55

”Petter Skibsdreng” af Hans Aasted


Stak så Ole en dag i trav.
Det meste af sommeren 1939 havde jeg gået ventet på at komme ud at sejle, men køen af ventende var lang, og intet skete før 2. verdenskrigs start i september 1939. Derefter kan det nok være, at ventetiden blev forkortet betydeligt. Vi fik brev fra rederiet, der ville vide om jeg stadig var interesseret i at komme ud at sejle. Efter at have ventet så lang tid, følte jeg mig næsten forpligtet til at svare, at det var jeg.
Dette skete i den første uge af september 1939.

”Stod med et ved det store hav”.
Fredag den 18. september kom der telegram fra rederiet J.L. med ordren:
”Stil i Frederikshavn mandag morgen kl. 0400 til påmønstring på S.S. Stella”
Det var lidt af et chok: Kort tid til afgang og ingen vej tilbage.
Søndag morgen rejste min mor og jeg så fra Mølby station til Frederikshavn, hvor vi ankom sent om aftenen. Jeg sagde farvel til min mor, der returnerede med det samme tog, og jeg tænkte meget på min fars afskedsord: ” Det er ikke med min vilje, du rejser”.
Efter at have installeret mig på et hotel i de ca. 5 timer, der var tilbage, inden en Taxa skulle køre mig til havnen, stod jeg ligesom helt alene. Hvad mon morgendagen ville bringe?
Om morgenen kørte jeg ned til ” Stella”, der var ca. 2 timer forsinket. Jeg kom ombord – noget fortumlet af situationen. Der var ingen modtagelseskomite til at modtage mig!!!
Om bord var nogle officerskoner, som vist var kommer om bord på Helsingørs red og var sejlet med til Frederikshavn. Jeg følte mig ene og forladt.
Den første, der tog sig lidt af mig, var kokken, det viste mig mit lukaf (værelse), der var beregnet til 2 drenge. Det fik jeg helt for mig selv (mod at lave 2 drenges arbejde), men så var lønnen også derefter: 25 kr. pr. md. + 10 kr. for at servere kaffe ved vagtskiftet hver nat fra 03.30 til 04.30 og så op igen kl. 07.00.
Hen på formiddagen kom kokken ind og spurgte om jeg havde cigaretter. Jeg havde 50 stk. gul ”North State”, købt hos Jansen for 2 kr. Han lånte en håndfuld – jeg talte dem ikke, men han betalte dem tilbage dagen efter i rum sø, med et helt karton (pris 4 kr.).
Så begyndte selve arbejdet, der bestod i :
• at purre vagten – altid 3 gange: kl. 03.20 – 03.30 – 03.40.
• at purre vagten igen: kl. 07.20 – 07.30 – 07.40.
• at servere vagtskiftekaffe: om natten
• at servere morgenmad
• at servere frokost osv.
• at vaske op, hvilket foregik i en zinkbalje med varmt vand tilsat soda og sæbe.

”Det blæser i Biscayen”.
Første gang jeg stod og vaskede op efter middagen, hørte jeg pludselig et kanonskud.
Jeg gik ud på dækket med karkluden i hånden, og ved at holde den op mod sollysets genskin fra Skagerraks bølger kunne jeg tydeligt se en tysk ubåd. Et par officerer kom ombord. En kom op på broen, mens den anden gik ned for at kontrollere lasten, der bestod af celotex, som vi skulle sejle fra Finland til Nordspanien.
Da vi ikke medførte krigskontrabande, var tyskerne tilfredse, og vi fik lov til at sejle videre. Tyskernes sidste ord til os var ønsket om snarlig fred. Da havde krigen varet i 20 dage. Fra min far havde jeg fået et råd mod søsyge: ”Du skal bare se på horisonten, så har du et fast punkt at holde dig til”.
Denne erfaring havde han høstet på sejlture med mine onkler i et par sommerferier, men i Biscaya – bugten på vej til Spanien lærte jeg, at når skibe gynger og ruller, er det langt fra sikkert, at der er nogen horisont at kigge på, da skibet lægger sig på siden, så man enten ser kun himmel eller kun hav.
Til Spanien kom vi. Her var den spanske borgerkrig netop afsluttet. Krigen mellem socialister, der ville oprette et demokrati uden Gud, konge og fædreland, og fascisterne, der ligesom tyskerne ville have en stærk mand (Franco) i spidsen for statsmagten, og som ville bevare de gamle idealer. Det var i den krig Hitler fik afprøvet sit nye ”luftwaffe” på byen Guernica.
Landgangen havde jeg ikke meget ud af. Havde jeg været søsyg på havet, så var det faktisk også slemt at komme i land. Det hele gyngede, så jeg også blev søsyg på landjorden, men jeg så da palmer groende på ruinerne, og jeg blev budt 10 kr. for en skjorte, som jeg lige havde købt hjemme for ca. 10 kr. ved N. Chr. Ankersen. Men skjorten beholdt jeg nu!
Da vi kom ombord efter landgangen, stod kaptajnen og bebrejdede mig, at jeg ingen vest havde på. ” I er jo en slags repræsentanter for Danmark”.
Det føltes lidt underligt, eftersom det selskab, vi lige havde forladt i en havnerestaurant, absolut ikke var fintfølende. Således oplevede jeg en spansk havnearbejder, der støjede ud af begge ender, da han forlod stedet. Jeg tror faktisk, at han var ret ligeglad med, om vi havde vest eller ej.


”Petter” – messedreng.
For at gå tilbage til begyndelsen af sømandslivet, startede det med en degradering. Nu blev man – som alle andre messedrenge – kaldt ”Petter” og ikke andet, og sproget var fuldstændig fremmed for sådan en landkrabbe som mig.
F.eks.:
”Åben skylightet” = Åben ovenlyset i kabyssen.
eller: ”Tag en pøs vand, spul dørken og rens spygattet”
=Tag en spand vand, skyl gulvet og rens gulvafløbet.
eller: ”Hent noget i pantryet”
=Hent noget i spisekammeret
eller: ord som: Messen – Salonen – Broen – Agter – Bakken (foran) osv.

Selve arbejdsmiljøet til søs er nok noget for sig selv. Kaptajnen spiste for sig selv i salonen. Ham sørgede hovmesteren selv for – undtagen, hvad angår aftenkaffen.
Den lavede kaptajnen selv nede i kabyssen, som lå lige overfor mit lukaf. Når han var færdig, åbnede han min dør og sagde: ”Her!”. Så fik jeg en kop kaffe med, indtil jeg sagde til ham, at så stærk en kop kaffe kunne jeg ikke sove på. Hans svar var: ”Så går vi over til te!”.
Mit forhold til officererne var godt. Kun én kneb det med, og det forhold bedredes aldrig.
Han ville have sit lukaf gjort rent to gange i døgnet og var ret hensynsløs overfor mig. Det opdagede vor 2. maskinist og så gik bølgerne højt. Officererne så helst ikke, at jeg blandede mig med mandskabet, som jeg dog var mest på bølgelængde med.

Over Atlanten.
Når vi var færdige med at losse, var det altid spændende, hvad den næste opgave gik ud på.
Efter at vi havde losset i tre byer: San Sebastian, Bilbao og Gijon, skulle vi i ballast til Newport News i USA for at laste kul til Santa Fe i Sydamerika, en rejse på 9+22 dage.
På rejsen over Atlanten – det må have været i oktober 1939 – kom vi ud for et af naturens vidundere, det mest storslåede, jeg kan mindes at have set, nemlig nordlys.
Hele den nordlige himmel blev oplyst af lysstråler, der mindede om orgelpiber.
Hvor føler man sig lille i et sådan et øjeblik.
Vel ankommet til Newport News, begyndte vi at laste kul på en meget teknisk måde. En stor tipvogn ( ca. 30 t.) kom selv kørende af en slags rutschebane op til stop, kørte retur og kom derved over på et andet spor, hvor den så endte i en stor kran, som tippede kullene om bord, hvor der stod en mand og fjernstyrede det hele.
Om bord var der 5-6 mand, der stuvede lasten ud til siderne. Det hele tog ca. 18 timer, så var det løb kørt. Jeg nåede da lige at løbe ned på kajen og spytte, så kunne jeg da prale med, at jeg havde været i Amerika.
Før vi kunne fortsætte den lange rejse måtte vi proviantere. Jeg husker især pålægget, som vi fik. Der var 7 forskellige slags: firkantede, runde, ovale osv., men udover disse forskelligheder i formen, syntes indholdet at være det samme.

Sydover
På rejsen sydover stod jeg en dag og snakkede med en kullemper, som vist var en smule utålmodig på grund af den lange rejse. Han stod ved bagbords lønning og stirrede ud mod øst for om muligt at se land. Jeg kunne ikke dy mig for at sige til ham, at for at have en chance for at se land, skulle han gå over i styrbords side. Da han langt om længe var overbevist, syntes han, at jeg var den helt rigtige til at skrive et brev til hans kone, når vi kom i havn.
Den dag var næsten alle på dæk for at opleve, at vi blev overhalet af Finlands største sejlskib – 5-6 master for fulde sejl – et prægtigt syn for gamle sejlskippere, der mente, at motorer i skibe kun var et nødvendigt onde.

Ækvator – Dåb.
Rejsen fortsatte sydover, og så en dag kom 2. styrmanden og spurgte, om jeg ville med op på broen for at se ækvatorlinien. Det ville jeg gerne, men jeg troede selvfølgelig ikke på, at det var muligt. Først viste han mig, hvor vi befandt os her og lige nu. Derefter gav han mig en meget lang kikkert og bad mig undersøge, om jeg ikke kunne se en lodret, ikke linje, men ligesom en gul tåge eller stråling. Det var mig nu lidt for abstrakt, men mere håndfast var det, da jeg ved middagstid pludselig og uden varsel fik hældt en pøs vand over hovedet. Dette og et par andre ceremonier berettigede mig til at modtage dåbsattesten for at have passeret ækvatorlinien d.2.nov.1939.

Admiral Graf Spee´s endeligt.
Men ikke engang på rejsen langs Sydamerikas kyst fik vi lov til at glemme, at 2. verdenskrig var brudt ud. Også til søs blev der kæmpet ubarmhjertigt. Tysklands ubådsflåde og krydsere sænkede det ene handelsskib efter det andet.
Også engelske krigsskibe blev sænket, når muligheden var til stede..
Især det tyske lommeslagskib, ” Admiral Graf Spee”, havde et langt og imponerende synderegister. Nyheder fik vi af og til via kortbølgeradio, det sørgede ”Gnisten” for. Han slog et håndskrevet stykke papir op i messen, hvor man kunne læse, hvad der skete rundt omkring. Disse meddelelser var imødeset med spænding, og da de pludselig udeblev, forstod alle, at noget var i gære.
Der blev hvisket og tisket i krogene, og jeg blev hurtigt klar over, at det netop var det berygtede slagskib ”Admiral Graf Spee”, der var årsag til uroen. Dette skib havde opereret i det Indiske Ocean, og var nu på vej til Sydatlanten ligesom vi.
”Admiral Graf Spee” blev opdaget af en engelsk flådeeskadre, bestående af 3 krydsere: ”Ajax”, ”Exeter” og ”Archilles”, og det endte med et voldsomt søslag, som vi ikke så fra ”Stella”, men som vi kunne høre som en buldren i det fjerne.
De engelske kanoner var ikke nær så langtrækkende som de tyske, og alle deltagende skibe blev voldsomt beskadiget, men afgørende var det, at der var 3 engelske og kun et tysk skib. Dette nødtes til at søge havn i Montevideo, hovedstaden i Uruguay. Krigsreglerne (hvis man kunne tale om sådanne) sagde, at ”Graf Spee” højst måtte ligge i neutral havn i 48 timer, og da det ikke indenfor det tidsrum kunne nå at blive repareret, og da de engelske krigsskibe lå og ventede på at give det dødsstødet, valgte den tyske chef på skibet selv at sænke det på La Plata-floden.
Herved frelste han mange tyske marineres liv, men hans æresbegreber fordrede, at han ikke overlevede sit skib. Man fandt ham død, liggende på det gamle tyske flag fra før hitlertiden, hvilket skulle vise, at han vel var tysker, men ikke nazist.


”Stella” på La Plata – floden
Selv om vi således var meget tæt på disse dramatiske begivenheder, kom vi uden at lide overlast til La Plata-flodens udmunding. Havet var så uroligt, som det snart kunne være. Vi fik således en dag, en dybhavsfisk skyllet ombord. Den var kuglerund med pigge. Med det samme tænkte jeg, at Grindsted realskole skulle have den til sin biologisamling. Jeg puttede den derfor i en balje vand inde i badeværelset, men efter kort tid punkterede den pludselig og blev helt flad. Så måtte jeg opgive den tanke – og for resten var jeg slet ikke sikker på, at jeg nogensinde skulle til se Danmark igen.
Det oprørte hav blev jeg ikke søsyg af, så nu anså jeg mig selv for at være søstærk. Det kneb mere for vor kaptajn. I alles påhør bebrejdede mig for at have brækket mig i
hans køje. Han havde dog et lunt glimt i øjet.
Endelig anløb vi Montevideo for bunkring. Samtidig ankom et tysk forsyningsskib til ubåde. Inde i havne lå desuden to kinesiske som provokerede det tyske skib ved at dreje deres kanoner imod det. Stor ståhej!, hvor ambassadøren m.m. blev involveret.
Efter bunkring m.m. begav vi os til Buenos Aires red, hvor vi fik Lods om bord, og så var vi klar til at sejle tre dage op ad La Plasa-floden, bound for Santa Fe.


Santa Fe
Da vort store, hvide skib med Dannebrog malet på siderne anløb havnen, havde en en del derboende danskere taget opstilling på kajen for at byde os velkommen. Mange kom ombord. De følte det sikkert, som om de nu var på dansk grund, hvilket de jo også ver.. der kom en sømand ombord, der talte ligeså godt dansk, som vi andre. Han havde danske forældre, men det nærmeste, havde været Danmark, var, at han havde ligget på Helsingørs Red i 6 timer. Jeg spurgte ham om, hvad frimærker hed på spansk og fik at vide, at det hed ”tembre”. Så købte jeg ”tembre”, for jeg skulle jo have postet breve hjem, og også det brev, jeg havde skrevet for kullemperen til hans kone.
Det tog ca. Lige så mange dage at få skibet losset, som det tog timer at få det lastet, så der blev tid til at gå i land. En dag var kullemperen også i land og fik ”en pind i øret”. Der mødte han et par cowboys, som han kom i snak med. Han spurgte dem bl.a. hvad en hest kostede. De forlangte 300 kr. for den, og kullemperen købte den omgående.
De spurgte ham så, om de skulle vise ham, hvordan man skulle ride sådan en. Det syntes han var en god idé. Han så dem aldrig mere – hverken hest eller penge.

En matros tog sig kammeratligt af mig. Han tog mig med i land – nærmest en rundvisning. Han havde en fantastisk evne til at finde rundt. Vi havnede på en café, hvor han fik en enkelt øl, og jeg lemonade. Pludselig spillede et tomandsorkester
(violin og klaver) ”Hvor er min kone”. Den havde jeg ikke hørt siden jeg tog hjemmefra. – Der flød en stille tåre.
I Santa Fe var der så fuldt af moskitos, at man skulle tro det var løgn, og de elskede mit søde blod, der efter sigende stammede fra at jeg drak lemonade.
Skønt mine arme blev fantastisk tykke af deres bid, blev jeg ved lemonaden, for øl kunne jeg ikke lide.


Mod Tenerifa – Julen 1939
Efter at have lastet sukker og olivenolie til de kanariske øer, gik turen op over mod Tenerifa, som vi på grund af navigationsfejl nær var sejlet direkte ind i. Efter hvad jeg hørte, var der sket den fejl, at vi var sejlet efter en eller anden stjerne, som viste sig at være et fast fyr på en klippe.
Fejltagelsen blev dog opdaget i tide, så vi slap denne gang.
Da vi havde losset, brød et uvejr løs, så vore fortøjninger sprang, selv om vi lå i havn.
Da det var dagen før juleaften 1939, regnede vi bestemt med at vi måtte blive i havn julen over. Rederiet ville det imidlertid anderledes – for når man er i søen, skal Rederiet ikke betale søn og helligdagstillæg, så derfor fik vi lov til at prøve, at fejre jul på søen i stormvejr på vej til Dakar. Maskinstop blev vi heller ikke skånet for juleaften, så da jeg stod og vaskede op og sang julesalmer, kom 1. styrmanden (min onde ånd) gennem messen og bad mig holde kæft, da vi aldrig vidste, om b vi gik ned. Min kommentar var, at så syntes jeg da ikke, det gjorde noget med en salme; - mine tanker var hjemme.


”Min onde ånd”
Borddækningen i sådan et stormvejr foregår på følgende måde: Man indrammer bordet med slingregrejer, dvs. en 8 cm. høj kant om bordet, der inddeles i mindre felter ved hjælp af lister. Fugter man derpå dugen, har man gjort alt, hvad der kan gøres. Alt dette havde jeg udført, da ”min onde ånd”, styrmanden, kom for at spise, og lige i det samme kom en ordentlig overhaling med det resultat, at suppeterrinen tippede ”udenbords. Han skældte selvfølgelig ud, men i det samme kom maskinisten. Han tog mig i forsvar, da alt var lavet, som det skulle laves.. Jeg troede så, at det løb var kørt, men nej. Nu skulle dørken skures dagen efter. Det foregik på følgende måde: En pøs varmt sæbevand, gulvklud og -skrubbe og så bare i gang. Da kom han igen. Han brækkede gulvskrubbens skaft og sagde, at sådan et arbejde foregik på knæene.
Det var julen 1939


På Afrikas floder
Vel ankommen til Dakar i ballast ( Senegals hovedstad og Afrikas vestligste punkt), skulle vi have Lodsen og hans tre koner om bord. Vi skulle nemlig sejle 70 mil op ad Saloumfloden for at hente et parti jordnødder til Sydfrankrig (Nice og Marseille).
Det var en helt anden oplevelse. Da der ingen kraner var, foregik lastningen på den måde, at en lang række negre kom op ad en landgangsbro bærende på hver en sæk jordnødder på hovedet. Jordnødderne blev hældt ned i lasten, og negrene gik så med den tomme sæk tilbage ad en anden vej. Når de havde afleveret 10 tomme sække, havde de tjent 1 franc (11 øre),, og det i en varme, der ikke var til at spøge med.
I den varmeste tid af døgnet kom der en mand og slog på en tam-tam, for at de kunne holde rytmen.
Vi fik en neger om bord som vagtmand. Det var alle tiders. Han arbejdede både dag og nat, så han blev lidt privilegeret i forhold til de andre havnearbejdere. For eksempel bestod disses mad af en grydefuld kogt ris, som de spiste med fingrene. Vagtmanden derimod kom ind i pantryet, hvor han fik levninger fra messen. Da for der en djævel i hovmesteren. Mens vagtmanden, der var muslim, sad og spiste noget steg, sagde hovmesteren pludselig: Øf, Øf!
Man kan vel ikke sige, at vagtmanden rødmede, han nærmest blegnede, for nu havde han jo syndet mod sin religion, ja, han tabte både kniv og gaffel og samlede dem først op igen, da hovmesteren sagde, at det var ”vov-vov”.
Så var han beroliget.
Da vi havde lastet, begav vi os ned ad floden igen. På turen forlangte Lodsen pludselig et fad vand på broen, for nu skulle der bedes til Allah, men først en kropslig rengøring, startende fra neden af og sluttende med tænderne. Kaptajnen blev tosset, da Lodsen sagde, at han overlod Allah styringen af skibet under bønnen.
Det endte da også med at vi løb op i sandet, men kunne komme flot igen. Den fure vi lavede, kunne vi se, da vi næste gang kom derned.


Gibraltar
Efter de to gange til Vestafrika, skulle vi så til en lille spansk middelhavsby, der hed Denia. Der skulle vi laste appelsiner til Liverpool, en tur lige ind i løvens gab – eller i hvert fald tæt forbi – fristes man til at sige. Nerverne begyndte at spille ind, for der var lige sænket en tysk ubåd, ved Spaniens vestligste punkt, Cap Finisterre, så nu var det med at komme derop og forbi, inden tyskerne havde fået en ny placeret, på hovedvejen til England.
Det gik nu lidt anderledes. Vi forlod Denia og skulle sejle gennem Gibraltarstrædet, troede vi da, for Englænderne vidste jo, hvor vi kom fra, og hvor vi skulle hen. Vi var lige færdige med frokosten, og 2. maskinmester og jeg stod ved lønningen og talte sammen, medens vi tog Gibraltarklippen med aberne i øjesyn, da der pludselig blev signaleret deroppe fra. Så vi slog omgående stop, men da der ikke skete mere, sejlede vi videre. Signalet kunne jo evt. være møntet på et andet skib, for der var mange. Så kom der et engelsk krigsskib lige foran os på vej ind, men det vendte om og skød et advarselsskud. Vi stoppede igen. Men da der stadig ikke skete noget, sejlede vi igen. Nu kom der en granat oppe fra klippen. Granaten landede i vandet ca. 25 m foran boven, og vandstrålen ramte en letmatros, der var på vej over dækket med sin madspand. Nu hjalp kaptajnens banden ikke mere. Det var os det gjaldt. Vi blev ført ind til Gibraltars havn, hvor kaptajnen fik at vide, at man skulle stoppe, og få lov til at sejle igennem. Først ved 16-tiden fik vi lov til at sejle nordpå.


Sukker til hovmesteren
Nerverne var nu på højkant..
Hvordan det startede, ved jeg knap nok, men hovmesteren havde i hvert fald glemt at købe cigaretter til turen, og det bliver man ikke populær af, så han havde nok fået en reprimande af kaptajnen, hvor jeg også blev inddraget.
Kaptajnen forbød mig at hente sukker til hovmesteren henne agter. Dette foregik altid i min fritid mellem kl.13.30 og 14.30. I den tid var jeg fredet, og det skulle jeg sige til hovmesteren. ”Det kan også være, vi skal til at pakke dig ind i vat”, var hans kommentar.
Efter et par dages forløb blev min dør revet op, en zinkspand sat ind, med besked på at hente sukker. ”Men kaptajnen har forbudt mig--------!” ” Hold så kæft og få det sukker hentet, eller du kan få et los bagi!”. I håb om at træffe kaptajnen, gik jeg så agter, fyldte spanden og returnerede.
Pludselig stod kaptajnen der og spurgte, hvorfor jeg ikke adlød hans ordre. Da satte jeg spanden – lidt hårdt – på dækket og sagde: ”Henter jeg det, får jeg lussinger, og henter jeg det ikke, får jeg også lussinger!”.
Nu skal jeg, fanden gale mig, aflevere det”, sagde han, og så var det sket med det.


Krigens spor
Under turen til Liverpool skulle vi passere det nordvestlige hjørne af Spanien, Cap Finisterre, stedet, hvor de tyske ubåde lurede. Da vi kom dertil, sejlede vi mellem skrivebordsskuffer, appelsinkasser m.m.
Det er uhyggeligt, at jordens befolkning ikke snart bliver klogere, tænkte man uvilkårligt.
Turen fortsatte op i det Irske Hav. Her steg hyren med 300% (krigsfaretillæg).
Nervøsiteten steg også. Vi sejlede forbi et stort skib, der var blevet minesprængt. På siderne hang rebstige og redningsnet, så nogen var da blevet reddet.
Intrigerne mellem besætningsmedlemmerne blev ikke mindre, efterhånden som tiden gik, og det endte med, at vi fik både ny hovmester og kok om bord i Liverpool. De gamle ville godt efterlade os nogle gode minder, så maden var ovenud god, - engelsk bøf og i den stil. De nye ville godt starte med et godt indtryk, så stilen fortsatte i det samme spor. Det var ca. en måned før Danmark blev besat af tyskerne.
Fra Liverpool sejlede vi sydpå med forseglede ordrer, så vi fik intet at vide, før vi havde forladt England. Man ville således forhindre nogen i at fortale sig i land. Det blev igen de Kanariske Øer, men det rettedes senere, så turen endte med at gå til Vestafrika efter jordnødder til Sydfrankrig.
Imidlertid gik det helt, helt anderledes end planlagt. Det var nu 3. gang vi var efter jordnødder, men denne gang kunne vi ikke gå så langt op ad floden, da regntiden var begyndt.
Vi fik dog lastet igen og drog nordpå.


Tyskerne besætter Danmark
- ” Stella” opbringes.
Om morgenen den 9.april 1940 ved 3-tiden kom vi til Gibraltar. Et engelsk krigsskib sejlede op på siden af os, nogle kontrollører kom om bord. Efter at have fået et par snapse, forlod de os igen, med ønsket om god rejse.
Men efter et par timers forløb kom de tilbage, og da var det med en anden mine på.
De fortalte at tyskerne var gået ind i Danmark, og at vi skulle følge efter dem til Gibraltar. Efter flere forhandlinger, hvor blandt andet det engelske sømandsforbund lovede os, at hvis vi sejlede under engelsk flag, blev det under de samme betingelser, som de engelske søfolk havde.


Under fransk flag
Men andre instanser havde nok blandet sig, for pludselig d.20.april kom der fransk prisemandskab om bord, og vi blev ført til den nordfranske by Oran. Der fik ”Stella” navneforandring til ”Skt. Sauveur” og kom under fransk flag. Derefter blev hele mandskabet spurgt, om de ville fortsætte med at sejle, for ellers var der vist kun en lejr tilbage til os. Vi talte lidt sammen om det og blev enige om at fortsætte, men på de samme betingelser, som vi havde fået af englænderne, og det gik de med til.
Vi fik så monteret kanon og maskingevær om bord + en fransk kaptajn og 6 soldater, og så var vi klar og sejlede mod Marseille, hvor der ikke skete noget særligt, men så gik turen igen til Vestafrika efter jordnødder, der efter sigende indeholder mellem
80 og 90 % olie. Vi blev lastet og sejlede igen mod nord. Da vi var ud for Casablanca, blev vi dirigeret ind på reden, for nu skulle vi sejle i konvoj. Krigen var blevet skærpet – ikke så lidt endda. Lige før vi kom til Casablanca, så vi et periskop fra en undervandsbåd bryde havoverfladen. Der skete ingenting, men uhyggen bredte sig.
Vor konvoj beskyttedes af et par små og gamle krigsskibe, men vi nåede da Gibraltar, hvor vi fik en mærkelig fornemmelse af, at man ikke ville vide af os.


Nordfrankrig besættes.
Vel ankommet til Oran fik vi forklaringen: Tyskerne havde besat det halve af Frankrig.
Byen var klædt i sorg, alt var lukket og stængt. Folk sad bare og græd over tabet af moderlandet. Godt nok var kun Nordfrankrig besat, hvilket sikkert var vel gennemtænkt fra tysk side. På den måde regnede tyskerne formodentlig med, at havnene i det frie Frankrig stadig kunne importere varer fra kolonierne i Afrika. Det satte englænderne imidlertid hurtigt en stopper for. Vi blev rationerede. Kun de skibe med en bred, gul stribe om det franske flag, ”Trikoloren”, fik lov til at passere gennem deres blokade.
Af den ration, som englænderne havde bevilget det frie Frankrig, tog tyskerne 60% og italienerne 25%, så blev der kun 15% tilbage til os. Jeg siger os, for i mellemtiden havde vi fået franske pas gældende for 2 år.
Nu var vi kommet under fransk flag, og var blevet en mere i messen, nemlig den franske kaptajn, vi fik også en messedreng mere, dvs. en der var 10 år ældre end jeg.
Han var mulat, men om han var til nogen hjælp, fandt jeg aldrig ud af. Han skulle sørge for messen, da officererne ikke turde give ham adgang til deres værelser. Men han lærte nu aldrig at dække bord, så en dag, jeg bebrejdede ham det, blev han tosset, og jeg ikke mindre. Jeg tog fat i ham og satte ham lidt hårdt på plads i vort trange lukaf.
I det samme kiggede 2. mester lige ind. Han kiggede lidt og sagde så, at det kunne jeg øjensynlig nok selv klare. Samtidig med, at vi sejlede ind i Orans havn, forlod et engelsk krigsskib havnen. Så, da vi dagen efter skulle begive os til Marseille, håbede vi nok alle, at englænderne lå udenfor og ventede på at kapre os, men vi så ingen. Alt var så usikkert i de dage.


I Marseille
Vi ankom til Marseille dagen efter, at italienske fly havde bombet byen fra stor højde.
I flere dage efter bombardementerne, kørtes der stadig med rustvogne i gaderne. Der blev sagt, at det især var gået ud over den italienske bydel, men i sådan en tid, bliver der også sagt så meget!
Fakta var derimod, at dagen efter, at vi havde forladt Oran, kom englænderne og bombede den franske flåde, som stadig lå der, i stedet for at søge engelsk havn, som aftalen var mellem de to lande. Det var nødvendigt at forhindre, at de franske skibe kom i tyskernes hænder.
Fra nu af var vi færdige med at sejle. Det var nok tyskerne der forbød det. Men selvom man ikke sejler, er der arbejde nok, der skal udføres om bord. Jeg var også forfremmet til jungmand, men med det samme arbejde, endda lidt mere, da min makker rømmede. Det var der nu ingen der var kede af.
Sådan gik tiden så til september, hvor vi fik besøg af en repræsentant fra vort franske rederi, der overbragte os et dekret, der sagde, at samtlige ikke-danskere skulle afmønstres, og vi skulle ned på fransk hyre. Det var jo en nedgang i lønnen, men hvad værre var, at vi havde en estlænder om bord, som hed Bruno Lember, og han havde ikke et konsulat at henvende sig til, så for ham så det sort ud. Det klarede vi imidlertid på den måde, at han simpelthen blev om bord, gik i land om morgenen, og kom om bord sent om aftenen. Ingen vidste, at han var der – slet ikke officererne – sådan da.
Efter nogen tid henvendte mine overordnede sig til mig angående privat vask eller skoforsåling m.m. de skulle nok betale godt for det. Det var et skjult tilskud til ham.
I Dakar var der efterhånden samlet 8-10 danske skibe, som ønskede at komme op til Sydfrankrig. Forstå det, hvo der kan. Først prøvede de at sende 2 af sted, og da det gik godt, sendte de så resten, men de blev opbragt af englænderne, som hellere ville have 8 end 2.
Det ene af de 2 skibe tilhørte ”Gorm”, og kaptajnen på det, var en ven af vor kaptajn, så de holdt jo en del møder, hvor de bl.a. aftalte at tage sammen på grønttorvet en gang om ugen. Her kunne man som det eneste sted, købe grøntsager uden rationering.
De havde en knaldgod tolk med, - nemlig mig (himself).
Transporten til grønttorvet foregik med sporvogn, og jeg blev, som det sig hør og bør, ude på bagperronen, da jeg troede de to kaptajner ville snakke sammen i fred og ro, men de kom ud efter mig og spurgte mig, om de ikke var gode nok, at sidde sammen med. De behandlede mig i alt fald som et menneske.


Afmønstring
Vi var nu i maj 1941, da en ny oplevelse løb af stabelen. Vi blev nærmest smidt i land med 1 dags varsel. Vort skib skulle sejle med krigsmateriel fra Italien til Nordafrika for tyskerne. Kun to blev om bord, nemlig kaptajnen og maskinmesteren. Loven siger, at hvis man uden eget ønske eller skyld, bliver afmønstret i fremmed havn, har man ret til fuld hyre, hotelophold og fri hjemrejse, så med de argumenter henvendte vi os til den danske generalkonsul (Carr) , som behandlede os pænt, men han forklarede os samtidig, at nok havde vi ret, men de andre havde magten, og med det in mente, blev vi installeret på ”Muinam”, et Ø.K.-skib, der også var oplagt. Det var kommet fra Østen.


Mad
Det eneste, vi manglede, var MAD, og det var årsagen til, at jeg kom til at lide af kalkmangel og mistede en tand. Vi havde ikke set mælk i tre måneder. Kød fik vi to gange fra frihavnen, da det ikke kunne holde sig længere. Første gang vi fik kød, havde vi sennep, som vi gav det et lag af. Det hjalp jo noget. Næste gang var det værre. Vor sennep var sluppet op. Smagen vil jeg forbigå i tavshed.
For at redde tanden skulle den have guldkrone på, og det kostede meget.
”Det finansierer jeg” , sagde vor maskinassistent, ” så kan jeg altid få pengene, når vi er kommet hjem”, - og sådan gik det.
Vort driverliv kunne den kinesiske besætning, som var om bord, ikke rigtig tage. Om det var deres skyld eller ej, ved jeg ikke, men pludselig kom der bud, at fra mandag morgen kl.0700 skulle vi tørne til.
Op igen til konsulen – samme svar, men vi kunne selvfølgelig selv bestemme tempoet.
På en måde var jeg glad for, at nu kunne jeg endelig komme på dækket, og så var jeg endda påmønstret som letmatros.
Men ak! Det varede kun kort. Den kinesiske messedreng var blevet syg. Så 1. styrmanden kom og bad mig om at overtage hans job. Det var ikke lige det, jeg havde regnet med, men han lovede mig, at jeg ikke ville komme til at fortryde det. Mit arbejde bestod blandt andet i, at jeg hver morgen skulle gå med hovmesteren, der var kineser, op til bageren efter en sæk brød.. Under deres samtale på fransk forstod jeg, at bageren spurgte om, hvor mange ekstra brød, han ville have udenom rationeringen.
”Åh”, sagde han, ”en fire, fem stykker!”
Så på vejen ned til skibet holdt vi hvil. Der spurgte jeg ham så, hvem de brød var til. Han svarede at dem måtte jeg da gerne få, - for ca. 2,50 pr. stk. Brødene fik vi derefter hver dag, for vi havde prøvet at gå sulten til køjs. Nu var det da overstået, så jeg kom i høj kurs ved dæksbesætningen. Samtidig fortrød jeg, at jeg havde skrevet hjem, at nu havde jeg fået mine tænder lavet, og manglede blot noget at bruge dem til.
Vi var efterhånden kun få, der var blevet tilbage, og som havde fulgt rederiets opfordring om at blive så længe som muligt dernede for at varetage danske interesser.
De, der gjorde det, ville bliver husket, når de engang kom hjem.
Jeg fandt aldrig ud af, hvad de mente med det.
Og dog – mine forældre fik brev fra rederiet, hvori kaptajnen, der var kommet hjem, havde udtalt sig rosende om deres søn osv.
Vore papirer var sendt ind for at få visum til hjemrejsen via Schweiz og Berlin til København. Inden vi begav os på hjemrejsen, blev jeg tilbageholdt af det franske politi i 47 timer, skønt der ellers skulle være faldet dom indenfor 1 time.
Men det er en helt anden historie, der handler om en person, hvis venskab ingen grænser havde, en af de helt rigtige – kunne 18 forskellige sprog, deraf de 10 perfekt – et unikum, en person som jeg stadig beundrer, selvom han stadig skylder mig 50 kr. + renter.


Hjemrejse
Endelig oprandt dagen, hvor vi fik visum for hjemrejsen. Vi var 5 personer:
2 maskinmestre, 1.styrmand, 1 matros og så mig. Vi skulle forlade Marseille, hvorfra vi trods havde mange minder, efter vort 13 måneders ophold. Vi skulle rejse ved midnatstid og efter et par timers kørsel, skifte i byen Valence. I ventetiden gik vi ind på stationen, for at købe en kop kaffe, og der fik vi minsandten mælk til. Mælk havde vi ikke set i 3 måneder, så vi kunne ikke lade være med at spekulere over fordelingssystemet – oh la la.


I Geneve
Vi ankom så langt om længe til Geneve – et paradis. Vi blev indkvarteret på et hotel med læsestue, skrivestue osv.
Da vi fem mand skulle ned at spise i en stue, der sagde spar to til det, vi var vant til, farer der pludselig en djævel i mig: ” Hvad siger I til en rigtig stor beskidt kotelet ?” og minsandten om ikke servitricen kom med 6 store koteletter til os. Vi tænkte nok alle:
”Hvem skal have den sjette”. Vi blev noget lange i hovedet, da servitricen snuppede den sidste og bar den ud., dog vendte hun kort tid efter tilbage, med et fadfuld nye, og så var vi lykkelige igen, og vor sult blev stillet for længere tid.
Senere forlod vi hotellet med en overdådig madpakke, som de havde smurt til os, med kærlighed tror jeg nok, sådan smagte den i hvert fald, da vi spiste den Tyskland på vej til Berlin.
Det var noget af en trist rejse til de tyske hovedstad. Toget standsede ved alle stationer, og der stod mange og tog afsked med deres kære. De var blevet indkaldt, selv om de var midt i halvtredserne. Det var juli 1941.


I Berlin
Vel ankommen til Berlin, hyrede vi en taxa til hotellet. Vi havde fået besked på, at vi skulle køre en omvej, da englænderne for første gang havde bombet Berlin, Efter forlydender med 10.000 brandbomber. Ingen skader. Den følgende dag henvendte vi os på det danske ambassade for at indhente oplysninger om spisning osv. Da vi sad der og ventede på foretræde og læste i nogle danske ugeblade, blev vi pludselig afbrudt af en hård militærbanken på døren. En ung mand kom ind med
”Heil Hitler-hilsen” iført korte bukser og sportsstrømper. Det var bare for meget for maskinisten. ” Hold da kæft, dit dumme svin”, sagde han og lod som om han læste noget meget spændende højt fra ugebladet. Det var ret dristigt gjort, og vi andre fik et billigt grin. Vi gik en tur ”Unter den Linden” og oplevede der, hvordan militærmusik og støvletramp ligefrem kunne få folk i ekstase. Folk marcherede med inde på fortovet for at følge soldaterne på vej mod Rusland og alle krigens umenneskelige strabadser.
På vej mod Warnemunde for at nå færgen til Gedser, tænkte jeg meget på de fire mænd, der i stedet for at tage over landjorden hjem, (på den franske regerings regning), tog hyre på et dansk skib i Le Havre for at sejle hjem til Danmark. Jeg havde også selv fået hyre om bord. Betalingen var god, og i den engelske kanal, skulle der kun sejles om natten, på grund af de engelske kanoners nærhed. Det gik nu anderledes end planlagt, for min gode ven gennem hele turen, kom hen til mig og sagde, at nu var det gået godt så længe, så skulle jeg ikke sætte livet på spil i den sidste uge, så han tog min hyre mod, at jeg lovede ham at gå op i Bredgade 40-42 med en hilsen til hans kone, som arbejdede på ”Baltica”, og sådan blev det.


I København
Vi ankom så til København torsdag aften, og om fredagen fik vi de fornødne ting ordnet. Jeg fik også hilsenen overbragt. Hun gav mig et stort knus og sagde: Nå! – ”sådan ser du ud”.
I toget fra København til Jylland fik jeg en vinduesplads, men da jeg så et flag vaje, gik jeg ud i gangen med tårer i øjnene, for at se på det.
Da jeg vendte tilbage, var min plads optaget af en rigtig nydelig pige. Der blev stor ståhej. De medrejsende sagde, at det var min plads osv. Jeg bad pigen blive siddende, da jeg hellere ville gå frem og tilbage og tænke over tingene, over hjemkomsten m.m.


HANS AASTED ER KOMMET HJEM
Da jeg stod på toget i Varde, for at køre mod Grindsted, stod min bror og tog imod mig. Han var blevet soldat og var på vej hjem på orlov. Det var noget af en overraskelse for os begge.
Min hjemkomst var noget for sig selv, og da det var overstået, gik jeg ind i soveværelset bare lige for at være alene. Da hørte jeg en dreng løbe gennem gaden råbende: ”Hans Aasted er kommet hjem”.
Da fik tårerne frit løb.

Det var en lørdag aften, jeg kom hjem, og hele søndagen gik jo nærmest med at modtage deputationer og besvare masser af spørgsmål, men jeg hørte for det meste, om de besøgenes oplevelser???????????
Om mandagen gik jeg så en tur i byen – ikke for at være mig selv – men for at møde gamle venner. Selvfølgelig gik turen bl.a. ind til Holger Købmand, som, da han så mig kylede en kurv mod mig. Jeg returnerede den omgående – en dejlig modtagelse.
Maler Weis kom også derind og sagde: ”Du kan starte i morgen”, og det gjorde jeg så.
Det arbejde stoppede brat efter ca. 2 ugers forløb. Da måtte jeg indlægges på Grindsted Sygehus, hvor jeg opholdt mig i 9 uger, på grund af underernæring, eller også var det den kraftige danske mad, der var en for stor omvæltning. Men alt endte lykkeligt! Det skyldtes nok ikke mindst den gode pleje, som jeg fik der. Tak for det!!!
Det var så min beretning fra 1939 til 1941 – således nedskrevet i februar 1992.

Hans Aasted (Petter)


Efterskrift
Mine venner fra Le Havre kom godt hjem, og jeg har ikke mødt dem siden. Jeg ved, at den ene blev kaptajn på Storebæltsfærgerne. Den anden blev tolder på en toldkrydser.
Inden jeg helt slutter beretningen, kan jeg oplyse, at det danske sømandsforbund efter krigsafslutningen anlagde sag mod den franske regering, fordi de havde nedsat vor hyre, fra engelsk til fransk standard. Dette meddelte rederiet mig, og jeg bad dem varetage mine interesser i den forbindelse.
Vor udmærkede udenrigsminister, Gustav Rasmussen, fik da også gennemført, at vi i 1948 – nøjagtig 7 år efter – fik en efterbetaling, der svarede til ca. 3 ugers løn.

  • Comments(0)//historier.skovlundsognearkiv.dk/#post10