Skovlund Historier

Skovlund Historier

Skovlund Sognearkiv

Lokalhistorie fra Skovlund og omegn.

Købmand Holger Nielsen II

LokalhistorierPosted by Niels Winther Monday, March 19 2007 13:48:09

Købmand Holger NielsenBlog Image Den 11. november 1906 åbnedes købmandsforretningen i Skovlund.
Johannes Nielsen kunne byde de første kunder velkommen – knægten var kun 20 år, og han måtte derfor have sin far, daværende manufakturhandler i Tistrup, Nis Chr. Nielsen til at lægge navn til på næringsbrevet.
Pessimister og sortseere eksisterede også dengang, forretningen blev spået en kort levetid.
Nu er der så alligevel gået 75 år – med mange dejlige arbejdstimer, mange glæder og kun få sorger ( dem lod vi kreditorerne om). men nu er den gal igen – sortseerne og de videnskabelige prognoser påpeger, at vores tid snart vil være udspillet, - der er slet ikke plads til vores type butikker mere.
Lad os nu se – senegræs er heller ikke nemt at komme til livs.
Vi tror og håber, at købmandsforretningen i Skovlund i mange år endnu vil være ” de glade kunders mødested”, og vi benytter lejligheden til at sige en dybfølt tak til de mange, der trods vore særheder – år efter år, har været med til at slide vore gulvbrædder.

I dagens anledning serverer vi
kaffe og småkager hele dagen.
Der er også et sukkerbolche til børnene.
Vi håber, mange vil kigge ind.


Det var dengang
Inden landmanden blev rigtig dygtig – brugte hverken gift, sprøjtemidler eller vandingsmaskiner, var der masser af vildt på markerne.
Det var ikke uanmindeligt, at vi fik indleveret 200 agerhøns den første dag jagten gik ind.
Vi blev ved med at tage imod til kl. 7 om aftenen.
I huj og hast fik vi pakket en avis om hver høne, puttet dem i papkasser, og så gik turen til Tistrup. Her blev vildtet sendt som letfordærvelige varer, og var fremme på Kødtorvet i København næste morgen.
Gamle Karl kom en gang med to harer, -
”Hvor har du skudt dem Karl?” – ”Li i æ røw” – svarede Karl.

Det var også sjovt at være købmand dengang.

Sådan var det at være købmand
Da forretningen startede i 1906, var vareudbudet noget anderledes end i dag.
Rengøringsartiklerne spændte over ganske få ting – blød sæbe, soda, hvid sæbe, (Marseillesæbe), evt. salmiakspiritus, blegvand og et vaskebræt. Vaskepulver og andre moderne produkter dukkede først op i midten af tyverne.

Kun for de rige
Toiletpapir var kun for de rige – vi havde jo Ribe Amtstidende og Hus & Hjem, så hvorfor det fråds.

Tøj af lærredssække
Til gengæld var kælder og lager fyldt op med spændende varer. Stpre tønder med lys og mørk sirup, eddike, sprit, svinetran, malefernis m.m. – Klipfisk lå i stabler med ca. 50 pund i hvert bundt – indpakket i jute sække. Der var masser af sække med mel, kartoffelmel, sukker, og alle grynvarer, samt fint og groft salt.
Sækkene med mel, salt og kartoffelmel var af lærred, og især de store hvide 200 punds sække var meget eftertragtede når vi havde tømt dem.
De var fine til lagner, duge, viskestykker, fodboldbukkser o.m.m.

Varerne skulle afvejes
Svesker blev leveret i trækasser med 25 pund fra Amerika. Det var ret almindeligt at købe 40-50 kasser ad gangen i forskellige størrelser. Grøn sæbe kom hjem i store træbaljer, senere zinkbaljer med ca. 120 pund i hver. Det tog lang tid for en lærling at få rutine i at smække to pund sæbe på et stykke pergament papir, ved hjælp af en lille jernspade.

Sirup
Lærlingen skulle også lære at salte kalveskind, pakke æg, vaske gulv og bone disk.
Arbejdet med at fylde sirup i flasker og spande var som regel yngste lærlings job, det var led! Især om vinteren, når siruppen var stiv af kulde. De fleste lærlinge har prøvet at blive kaldt til andet arbejde, midt under påfyldningen af en spand, og så noget efter komme tilbage til kælderen og konstatere, at spanden var løbet over, og gulvet sejlede af den brune stads – man kom til at hade sirup af et godt hjerte.

Mange ville være kommis
Trods alle besværligheder med faget, var der mange der gerne ville være kommiser.
De gik jo i hvide kitler og havde slips på, og så havde de den fordel, at de først opdagede de nye piger, og først fik kontakt med dem, efter de store flyttedage – første maj og første november.

Købmand under krigen

Rationeret – Ikke rationeret
2. verdenskrig og besættelsen fra 1940 gav købmændene mange grå hår og tyndslidte nerver. Når man var vokset op med en indstilling om god kundebetjening og et stort og godt vareudbud, og så pludselig blev stillet overfor, at det nu kun drejede sig om at skrabe så mange varer hjem som muligt, uden skelen til kvalitet, og så forsøge at lave en så retfærdig fordeling af de varer, der ikke var på rationeringskort, det kunne nok give søvnløse nætter.
Salget af rationerede varer mod mærker var ikke så slemt – der måtte ikke udleveres mere eller mindre, end hvad mærkerne lød på. Derimod var det vanskeligt at håndtere fordelingen af de varer, der fandtes i så små mængder, ar der ikke kunne laves almindelig rationering. Der blev lavet kundelister, hvor man ved gennemgang af gamle kontrabøger og hukommelsen forsøgte at finde ud af, hvem der plejede at købe mest sirup, kunsthonning, tobaksvarer, julelys, billigt juleknas, mere luksusprægede ting, og hvor mange medlemmer, der var i husstanden. Det var vanskeligt, og trods store anstrengelser gav det til utilfredse kunder.

Radioen
Radioen beslaglagde meget af vores tid – vi skulle jo høre de danske udsendelser fra England og Sverige, der foruden krigsnyhederne også jævnligt kunne meddele: Det forlyder fra velunderrettet kilde i København, at de og de varer ville blive rationeret fra på mandag. Så var det med at få varerne ud af huset, så kunderne havde et stødpudelager at tære på.


Ringere varer
Det faldt i Handelsminister Halfdan Hendriksens lod, gennem den tysk kontrollerede danske radio at give meddelelse om de mange forordninger og rationeringer. Han var meget dygtig til det.
Han kunne f.eks. da fedtprocenten skulle nedsættes fra 80 til 40% næsten få os til at glæde os til at få det nye produkt. Begrundelsen var at man havde fundet en lergrav, hvori leret var af en sådan beskaffenhed, at når det blev blandet med sæben, blev vore kvinder endnu smukkere end de var i forvejen.
Det har nok passet – de store årgange blev jo født under krigen. Eller når han kunne meddele, at der nu skulle klid i flormelet – vi havde slet ikke godt af at spise det hvide mel.
Det blev straks sværere for ham, da han skulle fortælle, at der ikke var mere hvede – og at rationeringskortene nu gjaldt bygmel i stedet.

Ingen nød
Der blev også udstedt forordning om at vore udstillingsvinduer kun måtte indeholde et meget begrænset vareudbud. De tyske soldater måtte ikke rejse hjem til Tyskland og fortælle, at vi havde mange flere varer, end der var i deres butikker. Det blev der lavet megen spøg med. En købmand satte to skåle i sit vindue – i den ene var anbragt en enkelt nød, og i den anden var anbragt et skilt med teksten ”Her er ingen nød”
En slagter havde skrabet et stort kødben rent for kød, og bagved anbragt et skilt:
”Vi har også nogle med kød på”
Efterhånden som tiden gik , blev vore butikker mere tomme og trøstesløse at se på – det eneste vi havde rigeligt af i Danmark var kuldegrader og uindbudte tyskere.

Kaffehandel 1921 – 1941
Som dreng var meget af mit arbejde at hjælpe ved kafferistningen. Senere blev jeg mere betroet og fik selv ansvaret. Det var slet ikke noget rart job.
Brænderen var en stor upraktisk ovn, hvori der var en kugleformet beholder. Kuglen kunne indeholde 15 kg. rå kaffe, og skulle med et håndsving køres rundt indtil bønnerne havde den rette kulør – et minut for meget kunne ødelægge hele brændingen.

Stort råvarelager
De rå kaffebønner kom fra Syd - og Mellemamerika, Java, Timor m.fl. I vores blanding indgik mellem fem og ti forskellige sorter, så råvarelageret skulle være stort. Der var tit 20-30 sække på loftet, hvilket i dag ville svare til en investering på ca. 60.000 kr.

Kaffeafgift
Også dengang havde staten økonomiske problemer, jeg husker at der først i 30´erne blev lagt en afgift på kaffe, så vidt jeg husker ca. 1 kr. pr. kg. , og alt hvad vi havde på lager skulle fortoldes.
1 kr. var mange penge, så vi vejede rå kaffe op i poser med 5 kg. nogle dage før forhøjelsen, og solgte rigtig mange sække. Bønnerne blev så senere tilbageleveret, og kunderne kunne aftage det sædvanlige ½ kg. og på den måde få friskbrændt kaffe til gammel pris, indtil deres beholdning var opbrugt.

Kaffehandel 1921 – 1941
Som dreng var meget af mit arbejde at hjælpe ved kafferistningen. Senere blev jeg mere betroet og fik selv ansvaret. Det var slet ikke noget rart job.
Brænderen var en stor upraktisk ovn, hvori der var en kugleformet beholder. Kuglen kunne indeholde 15 kg. rå kaffe, og skulle med et håndsving køres rundt indtil bønnerne havde den rette kulør – et minut for meget kunne ødelægge hele brændingen.

Stort råvarelager
De rå kaffebønner kom fra Syd - og Mellemamerika, Java, Timor m.fl. I vores blanding indgik mellem fem og ti forskellige sorter, så råvarelageret skulle være stort. Der var tit 20-30 sække på loftet, hvilket i dag ville svare til en investering på ca. 60.000 kr.

Kaffeafgift
Også dengang havde staten økonomiske problemer, jeg husker at der først i 30´erne blev lagt en afgift på kaffe, så vidt jeg husker ca. 1 kr. pr. kg. , og alt hvad vi havde på lager skulle fortoldes.
1 kr. var mange penge, så vi vejede rå kaffe op i poser med 5 kg. nogle dage før forhøjelsen, og solgte rigtig mange sække. Bønnerne blev så senere tilbageleveret, og kunderne kunne aftage det sædvanlige ½ kg. og på den måde få friskbrændt kaffe til gammel pris, indtil deres beholdning var opbrugt.


Fra købmandsgård til minimarked
Da købmandsforretningen i Skovlund for 75 år siden, var formålsparagraffen ”at drive handel med daglige forbrugsvarer i Skovlund og Omegn”, og derved dække lokalbefolkningens væsentligste behov. Skønt meget er sket siden den første åbningsdag, har vi ikke ændret ved dette.

Købmandsgården
I forretningens 75 årige historie, har samfundet undergået mange forandringer, og i takt hermed har vi forsøgt at tilpasse os de nye krav
Den første tid var forretningsformen ”Den gamle købmandsgård”, hvor alt kunne købes i små enheder – og hvor man også kunne købte sit afskårne pålæg hos købmanden, der havde pølser hængende på søm inde i forretningen – uden at krævede fliser fra gulv til loft.

Blandet landhandel
Efterhånden som tiden gik, ændredes forretningsstrukturen i form af mere specialisering, slagteren solgte kød, bageren brød, skomageren sko, gartneren blomster osv., hvorefter vi tog os af resten for at dække byens behov, det blev en blandet landhandel med kolonial og isenkram.

Minimarked
I takt med den almindelige forretningsdød, der desværre også har ramt Skovlund, og i vore bestræbelser for at følge med udviklingen, er vi i dag et typisk minimarked, der handler med homogeniseret mælk, vakuumpakket pålæg, dybfrossen fars og færdige middagsretter, småkager i varmlukkede poser, kulørte ugeblade, smarte gummeisko og meget, meget mere.

En blomstrende forretning
Sidste skud på stammen, og som adskiller os fra andre minimarkeder, er vor blomsterafdeling, hvor man ikke bare kan købe ugens buket eller potteplante, men hvor vi har afskårne blomster, og ved en uddannet blomsterbinders hjælp kan lave dekorationer og kranse. Vi sælger haveplanter og giver gode råd om pleje og lignende.
Denne del af vort virke blev etableret da gartneren lukkede, og det skal ses som et led i vore bestræbelser for fortsat at dække flest mulige af egnens behov.

Fremtidens butik
Hvordan udviklingen vil gå i fremtiden, både i samfundet som helhed, og Skovlund i særdeleshed, kan vi intet sige om, men vi vil fortsat holde et vågent øje med, hvad der rører sig, og gøre alt for at Skovlund ikke bliver en død handelsby!

Kilde: Jubilæumsskrift. Af Holger Nielsen.

  • Comments(0)//historier.skovlundsognearkiv.dk/#post14

Skovlund Ostekar

LokalhistorierPosted by Niels Winther Friday, March 09 2007 10:38:49

Blog Image

Fra virkefelt til skueplads…

Pladsen
Med gylden saks, borgerord og heltekvad blev den da - i sommeren 2002 værdigt viet til en ny æra - den gamle plads midt i Skovlund by, som i mere end 100 år har lagt ryg til opkomst af virksomheder med næringsvirke som mål til gavn for fordoms bondekultur og med andelsidéen som grundlag for økonomisk vækst i hele sognet og rummende plads for fremstilling, handel, håndværk og andet godtfolks virke.
Her groede sammenhold på trods af forskellige holdninger og interesser. Her kunne man aflæse de materielle aktiviteters styrke og vægt.Det var i landsbyens midte det hele begyndte og udvikledes. Blog Image

Historien
Det skovlundske næringslivs arnested i et helt århundrede - og intet mindre - har pladsen været. Som nabo til byens mølle fra 1878 byggede man i 1883 Skovlund Andelsmejeri på stedet, hvor sognets mælkeproduk-tion blev behandlet indtil nedlæggelsen i 1979. Mange om- og tilbygninger og strukturtilpasninger er set undervejs. I 1897 nedbrændte mejeriet til grunden. De seje hedebønder lod sig ikke kue, men byggede igen på tomten og sådan holdt de ved indtil fusionsbølgen små 100 år senere skyllede grundlaget væk.
1888 stiftedes Skovlund Brugsforening og fik et lejemål i et lille møllerhus som lå ved mejeriet og i forbindelse med Brugsen oprettedes der en Indlånsforening, hvor kunderne kunne få forrentet ledig kapital, men ikke kunne optage lån. Brugsen flyttede til sin nuværende beliggenhed allerede i 1894 og er senere ombygget. Indlånskassens afløser - Andelskassen - blev oprettet i 1916.
I 1906 var Skovlund Lokalforening en kendsgerning og fik til huse på pladsen ved mejeriet, et naboskab der varede indtil 1919 da jernbanen kom til byen og gav plads for et pakhus til ekspedition af korn- og foder-stoffer. Senere - i 1964 - fik byen andels-fjernvarme med midlertidig base ved mejeriet.
Som man ser har stort set alle sognets andelsselskaber deres opkomst på den gamle plads, der således er et værdigt historisk sted og som fortsat bør værnes. Blog Image

Redningen
Da mejeriet i 1979 ikke kunne være mejeri længere overtog Flenstedkoncernen grund og bygninger og indrettede konservesproduktion på stedet. I pagt med Flensted´s skik for orden og sans for god arkitektur fik virksomheden en overhaling der gjorde den værdig til byens bedste plads.
Årene gik og kravene til effektiv konservesproduktion kunne ikke længere opfyldes bag de gamle
mejerimure, hvorfor man - i 2001 - besluttede at fjerne bygningerne og udlægge hele pladsen til et kreativt åndehul til glæde og pryd for by og egn.
Med gode ideer fra Hedeselskabets anlægsafdeling tog fabrikant Ole Flensted nu hånd om sagen, hvori indgik intense forhandlinger med Ølgod Kommune, Ribe Amt og naboerne, Skovlund Andelskasse og ingeniør Bent Østergaard.
Resultatet kom til at fremstå i form af et anlæg med plæner, bede, stier, høje træer, et P-anlæg indrammet af et stengærde og en smuk flisebelægning .Ved indvielsen lød borgmesterordene: en epoke er forbi nu er fremtiden i borgernes vold. Blog Image

Ostekarret
Ole Flensted ønskede at føje en slutsten på værket,- et synligt minde om pladsens betydning i mere end hundrede forgangne år og en værdig hæder af de gamle hedebønder der i slutningen af 1800-tallet lagde grunden til den fremtid vi nu kender som fortid.
En henvendelse til billed-kunstneren Bjarke Regn Svendsen, med gode råd om at finde en kunstner med de rigtige ideer til at forme og sætte en støtte, resulterede i at Billedhuggeren Laila Westergaard, København kom på opgaven.
Resultatet ses nu på den gamle plads. Et ostekar i granit, hvor motiver fra egn og mejeridrift i sagn og myter, om fortid og nutid, dagligt virke og tidens gang mesterligt og tydeligt er mejslet i den bornholmske granit. I karrets hulning ser man en bevægelig vandkunst, som symboliser vallens overflade som den fordoms boblede under ostefremstillingen.Blog Image

Kunstneren
Samarbejdet mellem billedhuggeren Laila Westergaard og fabrikant Ole Flensted om ide og udførelse af en granitskulptur til pladsen i Skovlund udviklede samtaler og tanker, hvor også Skovlund Sognearkiv blev inddraget for om muligt at kunne levere historie, billeder og andet materiale med forbindelse til pladsen og det gamle mejeri. Det har været en god oplevelse at kunne følge arbejdet mens det stod på og samarbejdet med Laila Westergaard har været både medrivende og positiv.
Laila Westergaard er født i Lemvig i 1964 som tredje generation af en kendt billedhugger-familie.Hun er uddannet på Det Jydske Kunstakadami i årene 1985-89 og på Guzel Sanatlar Fakultesi, Istanbul 1989-90.
Laila Westergaard har gennem de sidste 10-12 år udstillet på en snes af de mest anerkendte udstillinger i Danmark, Sverige og Tyrkiet og en række skulpturer pryder mange uddannelses-steder, rådhuse, institutioner og kirker. Bl.a. kan man se Laila Westergaards udførelse af døbe-fonden i Gullesturp kirke (1998) og Bredballe kirke(2000).
Som et yderligere udtryk for Laila Westergaards anerkendte kunstkvalitet kan nævnes at hun har modtaget en række legater fra såvel private som Kulturministeriets fonde til studier og udstillings-virksomhed.
Med ostekarret er der føjet endnu en perle til rækken af fine værker under Laila Westergaards mejsel.Blog Image
Giveren
Ole Flensted - der er født i 1939 - kom sidst i tresserne til Skovlund med en skrællekniv i hånden. Iført hvid kittel og med hovedet fyldt af gode ideer for de næste 200 års udvikling gik han i gang med at opdyrke sit kartoffel-imperium, hvortil der senere er kommet en lang række grøntsags-ingredienser som grundlag for en virksomhed i rivende udvikling, med mange medarbejdere og arkitektonisk flotte fabriksanlæg beliggende i velholdte, parkagtige områder som pryder byen og egnen omkring Skovlund.
Københavneren, Ole Flensted besidder større lokalpatriotisme end nogen ”indfødt” og har således set det som en forpligtelse at skabe udvikling og trivsel på egnen, hvor de fleste hjem har tilknytning til virksomheden. Som formand for Skovlund Invest A/S har han været dynamo i en kraftig indsats for boligsanering, byggeri, rejsning af industrihuse og byens Børnehus. Han overtog og renoverede for år tilbage Skovlund Kro og overdrog den igen til privat drift og sikrede derved fortsat sognet et samlingssted. Han har skabt sognets oase: Byparken med legeplads, mødested, kroketbaner og stianlæg og har gennem årene afset store beløb til byens forskønnelse og fremme af egnens erhvervs- idræts- og kulturliv. Sporene har eftertrykkeligt og dygtigt sat Skovlund på landkortet.
Senest er det så blevet til anlæg af Skovlund bymidte, hvor kronen på værket udgøres af den unike skulptur: Ostekarret ,- igen en donation der må aftvinge respekt, beundring og taknemlighed.

Af Kaj Knudsen, Skovlund

  • Comments(0)//historier.skovlundsognearkiv.dk/#post13

Skovlund Missionshus

LokalhistorierPosted by Niels Winther Thursday, March 08 2007 11:34:47

1905 - 2005

Skovlund Missionshus i 1oo år. Af Kaj Knudsen

Blog Image

Den 13. december har Skovlund Missionshus fødselsdag. I 2005 er det noget særligt: huset fylder 100 år. Så længe har det ligget der på hjørnet af Nygårdsvej og Svinget med den klassiske placering, som nabo til kroen og med udsigt til sognets kirke. Her har det været base for og har dannet ramme om et levende kirkeligt arbejde for og med alle generationer og med rige åndelige og fysiske gøremål og hensigter.

Forud for 90-årsdagen skrev Lis Nielsen, Kornvangen bl.a. ” Normalt fejrer man ikke de 90 år, men vi venter til 100. Derfor kan vi jo godt markere dagen med lidt ”ekstra” - og det gjorde man så ved - som så ofte før - at samles, for i bøn, sang og tale at mindes de svundne år.

Nu er det igen alvor, det gamle hus og dets historie skal fejres og i det følgende lader vi blik og tanker gå tilbage og vil blade lidt i fordoms skriftlige beretninger i protokoller, avisudklip, kildeskrifter og meget mere og lade dem fortælle historien så godt det er muligt.

De mange vandbærere
Ved gennemlæsning af det omfangsrige stof møder man et væld af navne. Navne på ældre og unge, som gennem årene har brugt tid, kræfter og indsigt i at få arbejdet i de mange dele af organisationen inden for IM i Skovlund til at udgøre et helt virke. Man kan vælge at nævne dem alle med fare for at glemme nogen. Man kan vælge at nævne nogle få med fare for at have undladt andre, der har gjort sig lige så fortjent til en omtale i historien. I det følgende er navne stort set undladt, fordi korpsånden, fællesskabet og resultaterne vel tæller mere end den enkeltes indsats. Vil man endelig vide noget om navne og enkeltpersoner så eksisterer kildematerialet stadigvæk på arkiverne.

Skovlund Missionshus i 75 år
Under denne overskrift fortalte Ejnar Kruse (1906-2003) forud for husets 75 års fødselsdag i 1980 følgende ” Ønsket om et missionshus i Skovlund var for det første afstanden til Ansager og at sognet mere og mere delte sig i tre; men den egentlige årsag var den indremissionske vækkelse, som begyndte i 1880erne her på egnen.

I 1878 fik sognet en ny sognepræst, H. M. Hoff (der var kun én kirke i sognet: Ansager). Han havde før sin tid i Ansager været hjælpepræst hos Vilhelm Beck. Hans forkyndelse samlede flere og flere om søndagen, og især forstod han at samle de unge, ikke mindst sine konfirmander. I 1884 startede han en ynglinge- og pigeforening, som det hed dengang. Den talte en tid næsten 200 medlemmer.

I 1887 tilmeldte den sig til KFUM og K i Danmark. Ved starten tog han en personlig samtale med hver enkelt. En sådan aften formede sig som en bibeltime, lidt oplæsning og sang. De unge lærte nye sange, ikke alene åndelige sange - det var det mest - men også andre sange.

Hans kone var dygtig til at spille klaver, og hun var med i det hele. Bagefter fik de kaffe og én brun kage til.

Præsten opmuntrede de unge til at tage på højskole.

2. Stiftende møde hos Poul Mølby
I 1886 rejste pastor Hoff til Vallensbæk. Efter ham kom M. C. Madsen og han gik i Hoffs fodspor. Hans forkyndelse var endnu mere kraftig : om synd og nåde, omvendelse og tro. Det resulterede i en stor vækkelse i slutningen af 1880erne. I 1890 var der 200 medlemmer i M og K og mange af dem var fra Skovlund.

Ved århundredskiftet blev ønsket om et missionshus i Skovlund fremsat. I 1904 startede en indsamling, som indbragte ca. 3900 kr. I januar 1905 mødtes man til generalforsamling hos Poul Mølby (Adelvej 5) . Det vedtoges at gå i gang med byggeriet, og der blev valgt en bestyrelse. Den kom til at bestå af sognepræsten som formand det første år. Som næstformand valgtes Martin Knudsen, Lærkehøjgaard, endvidere valgtes Andreas Kristiansen, Lund, Niels Pedersen, Lund, Theodor Markussen, Skovlund, Hans Jessen Kristensen, Skovlund og Peter Kruse, Lærkeholt.

Huset blev bygget i sommeren 1905 med en lejlighed i den ene ende. For huslejen skulle lejeren passe huset. Det blev indviet den 13. december 1905 og de indsamlede 3900 kr. slog til.

Som formænd i de første 75 år virkede: Martin Knudsen fra 1906 - 1926. Horsbøl Lauridsen fra 1926 - 1946. Anders Dalgaard fra 1946 – 1970. I 75året: Elvin Jepsen fra 1970 - 1981.

Han afløstes af Peder Kruse fra 1981-1987. Peter Mølgaard 1987 -1989. Lis Nielsen fra 1989 - 1996 og fra 1996 har Anders Bang Pedersen haft formandsbestillingen.

Ikke alene høre ordet…
Huset er blevet flittigt benyttet til møder for både indre- og ydre missionsforedrag, basarer samtalemøder, vinterlejre og fester af forskellig art - og ikke mindst af KFUM og K. Der har været tider, hvor de benyttede huset tre gange om ugen, men så godt som alle aftener er der blevet sluttet med andagt.

Salmedigteren siger det sådan: ” Gud, lad os leve af dit ord, som dagligt brød på denne jord”. På salens bagvæg stod der malet disse ord: ”Salige er de, som hører guds ord og bevarer det”.

De mindede os om, at vi ikke alene skulle høre det, men prøve på at tage imod det og gøre derefter. Sætningen står der ikke længere - væggen blev tapetseret efter besættelsen, men vi vil prøve at huske på dem”.

Så vidt Ejnar Kruses beretning, - kort, men fyldig .

God festaften ved missionshusets 75-årsdag
Asta Kiilerich f. Lauridsen beretter fra fødselsdagsfesten den 11. december 1980, at der var mødt så mange op, at alt var optaget ved de pyntede borde. Formanden Elvin Jepsen bød velkommen til alle og til aftenens taler, generalsekretær i IM Verner Andersen, Fredericia. Det blev en virkelig god aften, hvor der veksledes mellem tale og sang. Mange tog ordet for at mindes tiden der var gået.

3.

En sang forfattet af Bente Jepsen til lejligheden blev sunget på melodi til:

Nu takker alle Gud.

Vi samlet er til fest
for huset her at ære
velkommen kære gæst,
vi ønsker du skal være.
Guds ord som givet er
til dagligt brød på jord,
det skal og lyde her
som i de mange år.


Vor gud vi takker dig
for huset som blev givet,
før os fandt slægter vej,
og mange her fandt livet.
Her taltes livets ord
af lægmand og af præst.
Folk kom fra hus og gård,
vi møder og til fest.


Også den gamle kakkelovn og karbid lampen blev mindet…
En af festens ældste deltagere Stinne Pedersen, Lillely, der i tiden fra1918 - 1928 passede huset sammen med sin gamle mor mindedes, at de ikke altid var lige gode venner med husets kakkelovn. Den ville undertiden hellere ose og ryge end give varme fra sig så salen ofte måtte luftes godt ud inden folk indfandt sig.

Man havde dengang fire store petroleumslamper i den store sal, og det skete undertiden ved møder og fester, at disse måtte skrues enten op eller ned, så hendes mor, Marie Pedersen , måtte op på en stol for at ordne det fornødne. En tid var det småt med petroleum, så var man nødt til at bruge karbid til belysning. Der skulle så hældes en bestemt mængde karbid i en beholder udenfor huset, men dette brændte kun nogle timer. Derfor hændte det at en taler ved et stort DMS stævne måtte sige AMEN, før han havde tænkt sig.

Også med kaffe kneb det en overgang. Så gik man over til at koge chokolade til festerne. Den blev hældt op i store mælkejunger i køkkenet, når den var kogt. Man fik så dertil rugbrøds-snitter med margarine på.

Også flere af dem, der havde passet huset gennem tiden blev mindet, bl.a. Marie Nielsen fra Lærkeholt . I hendes tid blev huset overtaget af tyskerne. Hun ville dog ikke flytte derfra, men boede dør om dør med dem i længere tid.. De gjorde hende heller ikke fortræd. Stinne Pedersen mindedes i det hele taget dem der har boet i huset og som har passet det godt.

Hun ønskede at forsamlingen stående skulle synge ”Fædrenes tro…” idet hun mindede om det kristne fællesskab, som hun også havde oplevet i en kirke i Amerika, hvor hun havde fået lov til at vælge sangen. Hun udtalte et ønske for os og den kommende at vore fædres tro ”dybt i vor sjæl skal evigt gro”.

4. Den store Vækkelse
Vækkelsen, der gik over sognet i 1880erne - som ovenfor omtalt af Ejnar Kruse - beskrives også af pastor M. C. Madsen, præst i Ansager 1884 - 1890 i et skrift : ”Fra mindernes væld”, som han forfattede i sin tid som emeritus og boende i Skovlund. Dels blev han opfordret til at beskrive vækkelsen af folk fra sognet og dels kom en lignende henvendelse fra pastor Asschenfeldt-Hansen, Gjern, der gerne ville udgive et værk om de stærke vækkelser i flere sogne i landet. ” Under disse omstændigheder har jeg ikke turdet sige nej, da jeg nok skønner, at sådanne minder om Herrens store gerninger rundt i vort folk kan have sin store betydning for hans riges sag”, skriver pastor Madsen.

”Fra mindernes væld” findes i privat eje hos en del familier i sognet og på arkiverne i Ansager og Skovlund. Andre brudstykker fra skriftet end de nedenstående er bragt i Ølgod Museums årbog fra 1999.

Pastor Madsen fortæller i sin beretning om den rige udvikling på så kort tid i Ansager sogn og nævner at der var stor forskel på nord- og østsognet . ”Førstnævnte var i høj grad sidstnævnte overlegent både i timelig og åndelig henseende, og for at øge og udvikle forståelsen der, indførte jeg eftermiddags gudstjenester i skolen i Stenderup hver søndag, og den åndelige berigelse betog dem mere og mere ” skriver han.

”Fra slutningen af 1860erne begyndte man at holde missionsmøder hos Maren og Jens Mølby på Mølbygaard, som stillede deres stuehus til fri afbenyttelse og gæstfrit hjem for Guds folk, efter at de begge i 1869 var bleven omvendt”, fortæller pastor Madsen og beretter videre at en missionær ønskede at holde et møde i Ansager sogn, - det var endnu mens pastor Hoff var præst. Det fik han lov til at holde på Mølbygaard. Et møde som blev den egentlige start på den store vækkelsesperiode. Senere blev der holdt møder i sognets skoler, men ønsket om et forsamlingssted blev stærkere og endte med at man i 1888 indsamlede 6000 kr. i Ansager og fik bygget missionshuset ”Tabor”.

Tilslutningen til kirkegangen var ved at overstige alle muligheder for at forsamles. Det var ikke ukendt at der til almindelige søndags gudstjenester var op mod 500 kirkegængere i Ansager. Engang udbrød smed Hansen fra Mølby : ”a er ve o blyw klemt ihjel a al dem folk i æ kjerk”.

I 1889 indvilgede godsforvalteren på Nørholm i at kirkens ejer ville bekoste en tilbygning til kirken med to sidefløje med pulpiturer og kirken kunne nu - godt pakket - rumme omkring 650 kirkegængere.

Tiden gik og befolkningen voksede i tal og behovet for samlingssteder i de tre sogne groede med. I løbet af årene op til 1910 stod der tre missionshuse og tre kirker i de tre sogne, som siden har dannet ramme og samling om sognenes kirkelige arbejde.

Kvindeforeningen - basarer
En af de sikkert ældste foreninger i Ansager Sogn er nok D.M.S. s kvindeforening.

Hvor de første optegnelser skriver sig tilbage til 1889. I starten virkede foreningen som sygeplejeforening, hvor en familie kunne blive medlem desformedelst 1 - én krone - i kontingent om året og derved blive sikret sygehjælp af en sygeplejerske, som foreningen ansatte. Samtidig ydede foreningen kontant hjælp til familier, der var i trang. Det kunne være under sygdom eller i forbindelse med julen.

5.

Det anføres at en sygeplejerskes løn i 1906 var på 25 kr. om måneden + 4,5o kr. i kostpenge.

Hun måtte ikke modtage personlige gaver når hun var i arbejde. For den pleje en familie modtog skulle der betales 50-75 øre om dagen til foreningen. Var nogen ikke i stand til at betale kunne foreningen bevilge gratis hjælp.

Foreningen skaffede midler ved afholdelse af årlige basarer, hvoraf den første blev afholdt i 1890 og indbragte 497,40 kr. Af dette beløb blev der, hvert år, afsendt et lige stort beløb til Indre Mission, D.M.S. og Santalmissionen på ca. 45-50 kr. Resten blev anvendt i Kvindefor-eningens hjælpearbejde i sognet. Foreningen har virket optil nyere tid og de årlige basarer afholdes stadigvæk. Efter oprettelse af sygekasserne og det offentlige sociale netværk har Kvindeforeningens arbejde været mere rettet med bidrag til missionsarbejdet på forskellige fronter.

I foreningens vedtægter står at ”enhver kvinde i Ansager Sogn kan optages som medlem når 6 af bestyrelsen giver sit samtykke dertil ”. Det skal nævnes som et kuriosum, at nok var det en kvindeforening, men i § 8 står der: ”til sekretær og regnskabsfører kan foreningen antage en mand”. Kvindeforeningen var en frugt af vækkelsesbevægelsen i Ansager Sogn og således tilknyttet IM.

Mange andre aktiviteter har fyldt huset
Missionshusets ældste aktivitet - foruden I.M.s - er vel søndagsskolearbejdet, som begyndte længe før huset skød op. IM var endnu i sin vorden. Allerede i 1882 boede der et ægtepar, Mette og Hans E. Vilhelmsen på et lille sted, hvor nu Skovlund Kirke ligger. Pastor Hoff i Ansager, der havde fået gang i et børne- og ungdomsarbejde i Ansager, opfordrede MetteVilhelmsen til at indbyde børn i Skovlund til søndagsskole i det lille hjem. Det var før hun selv fik børn. Stuerne var små og møblerne få. Pastor Hoff lavede imidlertid små borde og bænke til Mette og her sad børnene så tæt pakket.

I 1888 er Skovlund Søndagsskole registreret i ”Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler”, der var stiftet 1883. Der kom mange børn i søndagsskolen og omkring 1890 flyttede den til den gamle skole (Hovedgaden 12). Da missionshuset senere blev bygget fik søndagsskolen sit naturlige tilhørssted her og har haft det så længe den har bestået som sådan. I nyere tid er søndagsskolen blevet til fredagsklubben og i 1998 kunne den fejre søndagsskolernes 110 års jubilæum. I Lund havde man egen søndagsskole og indtil nedlæggelsen af Lund Skole i 1962 blev der holdt søndagsskole der. Herefter kom børnene fra Lund skoledistrikt med i arbejdet i Skovlund.

KFUM
Arbejdet med de unge har fyldt meget i IM s arbejde og med missionshuset som ramme og base har arbejdet haft gode vilkår. KFUM i Skovlund blev stiftet den 20. januar 1910. Af medlems bogen fremgår at medlemstallet i mange år var konstant på omkring 40. Et halvt hundrede år senere var der omkring 30 medlemmer i foreningen og nedgangen fortsatte. Det afspejler udviklingen i samfundet i øvrigt. Med færre unge på landet fulgte foreningsafmatningen i mange sammenhænge, - en tendens som alle har måttet bøje sig for; men som således har ført til andre samarbejdsformer på tværs af holdninger. Det gælder bl.a. på idrætsområdet.

6.

KFUK i Skovlund blev stiftet den 8. februar 1910, altså en lille måned efter KFUM, men medlemstallet var betydelig højere hos kvinderne, der i flere år mønstrede over 50 medlemmer. Også her var medlemstallet vigende med årene.

Sangkor i KFUM og K
Allerede i 1920 oprettede de to foreninger et sangkor med pastor Bachevold, Skovlund som dirigent. Han rejste snart efter fra egnen og fra 1922 -1933 var førstelærer Johs. Poulsen Vad, Lund skole, korets dirigent. Herefter blev arbejdet henlagt og blev først genoptaget da Pastor J.J. Rossel kom til Skovlund som præst, han dirigerede koret indtil 1947. Deltager tallet svandt ind og man fandt ikke belæg for at fortsætte. På Skovlund sognearkiv opbevares korets dirigentstok, der er udført i sort ibenholt og belagt med elfenben. Det menes at Johs. Poulsen Vad fik stokken overrakt da han havde været dirigent i 10 år.

Husflidsforeningen
KFUM s Husflidsforening blev på mange måder banebrydende for den senere sløjdundervis-ning på Skovlund Skole. En nyoprettet afdeling under KFUM fik lov til at indrette et husflidslokale på skolens loft. KFUM anskaffede værktøj og høvlebænke, som skolen så måtte bruge i undervisning af børnene i skoletiden. Til gengæld sad husflidsfolkene gratis til leje på skolen. Foreningen fik et lån i Skovlund Andelskasse på 700 kr. - at afdrage i 10 år - til anskaffelse af diverse materialer.

Husflidsforeningen under KFUM så dagens lys på et møde, der blev afholdt på Skovlund Hotel den 4. oktober 1935. Her havde man indkaldt til et orienterende møde med kunstmaler Skov, Bramming som taler. Mødet resulterede i nedsættelse et udvalg, der hurtigt efter barslede med vedtægter og beslutning om at oprette foreningen under KFUM s ledelse.

Protokollen meler om at man underviste i 155 timer hver vinter. Deltagerantallet lå om- omkring 45 og endnu i 1960 meldtes der om ca. 35 deltagere. Vinterens arbejde sluttede altid med en udstilling af arbejdsresultaterne i hotellets sal. Der var kaffebord, taler og man sluttede med andagt.


Idræt og KFUM og K
KFUM og K s idrætsforening blev stiftet den 8. maj 1922. Dens formål lyder sådan: ”Foreningens formål er at samle de unge til god idræt ledet i kristelig ånd”. Videre i § 2 :” Al banden og usømmelig tale på idrætspladsen må ikke finde sted ”, - og endelig i § 3 : ”Der sluttes på øvelsesaftenen med andagt eller sang ”. I § 4 lød det: ” Al kamp såvel som al spil må ikke finde sted om søndagen ”. Denne § blev ændret i april 1945 til: ” foreningen kan ordne enkelte kampe og idrætsstævner om søndagen, uden for kirketiden i samråd med KFUM s ledelse”.

Foreningen beskæftigede sig fortrinsvis med fodbold. I 1931 oprettedes en gymnastikafdeling under KFUK s ledelse. Her varetog man gymnastikken og senere håndbold.

I forbindelse med oprettelsen i 1922 anskaffede man en fane, der nu befinder sig på Skovlund Sognearkiv til opbevaring. KFUM og K s idrætsafdelinger fungerede indtil 1987, hvor aktiviteterne blev overført til Skovlund Idrætsforening

7.

KFUM og K spejdere i Skovlund
Lørdag den 11. juni 1944 samledes repræsentanter for KFUK for at overveje oprettelse af et spejderarbejde i Skovlund. Allerede ugen efter samledes man igen for at aflægge spejderløfte og påbegynde arbejdet. Det ser ud til at man i første omgang begyndte med pigespejdere. Senere - i 1949 - kom også drengene med. Lokaleforholdene blev de første år klaret ved benyttelse af et tomt loftsrum på skolen.

Først i 1965 fik spejderne egne lokaler, idet man fik mulighed for at erhverve et areal på Nygårdsvej med et påstående tidligere hønsehus. Grunden, der var på 17oo m2, kostede 7300 kr. som man betalte med 23oo kr. kontant og resten lod sælger henstå til afdrag i ti år og med 6% i rente. Skødet er underskrevet d. 19. december 1965.

Senere er ”hønsehuset” omdannet og renoveret til et gedigent center for spejderne med masser af udfoldelsesmuligheder.

Spejderarbejdet har eksisteret siden og vist sig levedygtigt. Ved mange lejligheder er arbejdet gået i spand med forskellige arrangementer i missionshuset, hvis grundlag førte til oprettelse af KFUM og K spejderne i sognet.

Soldaterarbejdet
KFUM s soldatermission udfører et stort arbejde i Ansager-Skovlund området og er en del af bevægelsens virke. Der skaffes midler gennem indsamlinger og salg af lodsedler. Soldatermissionen driver omkring 25 soldaterhjem i Danmark. Midlerne hertil - ca. 20 mill. Kr. (1990) - skaffes hovedsagelig ad frivillig vej, og suppleret med offentlige midler. Støttekredsen : ” Soldatens venner” har omkring 25.000 medlemmer i alle aldre og fra alle grupper i samfundet. I missionskredsene landet over arbejdes der ihærdigt med indsamling af midler og støtte til soldaterhjemmene.

Huset
Det er Skovlund Missionshus det drejer sig om. Huset har nu stået i 1oo år og af ovenstående fremgår det - vel kun svagt, men alligevel - at huset og hvad det har været ramme om - har haft mange fornemme opgaver i de 100 år der er gået.

Selve huset - murstenene om man vil - har ikke skiftet ret meget udseende gennem tiden. Det er tilskødet Indre Mission i Danmark, men det passes og plejes og vedligeholdes af IM samfundet i Skovlund og det har medlemmerne gjort godt og med omhu. Huset mangler aldrig omsorg eller tilsyn.

Forud for dets 70 års fødselsdag skrev Asta Kiilerich: ” det ydre er ikke meget forandret, men indeni er der sket flere forbedringer”. Hun omtaler en større ombygning omkring 1957, hvor mange ”kloge” hoveder og ”ivrige” hænder i fællesskab gjorde store forbedringer mulig. ” Nu er det tid igen ”, skriver A.K. ” Efter 70 år trænges der til en opfriskning. Loftet skal sænkes. Der skal isoleres og vinduer skal tættes, så en eller anden ikke sidder og får en kold skulder af trækvinden, og der appelleres til frivillige hænder og deres medvirken ”. Eftertiden viste at de kom og bidrog. Også efter krigen, hvor tyskerne havde invaderet huset, trængtes til kyndige hænder og god vilje og de var der med det samme.

8.

Senest har huset igen fået nye vinduer og facaden fuget. I mange år har lejligheden stået uden beboer, men i en årrække har den fungeret som kirkegårdskontor, - en god udnyttelse af lokalet og en passende beliggenhed for brugerne, - så længe det varer.

Der er god grund til at ønske Skovlund Missionshus og dets brugere et stort Til lykke med de hundrede år. Der vil stadig være brug og behov for dets beståen og for det liv der på mange hånde vis udfoldes i huset og på dets præmisser.


Der sker altid noget

som Bente Jepsen beskrev det i endnu en sang forfattet til Missionshusets fødselsdagsfest for 25 år siden.

Melodi: Der er noget i luften…

Der sker altid noget
her i vores hjem,
og altid så gæstfrit
står døren på ”klem”.
Børn samles i Klynge
for sammen at synge
og høre Guds ord,
så gerne de hører.
om farvede børn rundt på jord.


Om vinteren holdes
der møder på rad,
og mennesker lytter
får åndelig mad,
der gerne vil høres,
men når det skal gøres,
så let er det ej.
Vi aldrig er færdig
nej, altid på vej.


I tiden som kommer
vi ser her et syn.
At mennesker strømmer
fra land og fra byen.
Vi her Gud vil ære,
han nær os vil være
i dagene frem.
Besøg os, o Herre,
ja, kom og velsign du vort hjem.

  • Comments(0)//historier.skovlundsognearkiv.dk/#post12

Min barndoms kirke

LokalhistorierPosted by Niels Winther Saturday, March 03 2007 19:29:54

Min barndoms kirke… af Karen Kristensen

Karen Kristensen, født 01.02.1892 som datter af Ane og Knud Kristensen, Lærkeholt (Tistrupvej 18). Var uddannet i hatte - og modebranchen og drev fra Borgergade 3 i Skovlund, hatteforretning og senere bog - og papirhandel indtil 1961. Karen Kristensen udstrålede personlighed og varme og venlighed. Hendes store viden og indsigt gjorde hende til en klog og vis kvinde, hvorom der stod stor respekt hos alle generationer. - I forbindelse med Skovlund Kirkes 70 års jubilæum i 1975, skrev den dengang 88 årrige Karen Kristensen om sin ”barndoms kirke” og sognets kirkelige liv, som det formede sig omkring hendes konfirmationsalder i 1906. (Kaj Knudsen)

” Når vi nu vil genkalde os noget af, hvad der skete, da vi fik kirke i Skovlund, så er det nærliggende også at se lidt på, hvordan vi havde det før, i tiden forud. I vort store sogn var der kun kirken i Ansager, men den var da også godt besøgt. Efter århundredskiftet begyndte man at stille krav om bedre kirkebetjening. Indbyggerantallet voksede overalt i sognet, og tanken om to kirker mere i sognet, - én i Stenderup og én i Skovlund - begyndte at tage form. Ansager kirke er som mange af de gamle kirker meget skøn, indvendig og udvendig. Den tilhørte jo stamhuset Nørholm, bærer dettes bomærke, en Trane på tårnet. Godset ejede i alt syv kirker, der alle kan kendes ved Tranen på kirketårnet.

Godset stod for disse kirkers vedligeholdelse. Ansager kirke er for længst gået over til selveje, og har gennem tiderne gennemgået flere udvidelser og restaureringer, men altid er den oprindelige stil og skønhed bleven bevaret. Kunstmaler Lauridsen Thomsen, Ansager, der var uddannet i kirkekunst gjorde der et meget værdifuldt arbejde. Hvor har de været heldige med den sidste store og nyafsluttede restaurering. Jeg har altid syntes at alterbilledet med Lazarus opvæk-kelse giver hele kirkerummet en tryghed og ro. Og prædikestolen med de smukke farverige træskærerarbejder i renæssance stil er dejlige. De tre gamle helgenbilleder, - træskærerarbejdet fra den katolske tid, som man knap nok ved, hvad forestiller og som Nationalmuseet har restaureret - vidner om tidløs tilbedelse. I ethvert gammelt kirkerum er der for mig en egen atmosfære, for det er jo en virkelighed, at her har utallige slægter søgt hen i glæde og i sorg og i tak, for at hente styrke til vandringen undervejs. Og tænk på kirkeklokkens klang. Vi kommer jo her ved livets begyndelse, og den sidste omsorg må også få her.


Ja, det var dejligt at komme i kirke i Ansager, vi kørte jo i fjedervogn sommer og vinter, ofte gik vi jo da. Og dette havde den fordel, at så tænkte man ikke så meget på polstrede kirkebænke,- en siddeplads var nok. Der var et godt fællesskab i kirken i det store sogn. Også degnen, lærer Petersen bidrog meget til at gøre gudstjenesten højtidelig, han sang med meget inderlighed og glæde, og imens gik han op og ned ad kirkegulvet. Men alt ændres jo som tiderne skifter, også en del af gudstjenestens form. - Tidligere var det ligesom mere farverig, skønt den tid var mere præget af ro og enkelhed. En del af præstens løn bestod i det såkaldte højtidsoffer.


Til jul og påske blev der sendt offersedler ud til hvert hjem i sognet, hvide sedler til præsten og røde til degnen. Mandens navn stod jo på seddelen og vi skolebørn skulle bringe dem ud. Så lagde folk en krone eller nogle små mønter i og juledag blev der lagt en pakke på alteret. Om ikke for andet, så skulle manden da helst til kirke på høj helligdagene for at ofre. Men juleaften var der ikke gudstjeneste, for der var jo ikke lys i kirken. Juleaften var alene hjemmets aften, ikke med gæster, udover, hvis børnene var hjemme på ferie.


Før bryllupper blev der tillyst fra prædikestolen, brud og brudgoms navne og bopæl blev nævnt,. men det er jo ikke så længe siden den skik er bortfaldet. Til bryllupper var der gene 8-10 brudepiger og brudesvende. De kom ind i kirken foran brudeparret. Disse, samt brudefolkene skulle også lægge mønter på alteret. Det hele var jo ganske interessant.


Ved barnedåb skulle mor og barn samt gudmoderen vente i våbenhuset mens vi sang den første salme. Derefter gik præsten ud til dem og læste nogle skrift ord til moderen. Så fulgtes de ad ind i kirken, men jeg tror ikke at dåben nogensinde foregik før efter prædikenen.


Det kunne jo godt være en kold affære at køre i åben fjedervogn om vinteren. Hvis man ville til alters skulle man meddele det til præsten eller degnen en dag i ugen før. Det kaldte man at blive tegnet til alters. Om søndagen skulle man komme til skriftemål, der begyndte ca. et kvarter før gudstjenesten. Præsten holdt en lille skriftetale og vi gik op til knæfaldet, hvor præsten læste skrift ordene. Senere, efter prædiken gik vi igen op til knæfaldet og det foregik på samme måde som det stadigvæk gør.


Konfirmationen var jo langt mere personlig end det bruges i dag. Det var ikke let med alle de skriftsteder og salmevers, men hvor var det af stor værdi senere. Konfirmandforberedelsen var jo samlet for hele sognet i Ansager. Vi gik jo derhen og vi skulle ikke i skole den dag. Jeg tror ikke, at vi tænkte på, at det kunne være anderledes, for det var da ellers en lang vej at gå om vinteren. Ingen af os ejede en cykel (1906). Jeg fik én året efter at jeg blev konfirmeret, der var rigtig nok noget at sige tak for.
Jo, fremskridt var på vej. Jeg tror nok, at vi der blev taget med i kirke i Ansager, - ”som barn med det solrige øje” - stadig synes at vi hører til der, - også.


Dog, hvor blev alt godt med sådan en god og smuk og tidssvarende kirke i Skovlund. Lærer Kristensen sagde ved tid, da den skulle tages i brug, at nu syntes han da, at vi her skulle være så moderne, at sætte os familievis i kirken, og ikke som vi gjorde i Ansager, med mænd og kvinder i hver sin side. Hvor blev der gjort meget trofast, godt og uegennyttigt arbejde før vi nåede så vidt. For os var det en god stund at vi fik vor egen kirke”.
(Beretninger vindes som lydfil, med Karen Kristensen, på Skovlund Sognearliv).

  • Comments(0)//historier.skovlundsognearkiv.dk/#post11

Skovlund Andelsmejeri 1883 - 1933

LokalhistorierPosted by Niels Winther Thursday, March 01 2007 00:32:12


SKOVLUND ANDELSMEJERI
1883 - 1933

Blog Image
EN MØRK EFTERÅRSDAG i året 1882 stilede mændene fra Ansager nordre sogn deres gang mod Skovlund Skole.
Skolen lå dengang i stille ensomhed – der var ingen by dengang, der omkransede skolen. Kun ganske få år før var skolens legeplads overgroet lyng.
Noget nyt havde fanget interessen…. Det hed sig, at nu kunne bondesmør koste lige så meget som herregårdssmør – når man bragte mælken sammen og lod den behandle i fællesskab. Hidtil havde det bedste bondesmør ligget en tredjedel eller mere under herregårdssmørret. Selv om der var mange tvivlere med hensyn til muligheden for et sådant samarbejde, har det alle dage ligget således for de praktiske vestjyder, at når der var udsigt til at ”hole” noget, skulle de nok være med.


Hjedding Mejeri i Ølgod havde til trods for alle begyndervanskeligheder i sit første halve år bevist, at tanken om fælles drift var gennemførlig.
Der boede ved den tid på Skovlund Mark en husmand ved navn Ole Kristensen, der var bror til formanden for Hjedding Mejeri, gårdejer Niels Kristensen, Pedersborg. De to brødre drøftede nok mejeri hver gang de var sammen. Al denne mejerisnak endte med, at Ole Kristensen henvendte sig til den mest formående mand, vi havde i nord-sognet, den unge lærer Jens Kristensen, som i 3 år havde været lærer ved Skolen.


De to mænd blev enige om at sammenkalde beboerne til et møde og der drøfte mejerispørgsmålet. De fik formanden for Hjedding Mejeri, Niels Kristensen, Pedersborg, og bestyreren Stilling-Andersen, til at møde og give de fornødne oplysninger om organisationen og om hvorledes sagen skulle gribes bedst an. Som 16-årig deltog jeg i mødet på min mors vegne, og det er mit indtryk, at de to fremmede ikke greb forsamlingen i kraft af deres veltalenhed, men ved den jævne, forsigtige og ligefremme måde, de fremstillede sagen på – som noget nyt og til dels uprøvet. Det gjorde et godt indtryk og én realitet kunne de fremholde, nemlig at de havde opnået en smørpris, der fuldt ud stod på højde med herregårdssmørrets.


Mødet resulterede i, at der skulle forsøges en tegning af interessenter, og dersom der kunne nås en tegning af 400 køer, skulle der indkaldes til den stiftende generalforsamling.


Den 3. januar 1883 holdtes stiftende generalforsamling. Der var tegnet 75 andelshavere med godt 500 køer. Love vedtoges og som mejeriets første bestyrelse valgtes: lærer Jens Kristensen, husmand Ole Kristensen begge Skovlund, gårdejerne Jens Bertelsen, Mølbygård, Hans Knudsen, Lærkeholt og Søren P. Jensen, Ålling. Den førstnævnte blev formand og kasserer og var indehaver af bestillinge til 1908. DEt første Aar var Peder Ravn fra Hjels Bestyrer og hans løn var 400 kr. + Kost + Merpris for det, Smørret kostede over Grosserersocietetets Topnoterinng. Som Udtryknfor, hvor beskedne Lønningerne var den gang, skal det anføres, at første Undermejerist med 20 kr. maanedlig, anden undermejerist med 5 kr. maanedlig og Eleven med 25 kr. for et Aar. Husbestyrerinden fik 60 kr. for et år. Alle havde tillige kost og logi.


Det første regnskab, der omfattede 10 måneder og 18 dage, viser at der da behandledes i alt 1.287.168 pund mælk og omsætningen var 52.219 kr.

Til sammenligning anføres:

- - - - - - - - Mælkemæn. - - Omsætning
1888 – 89 - 2,188,015 - - - 81,000 kr.
1894 – 95 - 2,808,740 - - - 86,672 kr.
1899 – 00 - 3,174,057 - - -116,824 kr.
1904 – 05 - 4,441,590 - - -156,588 kr.
1908 – 09 - 5,017,688 - - -198,062 kr.
1914 - - - - -5,848,112 - - - 263,930 kr.
1919 - - - - -1,969,773 - - - 358,820 kr.
1924 - - - - -7,089,688 - - - 783,725 kr.
1932 - - - - 10,056,146 - - -385,754 kr.

Mejeriet begyndte med to Burmeister-centrifuger, der hver skummede 300 pund pr. time. Arbejdet i mejeriet var besværligt den gang. Kuskene satte vognene uden for mejeriet, og mælken skulle slæbes gennem dørene ind i mejeriet, vejes og løftes op i en beholder over centrifugen. Der fandtes ingen stigerør den gang, men mælk og fløde måtte transporteres ved håndkraft inde i mejeriet, og skummetmælken slæbes ud på vognene igen. Mælken stod på vognene natten over, og først dagen efter kom den tilbage til leverandøren, hvad bl.a. medførte, at den om vinteren kunne bundfryse i spandene. Om sommeren leveredes mælken to gange om dagen.


Den 1. maj 1884 overtog daværende gårdejer N.P.Nielsen, Ålling bestyrerpladsen og var indehaver af stillingen til 1. november 1890. Efter at han i 1903 var flyttet til sin gård i Ålling, har han været medlem af mejeriets bestyrelse i 25 år.
Gårdejer Peter Kruse, Lærkeholt og gårdejer Rasmus Jensen, Ålling har begge siddet i bestyrelsen i over 25 år. Desuden har følgende haft sæde i bestyrelsen i kortere eller længere tid: gårdejerne Kornelius Thomsen, Hoddeskov, Bahne Kruse, Skovlund, Niels Guldager, Lund, Jens Albæk, Ålling,Jørgen Uhd, Uddegård, Bertel Mølby, Mølbygård (desuden revisor i 25 år), Bærtel Strebøl, Bondebo (desuden revisor i 30 år), Povl A.Mølby, Lærkeholt, Rasmus Rasmussen, Skovlund(fra 1907 formand og kasserer 1908 til 1933, Jørgen Haahr,Galtho, Jens Kristensen, Krongård, N.H.Guldager, Lund og Kr.P.H.Kristiansen, Lund.


Den nuværende bestyrelse består af: Peter Helth Hansen, Lund (formand), gårdejerne Jørgen Thomsen, Ålling, John Uhd, Uddegård, Thomas Thomsen, Tyndkjær og Niels Madsen Nielsen, Lærkeholt.
Der har således ikke ofte i de halvtreds år været personskifte indenfor mejeriets ledelse, og det er sikkert enestående i dansk mejerihistorie, at et mejeri gennem 50 år kun har haft to formænd. Dette viser en enestående trofasthed og et eksemplarisk sammenhold mellem leverandørerne.


I kortere tid har følgende været bestyrere på mejeriet: P.Iversen, Lindbjerggård, Kr. Bjerg, Trelde, Landbrugskandidat P.Nielsen, Skovlund, A.Møller, Spørring og endelig den nuværende bestyrer O.Olsen, der har forestået mejeriets drift siden 1. maj 1906.


Den 7.november 1897 kl. 4 om morgenen nedbrændte mejeriet til grunden. Hvorledes ilden opstod blev aldrig opklaret. Politimesteren undersøgte selv brandtomten og kom til det resultat, at ilden var opstået fra en revne i skorstenen. Men da han kom hen i skolen og dikterede dette til protokollen, protesterede lærer Kristensen mod denne hypotese. Og ved en ny grundig undersøgelse viste det sig også, at revnen kun forefandtes i pudslaget. Politimesteren dikterede derefter videre til protokollen ” men som dog ved en mere indgående undersøgelse viste sig ingen revne at være”.


Efter en del forhandlinger om at flytte mejeriet til en anden plads, vedtoges det at rydde grunden og opføre mejereiet på samme plads. Det opførtes fuldt monteret for 20.800 kr., men desværre med alt for lidt plads alle vegne, hvad der senere måtte bødes for.


I slutningen af februar 1898 var mejeriet atter i stand til at behandle mælken – i den siden branden forløbne tid, havde leverandørerne været henvist til at levere mælken til nabomejerierne.
6 leverandører fra Hoddeskov udtrådte af Skovlund og gik til Hodde Mejeri den 1.juni 1898.


Efterhånden som mælkemængden steg, blev forholdene i mejerilokalerne alt for små, og i 1911 foretoges der en betydelig udvidelse. Grunden, mejeriet lå på, var lejejord. Grunden var da også efterhånden blevet alt for lille, og samtidig med, at byen voksede, steg jordpriserne, hvorfor det besluttedes at købe grunden og samtidig yderligere et areal til brug ved udvidelser.

Blog Image
Mejeriet udvidedes nu ved at inddrage bestyrerboligen til mejerilokaler og bygge et nyt fritliggende beboelseshus til bestyreren. Mejeriet forsynedes med nye tidssvarende maskiner og apparater, en ny dampmaskine, kærneælter, køleanlæg og elektrisk lys.
I 1929 gik man atter til en udvidelse. Mælkemængden var nu omtrent fordoblet siden 1911, så det hele var atter for småt. Mejerilokalet byggedes sammen med beboelseshuset og det gav plads til gerberrum, syremælk, butik, et større kølerum, og kærnelokalet blev således udvidet, at der blev anskaffet en kærneælter mere. Over disse lokaler støbtes et stærkt jernbeton-loft, på hvilket der blev plads til to store jernbeholdere, som hver skulle rumme 20.000 kg syrnet mælk, og desuden en jernbeton-vandbeholder , der skulle rumme 15.000 kg. Der opførtes samtidigt et baghus, hvor der er bade-, vaske-, material-og brændselsrum og hønsehus samt hestestald. Ovenpå to værelser til undermejeristerne. Centralvarme blev indlagt både i mejeribstyrer-lejligheden og hos undermejeristerne.


Mejeriet begyndte at skumme med to centrifuger, der hver skummede 300 pund i timen. Nu står der to Titan-centrifuger, der hver skummer 10.000 pund i timen.


Der er nu 131 andelshavere mod 75 da mejeriet begyndte. Dette er hovedpunkterne i udviklingen på mejeriet i de forløbne 50 år.
Gårdejer Niels Ebbesen, Skovlund har leveret mælk til mejeriet gennem alle 50 år – vistnok et enestående tilfælde.

SKOVLUND ANDELSMEJERI har været et meget betydende led i den mægtige udvikling der er foregået i det svundne åremål indenfor Ansager nordre sogn. Omkring mejeriet er der nu samlet en by med kirke, skole, jernbanestation - en anselig by med mange næringsdrivende. Fra til dels hedeegn er landet nu forvandlet til frugtbare marker, der ligger smukt og skærmet mod vinden af plantninger ved gårde og skel.

Juni 1933 RASMUS RASMUSSEN


  • Comments(2)//historier.skovlundsognearkiv.dk/#post9

Guldsmeden

LokalhistorierPosted by Niels Winther Sunday, February 25 2007 13:06:54

Agner Nielsen f.16.02.1912 i Skanderborg, og hustru Nanna Nielsen f. Vinge 01.10.1912 i Bork Blog Image

Agner Nielsen kom til Skovlund i 1938 som sælger og montør for Alfa Laval malkemaskiner, et produkt der var i rivende udvikling sidst i 30erne. Familien boede til leje i Hovedgaden 12. I 1941 købte han smedeforretningen i Borgergade 19-21 og drev her en blomstrende smedevirksomhed, indtil han solgte i 1985. I samarbejde med Ansager Dyrehospital udviklede han et operationsbord til brug for større dyr. Det medførte, at han senere fik en ordre fra Landbohøjskolen i København om levering af et tilsvarende bord. Agner Nielsen var en driftig erhvervsmand, som deltog ivrigt i byens og egnens mangeartede liv, såvel fagligt som kulturelt og han var stærkt opmærksom på byens udvikling og trivsel.

Nanna Nielsen var aktiv i forretningen i alle årene og tog ivrigt del i byens foreningsliv på mange fronter.

Der stod dyb respekt om Agner Nielsen som håndværker, men han havde også ord for at skrive store regninger,- for store synes mange på egnen – og det godmodige folkevid gav ham tilnavnet : Guldsmeden.

En landmand fra Lærkeholt sagde engang at han altid vendte hovedet den anden vej når han passerede smedien på Borgergade, han var bange for at komme til at hilse på smeden:- ”for han go´r nok ind og skrywer ee´t o æ regning”, var manden kommentar.

Kilde: Handel - håndværk. og selvstændig næringsdrift i Skovlund 1900 – 2000. Af Kaj Knudsen, Skovlund.

  • Comments(0)//historier.skovlundsognearkiv.dk/#post7

Malermester Andreas Weis

LokalhistorierPosted by Niels Winther Sunday, February 25 2007 13:03:03

Andreas Weis f. 07.09. 1903 i Starup, hustru Henny Weis f. 10.09.1911 i Vrøgum.Blog Image
Andreas Weis kom til Skovlund i 1936 og nedsatte sig som malermester fra Nygårdsvej 11, som han overtog efter sine forældre i 1943. Husets sydlige ende forblev som hidtil butik og lejlighed for Peder Poulsen Uldbæk, der drev cigar og cykelforretning i ejendommen. Andreas afstod malerforretningen i 1970 til sin tidligere lærling Tage Helmgaard Nielsen.

Andreas Weis var meget aktiv i Skovlunds foreningsliv, i Skovlund Håndværker- Borger- og Foredragsforeninger.

Han var i mange år lokal anmelder til dagbladet Vestkysten og var en benyttet viseforfatter. Han skrev adskillige småartikler omhandlende dagens små og store begivenheder og anvendte en satirisk pen under pseudonymet: Jeronimus.

Henny Weis var hjemmegående og passede butikken, hvor der forhandledes malervarer o.l.

A.W. – der i øvrigt var en habil håndværker – blev engang ringet op en tidlig morgen af en landhusmoder, hvor han dagen i forvejen havde tapetseret gårdens spisestue. Hun fortalte ham at tapetet i nattens løb var faldet ned, hvortil A.W. svarede: ” nå ja, der er jo ee´t no´d der holder evig”.

Kilde: Handel og håndværk og selvstændig næringsdrift i Skovlund 1900 – 2000. Af Kaj Knudsen, Skovlund.

  • Comments(0)//historier.skovlundsognearkiv.dk/#post6

Uddeler Niels Christensen

LokalhistorierPosted by Niels Winther Saturday, February 24 2007 18:50:29

Niels Christensen f. 07. 04. 1882 i Aal, Oksbøl Marie Christensen f. 24.03. 1880 i Øster Aalling v/ Randers

Niels Christensen blev udnævnt til uddeler i Skovlund Brugsforening i 1906 med butik og bopæl i Hovedgaden 2. Niels Christensen var uddeler indtil 1946, hvor han afløstes af sønnen Ove Christensen.

Marie Christensen var medhjælpende bl.a. med stor husholdning til de mange medhjælpere, som boede og havde logi hos uddeleren. Ved sin afgang fra uddelerjobbet købte parret Borgergade 12 og flyttede dertil.

Niels Christensen var fåmælt men besad en special lune, som folk skulle forstå..

– En dag kom en landevejsridder i butikken og bad om en flaske sprit.Uddeleren vidste godt, hvad spritten skulle bruges til og gik i kælderen for at fylde flasken med sprit, men hældte en lille slat petroleum oveni og gik op i butikken og gav flasken til vagabonden, der takkende forlod butikken. Kort tid efter kom han rasende tilbage og bebrejdede uddeleren at spritten smagte af petroleum. – Niels Christensen så forundret over brillerne, idet han sagde:-” jammen jæ ku´jo ee´t tænk, te´du sku´ drikk eet´ ”- -En dag kom en kone fra Lærkeholt ind for at købe et par trusser – det var under krigen og kvaliteten kunne nok behøve pral. Konen fornemmede på stoffet og spurgte så:-”er der skidt (kunsstof) i dem”? – hvortil uddeleren – uden at fortrække en mine – lunt svarede: - - ”ee´t i no da”

Da Niels Christensen ( i daglig tale. æ gammel uddeler) gik på pension og flyttede til Borgergade 12, gik han hver dag en tur hen i Brugsen. Det betød, at han skulle passere købmandens butik, hvor et par af Holger købmand´s sønner havde for vane at sidde på trappen. Når N.C. passerede dem hilste de pænt:” go´daw gammel uddeler”

Det blev N.C. for meget og en dag vendte han om og gik ind i købmandsbutikken, hvor han henvendt til Holger købmand sagde: -”Jæ vil ee´t ha,´te di kalder mig æ gammel uddeler” – Det kunne købmanden godt forstå og lovede det skulle høre op.- Næste dag N.C. kom forbi købmandens trappe, rejste hans sønner sig, og idet de bukkede dybt, hilste de:- ” God dag Hr Christensen”. Da det havde stået på et par dage, gik N.C. igen ind til købmanden og sagde: ” di drenge må godt blyw ve mæ o kald mæ æ gammel uddeler”.

Kilde: Handel – håndværk og selvstændig næringsdrift i Skovlund 1900 – 2000. Af Kaj Knudsen, Skovlund.

  • Comments(0)//historier.skovlundsognearkiv.dk/#post5
Next »